VM (optakt - 4. dag): Mette håber at styre udenom det "varme" sæde: Seedninger er bare tal på papir
Verdensniveauet i kvindernes korte hæk har aldrig været højere. Alligevel tror den danske rekordholder Mette Graversgaard på en plads i semifinalen – og gerne uden en forudgående venten i det ”varme” sæde.
13 sekunder – gerne lidt kortere tid – kommer Mette Graversgaards åbningsløb ved VM forventeligt til at tage. En endelig afgørelse kan dog meget vel komme til at vare noget længere, teoretisk i op til en halv time. Den danske rekordholder på 100 meter hæk er nemlig havnet i det første af fem indledende heat, hvorfra de fire hurtigste tider uden for top-4 giver det sidste avancement til semifinalerne. Graversgaards 12,83 er blot den sjette hurtigste tid i det stærke heat, så det store Q kræver, at tingene flasker sig. Men 1900-atleten har selvtilliden på plads, og håber på ikke at komme til at sidde i den ”varme” sofa og afvente tiderne fra de efterfølgende heat.
”Jeg føler faktisk, at chancen for det store Q er fifty-fifty. Seedningen er jo bare tal på et papir, det har jeg efterhånden lært,” siger Graversgaard.
Den antagelse blev bekræftet i fjor i VM-debuten, hvor hun også var havnet i heat 1. Her klarede Graversgaard nemlig overraskende det direkte avancement, da den forsvarende mester Nia Ali styrtede ved den sidste hæk. Hendes 13,04 havde dog også rakt til avancement via tid, viste det sig til sidst. Niveauet i semifinalerne var imidlertid historisk højt - den sidste finaleplads gik på 12,50. Og niveauet er ikke lavere i år, vurderer hun.
”Jeg kunne godt forestille mig, at der i år skal 12,90 til for at nå semifinalen.”
I alt går 24 af 43 deltagere til semfinalerne, og det danske håb er i det tætte felt seedet lige omkring skæringspunktet.
Venindetræf
Graversgaard møder i sit heat bl.a. USA’s Masai Russell og Ackera Nugent fra Jamaica, hhv. nr. 4 og 9 i verden denne sæson. Udover disse medaljekandidater venter der en god bekendt, nemlig Sarah Lavin (IRL).
(de første 4 videre til semifinale + 4 bedste tider i de fem heat)
”Ja, vi løber altid ind i hinanden, det bliver hyggeligt. Vi trænede sammen på Tenerife i januar, og har konkurreret mod hinanden rigtig mange gange. Hun har rykket sig meget denne sæson,” siger Graversgaard om ireren, der i år har forbedret sig til 12,67.
Alene denne sommer har de mødt hinanden fire gange – med 3-1 i Lavins favør. Graversgaard vandt det første møde i Italien i maj, hvor hun satte den gældende danske rekord, men siden har ireren hver gang trukket det længste strå.
Mette Graversgaard & Sarah Lavin efter EM-finalen i 2022, hvor de blev hhv. nr. 6 og 5. (Deca Text&Bild)
Ny træner
Forberedelserne til VM har ikke været helt optimale. En lille skade betød, at hun ikke kunne sprinte på fuld styrke i tre uger. Siden DM i juni, hvor hun vandt i 12,98, har hun derfor kun haft én start.
”Træningslejren op til VM er forløbet godt, selvfølgelig kan jeg savne at have haft et par stævner for lige at få teknikken og skarpheden på plads, men det skal nok gå,” siger Graversgaard, der efter mange år med Mikkel Larsen som personlig træner nu arbejder med den nye landstræner i sprint, briten Tony Lester, som har base i Aarhus.
”Det er noget nyt, men det er sikkert det, som der skal til for at flytte mig yderligere. Tony ved meget, og er virkelig kompetent.”
VM – Budapest d. 19-27. august
4. dag tirsdag 22/8 – dansk deltagelse
18.40 100 meter hæk indl. – Mette Graversgaard
DR2 sender tirsdag kl. 18.30 – 22.00
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere