We are Denmark
Dansk Atletik
Nyhed fra Dansk Atletik
Det danske stafethold efter rekordløbet ved OL i Tokyo. (DECA Text&Bild)
ELITE

Miraklet i Chorzow - eller hvordan en fælles satsning gjorde Danmark til en sprint-nation

: Jeppe Weinreich

VEJEN TIL PARIS '24. Det var en historisk bedrift af dimensioner, da begge danske landshold på 4x100 meter for tre år siden i Polen – med det yderste af neglene – greb billetterne til OL i Tokyo. Med herreholdets overbevisende kvalifikation til World Relays i sidste uge er der atter lagt op til stafetfeber, når to danske hold i maj på Bahamas skal kæmpe om de forjættede OL-billetter. Inden dét kapitel i det danske sprint-eventyr kan skrives, er det passende med et blik tilbage i historien. I denne første af to artikler med fokus på herreholdet.

VEJEN TIL PARIS '24. I den kommende tid bringer vi her på hjemmesiden en række artikler med olympisk vinkel. Med fokus på de atleter, der kæmper for at komme med, men også med et blik tilbage i den lange og rige OL-historie. Dette er den første i serien.  


Knap et blink med øjet, eller mere præcist: 0,001 sekund. Så ubegribelig lidt afgjorde den 1. maj 2021 på Stadion Śląski i polske Chorzow, at dansk atletik fik et mandligt stafethold med til OL – for første gang siden Paris 1924. 

Kojo Musah kom spænende ud af kurven på bane 6, afleverede uden problemer depechen til sin makker. Så var det bare op til Frederik Schou-Nielsen at bringe den til målstregen som lyn og torden. I tæt kamp med en japaner gav han sig helt ud, faldt nærmest over målstregen og ind på en 4. plads. Ved to maskotters hjælp kom han på benene igen blot for at konstatere, at han og holdet havde sat ny dansk rekord med 39,06. En forbedring af den tidligere rekord med markante 0,55 sekund, her ved World Relays, netop som det gjaldt. Men var det nok? 

Danmark delte nu den sidste OL-plads med Ukraine, der i det foregående heat havde løbet i nøjagtig samme tid. Først skulle begge lande dog afvente det sidste heat, hvor nummer tre ikke måtte overgå de 39,06. Her blev Frankrig noteret for 39,07, og da en granskning af de foregående målfotos faldt ud til Danmarks fordel (39,058 mod 39,059), var den utrolige bedrift en realitet.

 
Glade dage i Chorzow (privatfoto)

Et lille q for DEN, men et kæmpe skridt for dansk atletik og dansk sprint i særdeleshed. Med kvindeholdet, som forinden ligeledes havde sikret sig en finaleplads og dermed OL-deltagelse for første gang siden London ’48, var triumfen total. Hvordan var det dog kommet så vidt?

”Det var virkelig et kvantespring, som vi foretog den dag. Jeg husker, at jeg var lykkelig, da vi i min første landskamp som træner løb 41,2 (41,24 i 2005, red.). Men ved en match i Malta nogle år senere pressede vi os med et lidt tilfældigt sammensat hold pludselig under 40 sekunder. Det satte ligesom en anden standard,” husker elitechef Mikkel Larsen.

En polak kom forbi
Rekorden holdt blot til næste års landskamp i Serbien i 2011, hvor Morten Jensen på sidste tur løb en suveræn sejr hjem i 39,71. Det var dog stadig ikke helt nok til, at nogen for alvor tænkte i større baner, selvom træner Michael Jørgensen allerede i 2012 luftede tanken, da et talentfuldt hold ved VM-U20 i Barcelona havde sat juniorrekord med 40,60.

Først med ansættelsen af Piotr Haczek som sportschef i 2015 blev der sat skub på. Med fem VM-medaljer (heraf to af guld) vundet som medlem af det polske 4x400 meter hold vidste Haczek om nogen, hvad der skulle til. Et rekordløb af fire unge danske mænd ved EM-U23 i Bydgoszcz i 2017 bekræftede ham i, at der var noget at bygge på.   


Frederik Schou-Nielsen, Kristoffer Hari, Kojo Musah & Sebastian Pedersen i 2017. De tre førstnævnte kom fire år efter til OL. 

”Piotr ville satse på stafetten, og jeg lovede, at jeg som træner ville sørge for 100 procent opbakning med de atleter jeg trænede. Jeg havde set på, hvordan Holland og Schweiz gjorde, og Piotr kom med sine erfaringer fra Polen. Sammen fik vi skabt en dansk model. Sjovt nok var det i starten kun herreholdet, som vi havde i tankerne. For at sikre ligestilling – på det tidspunkt var niveauet hos kvinderne på et helt andet end i dag - tog vi dog som et forsøg også kvinderne med i satsningen. Det viste sig så, at de tog udfordringen op på en helt anden og seriøs måde end herrerne. De viste virkelig vejen og gik all-in, med EM i Berlin 2018 som det helt store gennembrud og starten på hele eventyret. Først herefter kom mændene for alvor på banen.”

Fyret
Kort efter EM-succesen blev den polske sportschef uventet fyret. Otte måneder forinden var den sportslige ledelsesstruktur blevet udvidet med en elitechef, Bo Overgaard, hvis strategi angiveligt ikke harmonerede med sportschefens. Den nye elitechef (som stoppede i april 2022) valgte dog fortsat at satse på stafetlandsholdene – med blikket rettet mod World Relays, der udgjorde en åbning til OL, som ikke havde været der før.

”Jeg gjorde Bo opmærksom på de nye regler ang. kvalifikation. Og at jeg troede på, at vi kunne komme med til OL, men at det krævede, at forbundet var med på satsningen, som bl.a. indebar at alting skulle gøres helt anderledes - eksempelvis at løberne skulle være i form meget tidligt på sæsonen. Den var Bo heldigvis med på. Så var vi ligesom i gang,” fortæller Mikkel Larsen. Resultatet lod ikke vente på sig med finaleplads ved World Relays i Yokohama 2019 til kvinderne og dermed Danmarks første VM kvalifikation i hus (Doha 2019).

En utrolig rekord
Efter World Relays i Chorzow gjaldt det nu det ultimative for enhver atletikudøver: OL. Nok havde de danske herrer været tilsmilet af en smule held for at nå så langt; i Tokyo tre måneder senere beviste de imidlertid, at de hørte til på den største scene. Kristoffer Hari og Emil Mader Kjær var med som reserver, men kom ikke på banen. Succes-formationen (Simon Hansen – Tazana Kamanga-Dyrbak – Kojo Musah - Frederik Schou-Nielsen) forblev den samme. 

World Relays havde fundet sted tidligt på sæsonen, hvor formen endnu ikke var i top. Ti graders forårskulde havde heller ikke ligefrem gjort betingelserne bedre. I Tokyo var disse to faktorer til gengæld i top. Det danske hold kvitterede med en pragtpræstation: 38,16 – en forbedring af den nordiske rekord, som et svensk landshold havde sat i semifinalen ved OL i Atlanta 1996, med næsten et halvt sekund.

Nordisk rekord! Dansk svømning har nærmest været forvænt med det, men i atletik er og bliver det en sjældenhed. På denne side af år 2000 er det således stadig kun dette danske hold samt Sara Slott Petersen på 400 meter hæk (53,99 ved VM 2015) og (53,55 ved OL 2016), som har sat en af slagsen.

Finaledrømmen gik dog ikke i opfyldelse. De fænomenale 38,16 rakte blot til en 7. plads i det klart hurtigste af de to heat, hvorfra fem hold endte med avancement. Ghana snuppede med 38,08 det sidste lille q foran mægtige USA, der med 38,10 på 6. pladsen ikke bare blev slået ud, men også var ganske tæt på at blive besejret af et halvt Sparta-, halvt Aarhus 1900-hold. 

Disket
Træerne voksede ikke ind i himlen. Mens kvindeholdet – som ligeledes havde sat dansk rekord ved OL – forsatte med at brillere med endnu en rekordforbedring ved VM i Eugene året efter, kiksede herrerne her i andet skifte og kom aldrig i mål. Allerede en måned efter fik de en ny chance ved EM i München. Her løb holdet – som nu var uden de skadede Simon Hansen og Kojo Musah – dog igen ind i et mislykket skifte og efterlod sig i statistikken et ærgerligt ”dq” i det, der var den første EM-start siden Oslo 1946.

VM 2023 var ikke muligt at nå, men i Geneve i maj det år – stadig uden Musah og Hansen - viste et rent Sparta-landshold med 39,24, at potentialet fortsat var der. Paris 2024 var stadig muligt.

I januar samme år var briten Tony Lester tiltrådt som ny landstræner i sprint/hæk, og ved det stærkt besatte Diamond League-stævne i hans hjemby London pressede holdet sig ned på 39,16. Trods tiden – på det tidspunkt den tredjebedste af et dansk hold nogensinde – stod det klart, at det ikke var tilstrækkeligt for kvalifikation til World Relays 2024. Der måtte handles.

Nødplanen, der lykkedes
”Under VM i Budapest satte Tony og jeg os sammen og lavede en plan, der skulle bringe os til Bahamas. Vi fik en håndslagsaftale med det sydafrikanske forbund om et samarbejde, så de sørgede for stafetløb med deltagelse af andre nationer i deres stævneserie i marts. Kombineret med en træningslejr gav det også mulighed for individuelle starter.”


Landstræner Tony Lester (th) dagen før kvalifikationen i Potchefstroom. (Instagram@ simonhansen_)

Tre skud i bøssen havde stafetholdet. Det lykkedes ved første aftræk: Frederik Schou-Nielsen løb i Potchefstroom den 14. marts sejren i hus i 38,79. I forhold til holdet fra OL var eneste ændring Rasmus Thornbjerg Klausen i stedet for Tazana Kamanga-Dyrbak, mens Simon Hansens gode form blev udnyttet ved at rykke ham op fra første til tredje tur.

”Det gik lige efter planen. Det er virkelig en stor forløsning, efter at vi har været plaget af uheld. Nu kan vi med ro forberede os til World Relays, hvor der er planlagt en pre-camp i Florida.”

Med den stærke tid – holdets næstbedste nogensinde – er Danmark rykket op som nr. 26 på den liste, hvor de 32 hurtigste nationer er kvalificeret til at kæmpe om OL-billetter ved World Relays. Skulle holdet i sidste ende ikke nå helt til Paris, synes deltagelsen ved EM i starten af juni – på et andet olympisk stadion, nemlig det i Rom – til gengæld at være så godt som sikker. Og med et topgearet dansk hold til start kan et EM måske vise sig mere interessant. Målsætningen for Mikkel Larsen er i hvert fald klar: I Rom skal et af holdene i finalen. 

Et veritabelt boost 
Hvem der i sidste ende står på banen i Nassau, Rom – og måske Paris, vides selvsagt ikke.
 
”Ingen er forhåndsudtaget. Alle skal løbe sig til en plads på holdet,” slår elitechefen fast. Samtidig noterer han sig med tilfredshed, at der p.t. i Sydafrika er nok sprintere med til at stille A- og B-hold. 

”Nogle af dem finansierer delvist selv deres træningsophold. De synes, det er attraktivt at være en del af truppen, og håber selvfølgelig på at komme i betragtning til en udtagelse.”

Netop dette, holdsportsånden i en individuel idræt, er stafetløbets indlysende gave. Den rummer dog også den udfordring, at en personlig fejl kan gå udover resten af holdet. Men når det lykkes, er glæden desto større og kan deles med flere. 

En betydelig sidegevinst er naturligvis også den ekstra motivation, som det giver yngre talenter, der kan øjne muligheden for at komme med til et stort mesterskab. For flere danske profiler har det også banet vej for den individuelle karriere. Således fik eksempelvis Ida Karstoft, Mette Graversgaard og Simon Hansen alle først deres individuelle VM-debut året efter OL. 

Stafet-satsningens boost af dansk sprint synes ligeledes  at have sat sit tydelige præg på ranglisterne. I den forgangne vintersæson pressede hele 23 mænd sig således under 7,00 sekunder. De to seneste sæsoner var tallet begge gange 13.

Med World Relays og EM i sigte er der altså meget at se frem til. Indtil da kan vi passende kaste et blik tilbage i historien for at få bekræftet, at vi befinder os i en gylden tid, hvad dansk stafetløb angår:

100 års ensomhed  
Baggrunden for, at et økonomisk trængt atletikforbund ved OL i Antwerpen 1920 og siden Paris 1924 for første gang valgte at stille med hold på mændenes 4x100 meter (der som disciplin havde været med siden Stockholm 1912), fortaber sig i historiens tåger. Men godt gik det den første gang. En dansk kvartet løb sig her i finalen, hvor det blev til en 5. plads i 43,5. 


KIF'eren Marinus Sørensen (1898-1962) - nr. to fra højre - løber 5. pladsen hjem på bane 2. Dansk atletiks første og hidtil eneste OL-finale i mændenes stafet kan utroligt nok ses i en over 100 år gammel optagelse. 

Ifølge annalernes sparsomme information krydsede Mogens Borch Truelsen (1901-1969) fra Akademisk Idrætsforening (AI) i kvartfinalen ved legene i Paris fire år senere målstregen i 43,8 (efter 44,0 i det indledende heat). Det rakte til en 5. plads i heatet, og dermed var det slut. Da han afleverede depechen til en official, forestillede han sig næppe, at der skulle gå næsten 100 år, før nogle landsmænd bogstaveligt talt videreførte stafetten. Om det skulle ske for anden gang i træk, netop i Paris 100 år efter, vil det således være en smuk sløjfe - om end det gamle OL-stadion i Colombes i det nordvestlige Paris denne gang blot skal huse den olympiske hockey-turnering.

Som førnævnt var et herrehold med ved EM i 1946 (slået ud i indledende), men ellers synes mesterskabsdeltagelsen at ligge brak. Stille er der dog langtfra på den internationale front. Ved en landskamp i Bruxelles i juli 1958 klemmer et landshold sig med tiden 41,9 for første gang under de 42 sekunder. Erik Madsen fra Esbjerg AF løber ved den lejlighed første tur. Her små 66 år efter husker han tydeligt tiden med landsholdet, som var en ganske anden.

Heysel Stadion
”Jeg husker, at vi løb mod Spanien og Belgien dengang – på det senere så berygtede Heysel Stadion (i dag King Baudouin Stadium, red.). Det var min første danske rekord, men der var overhovedet ikke tale om decideret stafettræning op til løbet”.

Tre år senere var han på Bislett i Oslo med til at skære yderligere 0,1 sekund af rekorden, men et EM – som fandt sted året efter i Beograd 1962 – eksisterede ikke som mulighed.

”Et stafethold til EM var aldrig på tale, heller ikke da vi i ’63 vandt sølv ved NM. Jeg kan ikke mindes, at vi på noget tidspunkt var samlet til decideret stafetsamling. Det fandtes ikke dengang,” lyder det fra Erik Madsen, der 60 år efter sin første rekord måtte springe til som stafettræner ved NM-U20 i Hvidovre. Holdet, med bl.a. den senere OL-deltager Tazana Kamanga-Dyrbak, vandt naturligvis guld – og Madsen blev kåret som ”Årets træner” det år.

Grundet arbejdsmæssige forpligtelser måtte Madsen dog melde afbud til landskampen i Enschede i 1965, hvor et hold for første gang brød de 41 sekunder. Med 40,9 fik rekorden her et ordentligt tryk på 0,8 sekund. En forbedring, som skulle stå som den største indtil Tokyo 2021, hvor en luns på 0,90 blev skåret fra. (se rekordudvikling)

Rekorden fra ’65 står stadig som den historisk set mest sejlivede. Først i 1983 – på Frederiksberg Stadion – lykkedes det at slette den med 40,78. Med på holdet var den blot 17-årige Sparta-atlet Lars Pedersen, der de næste 13 år skulle medvirke til yderligere fem forbedringer, den sidste (40,09) ved en landskamp i Bergen i 1996. 

EM-U20_Lars Pedersen_DECA
Lars Pedersen ved sidste års EM-U20 i Jerusalem. De seneste år har dansk deltagelse på stafet ved de internationale ungdomsmesterskaber været reglen snarere end undtagelsen. (DECA Text&Bild) 

80ernes hold
Som del af teamet omkring landsholdet har Sparta-træner Lars Pedersen på tætteste hold kunnet bevidne, hvordan nutidens to stafethold er blevet next level. For trods de mange rekorder nåede 80ernes hold aldrig til noget stort mesterskab. Og det var ikke, fordi de ikke forsøgte. Udover Pedersen bestod den faste kerne af Peter Regli og Morten Kjems. De to var medlemmer af Viby IF (indlemmet i Aarhus 1900 i 1990), og her hed klubbens drivkraft Erik Barslev, der i 80erne blev udnævnt som landstræner i sprint. For første gang blev deltagelse ved et stort mesterskab et erklæret mål. 

”Vi følte virkelig, at vi lavede gode resultater i den tid, slog bl.a. Norge og Sverige i Europa Cup’en, men så blev det hjemlige kvalifikationskrav til VM i 1987 pludselig sænket. Jeg synes, at vi fik skabt en tradition og vist, at vi godt kunne løbe stærkt i Danmark. Vi prøvede nogle nye ting af, men fik aldrig lov til rigtig at være med, hvor det var sjovt – og hvor vi måske kunne have løbet stærkere,” lyder det fra Erik Barslev.


Landsholdet anno 1988. Morten Kjems modtager depechen fra Henrik Glenner - far til Astrid, der i 2021 løb første tur for Danmark ved OL i Tokyo. (foto: DAF i Tal 1988)

”Set tilbage kunne vi nok have snakket bedre sammen, klubberne imellem. Der var bare ikke nok fælles fodslag. Vi skulle vel have trænet detaljerne mere og rejst mindre rundt. Men det var en anden tid dengang. Der var ingen tradition for sprint. Mellem- og langdistance fyldte bare meget. Vi optimerede på meget, men måske var materialet i sidste ende bare ikke helt godt nok. Sjovt var det dog at være med, og vi fik trods alt sat et væld af rekorder.”

I starten af det nye årtusind dukkede en håbefuld hækkeløber ved navn Mikkel Larsen så op i Aarhus, hvor Barslevs træningsgruppe holdt til; den unge mand sugede viden til sig, tog snart efter trænergerningen på sig, og mange år senere, da en ny og hurtigere generation var kommet til, og der omsider var fælles fodslag, lykkedes missionen. 

Seneste nyheder