Jacob Sommer Simonsen og Carolien Millenaar danske mestre på halvmaraton 2023
VM-aktuelle Jacob Sommer Simonsen og Carolien Millenaar satte konkurrenterne til vægs på DM halvmaraton til Copenhagen Half Marathon i dag, hvor mere end 27.000 løbere kæmpede med varmen i København og Frederiksbergs gader.
I mændenes DM-konkurrence løb Jacob Sommer Simonsen, AGF Atletik og Løb, i mål til sejr i en tid på 63:40 minutter på de lidt mere end 21 km, 25 sekunder fra sin personlige rekord på halvmaraton. To minutter efter kom Christian Birch Okkels, Hecmann Racing Club, i mål til DM-sølv i tiden 65:39 minutter, der på trods af varmen kun er lige over et minut langsommere end hans personlige rekord. Tredjepladsen og bronzemedaljen gik til Thijs Nijhuis, Viborg Atletik og Motion, der kom i mål i tiden 65:48 minutter.
"Det endte med at blive hårdt derude. Jeg havde fået besked på at jeg skulle holde mig omkring Henrik Ingebrigtsen, da han ville løbe lige omkring 3 minutter per kilometer. Vi løb 14:37 minutter på 5 km og det kunne jeg mærke var lige lidt for hurtigt, men jeg havde det egentlig okay. Vi gik lidt ned i tempo, så eksploderede gruppen og så løb jeg solo fra omkring 9 km og hjem. Jeg kom sikkert hjem, uden at gå alt for dybt, men det blev da varmt og hårdt til sidst," lød det fra Jacob Sommer Simonsen i mål.
Om to uger skal Jacob løbe netop halvmaraton til VM landevej i Riga og havde håbet at kunne løbe PR i København i dag.
"Jeg havde håbet at komme under 63 minutter og løbe ny personlig rekord, men da jeg kunne se at de ikke var muligt og havde en god fornemmelse af at jeg lå til at vinde, var planen at jeg skulle kontrollere mit løb hjem, uden at gå kold. Da jeg kom op ad Frederiksberg Allé på vej i mål, hvor der er mega gode 'vibes' og man bare 'bouncer' afsted, kunne jeg alligevel ikke lade være med at skrue lidt op," fortæller Jacob, der nu skal hjem og lade op til VM.
"Nu er fokus hundrede procent på VM. Jeg skal hjem og lade op, så jeg kan løbe en hurtig tid der."
I kvindernes DM-konkurrence gik DM-guldet til Carolien Millenaar, Herning Løbeklub, i tiden 74:50 minutter og en klar personlig rekord, efter et stabilt og velpacet løb. Hun var 1:35 minutter hurtigere Annie Saugstrup, Sparta Atletik og Løb, der fik sølv i tiden 76:25 minutter, kun 43 sekunder fra sin personlige rekord. Både Carolien og Annie er udtaget til at løbe VM landvej i Riga om to uger, på henholdsvis 5 km og halvmaratondistancerne. Stine Schønning, NBRO National Racing Club, tog bronze i tiden 77:14 minutter, en ny personlig rekord med mere end to minutter.
Vinder af Copenhagen Half Marathon blev Ed Cheserek (KEN) i mændenes konkurrence, i tiden 59:11 minutter, i en dramatisk slutspurt mod landsmand Bernard Koech, der kom i mål to sekunder efter. I kvindernes konkurrence, vandt Irine Cheptai (KEN) i tiden 65:53 minutter. Hun lå længe til at løbe en ny løbsrekord, men var 45 sekunder fra rekordtiden i mål.
Der var mere end 27.000 løbere afsted på Copehagen Half Marathon rundt i Københavns gader, som var det 9. i rækken. Mange kæmpede med varmen, men de mange løbere kom godt i mål og der var høøjt humør og god stemning i målområdet.
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere