
Stærke danske atleter klar til VM Inde
Atletikkens største internationale stjerner samles i Glasgow, hvor fem talentfulde danske atleter står klar til at konkurrere mod verdens bedste ved VM Inde 2024.
VM Inde skydes i gang i morgen, fredag den. 1 marts og forløber over hele weekenden. Med en imponerende og stærk indendørssæson bag sig, er der håbefulde forventninger til de danske repræsentanter.
”Helt overordnet set er jeg godt tilfreds med holdets størrelse. VM inde 2024 har ikke været et af de mesterskaber, vi har fokuseret mest på, og faktisk har vi en hel del atleter, der kunne have kvalificeret sig, hvis de ønskede det. På individuelt niveau er det et vigtigt mesterskab for hver enkelt, og vi stiller med 5 formstærke atleter. På samlet landsholdsniveau har vi ikke specielt specifikke målsætninger for VM inde. Vi håber på flere gode enkeltresultater, hvor VM inde kan være et vigtigt springbræt både til EM og OL til sommer. Vi tager de chancer, vi får, og rækker ud efter videre avancement med alle deltagere. Særligt Simon og Mette har fine muligheder for semifinale, og med lidt held kan vi drømme om en finale på 1500 m,” fortæller Mikkel Larsen, Elitechef.
Blandt de udvalgte fem danske atleter, der er klar til at indtage startlinjen, er det nogle markante navne at holde øje med.
Simon Hansen, Aarhus 1900 Atletik og Løb, vil deltage i 60 m og har erfaring med at indtage den internationale scene.
”Simon Hansen har haft en fantastisk indendørssæson med sine klart bedste løb nogensinde. Simon kommer med selvtillid og med flere konkurrencer på øverste niveau i bagagen fra denne indendørssæson. Det bliver derfor spændende at følge ham i VM-konkurrencen, hvor et realistisk mål er en semifinale. Simon har tidligere deltaget ved EM inde på 60 m og VM udendørs på 200 m, men dette bliver hans første optræden ved et VM indendørs i Glasgow,” fortæller Mikkel Larsen.
Mette Graversgaard, Aarhus 1900 Atletik og Løb, vil repræsentere Danmark i 60 m hæk.
”Mette Graversgaard er holdets mest rutinerede deltager og var ved seneste VM inde i semifinalen, ligesom hun sidste år var i finalen ved EM inde. Indeværende sæson har desværre ikke været helt på samme niveau som foregående sæson, men med dansk årsbedste og en finaleplads ved Gold World Tour i Madrid for kun en uge siden, er formkurven stærkt opadgående. Mette er et godt bud på en semifinale, men en finale er nok ikke i spil i denne omgang”, udtaler Mikkel Larsen.
Astrid Glenner-Frandsen, Sparta Atletik og Løb, vil konkurrere på 60 m.
”Astrid Glenner-Frandsen havde nok ikke lige regnet med en VM-kvalifikation, da indendørssæsonen startede, men den tidligere EM-inde-semifinalist har i år for alvor genfundet hurtigheden. For Astrid kommer VM i stor grad til at handle om, at hun igen kommer ind i det internationale spil. Særligt med World Relays og EM i kikkerten de kommende par måneder”.
Sofia Thøgersen, Sparta Atletik og Løb, vil repræsentere Danmark i 1500 m løb. Hendes imponerende præstationer hidtil indikerer, at hun er klar til at konkurrere på højeste niveau.
”Sofia Thøgersen har siden sidste sommer været inde i en god stime. Medalje ved EM U20 Cross og direkte over i en indendørssæson med hele 2 europæiske U20-rekorder på kontoen. Sofia er med ved sit første indendørsmesterskab, og hun går ind i konkurrencen med masser af selvtillid – selv om der egentlig ikke har været den store fokus på indendørssæsonen. Vi har ikke specifikke målsætninger i denne forbindelse, men kender vi Sofia ret, så vil hun kæmpe for hver eneste plads i feltet, så hun bliver spændende at følge i det taktiske spil, som 1500 m indendørs altid bærer med sig,” fortæller Mikkel Larsen.
Kristian Uldbjerg Hansen, AGF Atletik, vil konkurrere i 1500 m løb. Kristian demonstrerede sin topform til DM Inde, hvor han satte mesterskabsrekord, der understreger hans potentiale for at levere en stærk præstation til VM.
”Kristian Uldbjerg Hansen har haft en super flot indendørssæson med dansk rekord på 1500 m som det foreløbige højdepunkt. Han tog en flot dobbeltsejr ved DM for nyligt og kommer til VM indendørs med masser af selvtillid. Som Simon har han et EM indendørs og VM udendørs i bagagen, og med de taktiske uforudsigeligheder er Kristian spændende at følge. Det bliver benhårdt at komme videre til en finale, men med 4 heats og 3 fra hver direkte videre er han bestemt med i kampen,” afslutter Mikkel Larsen.
Med disse talentfulde atleter, der vil repræsentere Danmark, håber vi på spændende og gode præstationer ved VM Inde i Glasgow.
Vi hepper på vores danske atleter og håber, at de kan bringe de danske farver frem i lyset på den internationale scene.
Hele tidsplanen for VM kan ses her.
Verdensmesterskabet kan ses live på DR og det følgende program giver dig muligheden for at følge danske atleter i aktion.
Dag 1 – 1. marts:
14:10 Simon Hansen / 60 m indledende
20:05 Sofia Thøgersen / 1500 m indledende
20:45 Simon Hansen / 60 m semifinale
21:10 Kristian Uldbjerg Hansen / 1500 m indledende
22:45 Simon Hansen / 60 m finale
Dag 2 – 2. marts:
12:20 Astrid Glenner-Frandsen / 60 m indledende
20:45 Astrid Glenner-Frandsen / 60 m semifinale
22:45 Astrid Glenner-Frandsen / 60 m finale
Dag 3 – 3. marts:
11:25 Mette Graversgaard / 60 m hæk indledende
20:40 Mette Graversgaard / 60 m hæk semifinale
22:00 Mette Graversgaard / 60 m hæk finale
22:30 Kristian Uldbjerg Hansen / 1500 m finale
22:45 Sofia Thøgersen / 1500 m finale
Seneste nyheder
-
Atletik i ugen: EM U23, Diamond League og formstærk Simon Hansen i London
Efter et par stille uger på konkurrencefronten går det for alvor løs i slutningen af juli. Perioden indledes torsdag den 17. juli med EM for atleter under 23, og her stiller Danmark med et udvalgt hold, hvor medaljedrømme ikke er urealistiske.
Læs mere
Inden da løber Danmarks hurtigste mand, Simon Hansen, i London og med den form han er i, kan man måske også tillade sig at drømme om en ny dansk rekord. -
De første danske atleter udtaget til VM
Årets største atletikbegivenhed er VM i Tokyo i september. Det hold, der skal kæmpe for de danske farver begynder at tage form, og i dag har dansk atletik udtaget de fire første atleter til VM.
Læs mere -
Her er holdene til EM, EYOF, World University Games og U20 NM
Der bliver en travl juli for de unge danske atleter. Hele fire internationale ungdomsstævner løber af stablen i sommermåneden startende med U23 EM, efterfulgt af ungdoms OL (EYOF), World University Games og U20 NM. Vi offentliggør løbende holdende som de udtages. Følg med her.
Læs mere -
Styrk dine trænerkompetencer ved European Athletics Coaching Summit
Dansk Atletik tilbyder tre stipendier til trænere, som ønsker at deltage i European Athletics Coaching Summit Series. Ansøg senest den 17. august.
Læs mere