Nyhed fra Dansk Atletik

Årets første kåringer 2023

I forbindelse med weekendens årsmøde i Odense, blev de første kåringer overrakt. Stort tillykke til årets forening Trongårdens IF, årets leder Michael Bruun Jepsen, årets træner Emil Jespersen og årets mastersatlet Inge Faldager.

Årets forening: Trongårdens IF

Trongårdens IF har lavet en stærk genrejsning af en traditionsklub, skabt en succesrig ungdomsafdeling og stor medlemsvækst. Dette er blandt andet sket ved TrackFit målrettet masters og studerende, genaktivering af senioratletikken (to hold ved DM Hold), etablering af Spydkastakademi for nordsjællandske klubber, en løbeafdeling i vækst, stor synlighed i lokale medier og i form af innovative tiltag såsom lånepigsko etc. Trongårdens IF har udviklet sig på alle parametre og fremstår igen stærkt i Dansk Atletik.

Magnus Hamann Poulsen fra TIF modtog prisen fra DAFs formand Simone Frandsen.

Årets leder: Michael Bruun Jepsen, Hvidovre Atletik og Motion

Michael Bruun Jepsen modtager prisen for hans mangeårige ledervirke indenfor dansk atletik, hvor Michael de sidste 25 år har bidraget væsentlig til udvikling af Hvidovre AM til i dag at være en stor og udviklingsorienteret forening. Udadtil er Michael nok mest kendt for at være vores stævneansvarlige til adskillige DM og et par NM, og også som initiativtager til Copenhagen Open tilbage i 2013. Michael har været med til at støbe det økonomiske grundlag, der har rykket Hvidovre fra 350 medlemmer til i dag at være over 1.200 medlemmer.
Michael er en empatisk, initiativrig og udviklingsorienteret leder, der med stort engagement og et stædigt drive har været med til at vise vejen for at udvikle og drive en succesfuld atletikklub. Sideløbende har Michael altid tid til at bidrage til Dansk Atletiks fællesskab – som engageret i terminsudvalg, på talentområdet, i stævneudvikling og meget mere. I sandhed en rigtig lederprofil.

Anders Urup Colstrup fra DAFs bestyrelse overrakte prisen til Michael Bruun Jepsen. 

Årets træner: Emil Jespersen, Ballerup Atletik Klub

Emil Jespersen er en energibombe, med masser af drive og kæmpe engagement. Emil har investeret 100% af sit liv i sine atleter. Han giver både til det lokale fællesskab og bidrager også til atletikken på tværs af klubber. Har netop startet Diplomtræneruddannelsen for at dygtiggøre sig yderligere, og sammen med sin bror er han at finde ved stort set alle stævner på tværs af landet – altid med godt humør og masser af engagement.

Emil Jespersen var forhindret i at deltage (på grund af diplomtræneruddannelse), men havde sendt en videohilsen til forsamlingen.

Årets mastersatlet: Inge Faldager, Greve Atletik

Inge Faldager har vundet mere end 50 internationale mesterskaber -  seneste 2 guld ved EM i Italien i starten af oktober måned. Inge er en ressource både i træningsmiljøet og i særdeleshed for masters på tværs af klubber. Inge Faldager var med til at indføre hammerkast for kvinder i 1988, og har siden været en meget aktiv hammerkaster. I perioden 1988-1998 vandt hun hvert år medaljer til DM-senior. 
Som Masters har Inge vundet DM-medaljer siden 1979. Det er i alt blevet til 270 DM-medaljer, hvoraf hele 241 af dem er guldmedaljer. 
Men Inges indsats som master skal ikke kun måles i antal medaljer. Inge har også været aktiv som medlem af Masterkomitéen siden 2012. Hun er dermed også med til at udbrede kendskabet til aktiviteter for Master Atletikken i Danmark. Inge har ikke tidligere været indstillet til årets master, men efter en så lang karriere for masters med så mange medaljer, verdens-, europa- - og nordiske rekorder samt hendes frivillige arbejde er det på tide at Inge kåres som årets master. Vel nærmest kvalificerende som årtiets mastersatlet. 

Inge Faldager med prisen overrakt af Karina Ramussen Lang fra DAFs bestyrelse.

De sidste kåringer for 2023 foretages i starten af 2024 (forventet i forbindelse med DM Inde). 

 

 

 

 

Seneste nyheder