Et bredt dansk hold skal jagte værdifuld mesterskabserfaring til NM Cross
Søndag formiddag skal et stort dansk hold prøve kræfter med NM Cross på Island. Danmark stiller med et bredt hold, fyldt med debutanter og formstærke løbere, som skal vise hvad de kan frem mod EM i Bruxelles i december.
Hos seniorerne har flere af løberne vist god form inden søndagens mesterskab. Her kan man især fremhæve Joel Ibler Lillesø, BAC, som i starten af oktober slog Henrik Jørgensens gamle rekord til Eremitageløbet. Rekorden havde stået siden 1987.
Joel Ibler Lillesø går derfor også ind til mesterskabet med selvtillid og tro på egne evner:
"Jeg kommer lige fra træningslejr, hvor jeg har bygget videre på en god form fra Eremitageløbet, og jeg glæder mig til at kunne vise den frem ved nogle crossløb de kommende weekender. NM Cross ser ud til at blive en hård rute, hvilket bare gør kampen om medaljerne endnu federe! Jeg satser på at komme hjem med noget metal.”
Udover Joel, stiller Danmark også til start med vinderne af første afdeling af CRAFT Løbe Cup, Carolien Millenaar, Herning Løbeklub og Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik. De er flankeret af de to NM-debutanter Josephine Thestrup, Sparta Atletik & Løb og Monique Mechlenburg fra Aarhus 1900 Atletik & Løb. Når man tilføjer en tidligere OL-deltager i form af Ole Hesselbjerg, Sparta Atletik & løb, og dobbelt VM-deltager, Juliane Falsig Hvid, Sparta Atletik & Løb, er det samlet set nogle stærke seniorer, som rejser til Reykjavik.
Carolien Millenaar glæder sig at forsvare de danske farver på Island:
”Det bliver fedt at skulle løbe i Reykjavik på søndag. Hvis der er noget, der definerer Cross Country i mine øjne, så er det barske forhold og stor viljestyrke – det er jeg sikker på også kommer til at gælde på søndag. Vi stiller med et stærkt hold, og jeg glæder mig til at vise de andre nordiske lande, hvem de ægte vikinger er.”
Landstræner i mellem- og langdistance løb i Dansk Atletik, Kersti Jakobsen understreger, at NM kan give god erfaring for de løbere, som håber på at blive udtaget til EM Cross:
”Man kan se NM som en generalprøve inden EM Cross, hvor vores løbere skal konkurrere mod de bedste i Europa. For dem som ikke deltog i CRAFT Løbe Cup, er det en også en god mulighed for at få skudt Cross sæsonen rigtigt i gang”.
Spændende unge talenter skal høste mesterskabserfaring
Søndag formiddag skal vi også have flere danske U20-løbere i aktion på den kuperede og eksplosive rundstrækning. Holdet er præget af unge talenter i god form. For en række af dem, er det første gang de er afsted til et stort mesterskab.
Kersti Jakobsen, fremhæver at NM Cross er et godt sted at vise sig frem:
”NM er et af de mindre internationale mesterskaber og det er derfor en god mulighed for vores unge løbere til at vise sig frem uden det store pres.”
De 8 danske løbere kommer fra klubber i hele landet og tæller følgende:
Lasse Bjørn Jensen, Odense Atletik
Sebastian Nygaard, AGF Atletik
Lynge Mejlvang Hansen, Viborg AM
Lasse Kassentoft Boesenbaek, Viborg AM
Sofia Thøgersen, Sparta Atletik & Løb
Astrid My Rønde Kristensen, Odense Atletik
Lærke Thygesen, Randers Freja Atletik
Signe Risvig, Skive AM
Sådan følger du med i løbet
På søndag, vil der desværre ikke være mulighed for at livestreame løbet, men man kan få liveopdateringer på resultaterne her.
Hold også øje med vores sociale medier, hvor vi vil opdatere løbende.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er forskellige starttider og distancer alt efter alder og køn.
Programmet ser sådan ud:
Kl. 9.30: U20 piger, 6 km
Kl. 10.10: U20 drenge, 6 km
Kl. 10.50: Senior kvinder, 9 km
Kl. 11.40: Senior herrer, 9 km
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere