Nyhed fra Dansk Atletik
Foto: Lone Dybdal

DM 10 KM: Flotte sejre til Helene Svane og Jacob Sommer Simonsen på rekordernes dag i Aarhus

Helene Svane og Jacob Sommer Simonsen løb sig til guld til et fantastisk DM 10 km og sjette afdeling af CRAFT Løbe Cup. Lørdagens løb blev en fest, hvor alle de fremmødte blev vidne til rekordhurtige tider, fremragende stemning og solskin over skoven.

Solen skinnede, humøret var højt over hele linjen og stemningen var i top til denne lørdags DM 10 km og sjette afdeling af løbecuppen. Mange tilskuere var mødt frem, og de var med til at sikre god støtte til alle. De over 600 tilmeldte løbere kvitterede for den gode stemning med flotte tider og især i kvindernes elitefelt, blev der løbet stærkt. Her kom de fem hurtigste kvinder i mål på under 33 minutter, hvilket der kun er syv løbere, der har gjort før dem.

Helene Svane fra Aarhus Fremad, leverede en fremragende indsats og blev dansk mester i tiden 32:30 min. Den vilde tid er ny mesterskabsrekord og samtidig den anden hurtigste danske tid på 10 km nogensinde. Efter løbet, var Helene Svane glad og tilfreds med sin egen præstation:

”Det gik over alt forventning, det var en god rute og jeg havde gode ben”.

Løbet var ikke ret gammelt før hun tog fronten sammen med Carolien Millenaar, AGF Atletik. Efter et par kilometer i front, kunne Carolien dog ikke følge Helene, hvilket betød at Aarhus Fremad Atletik-løberen kunne løbe alene i mål til stor jubel fra publikum. Carolien løb sig til en stor ny personlig rekord med en tid på 32:41 min. Det rakte til en bronzemedalje, da triatleten Alberte Kjær Pedersen fra AGF Atletik passerede hende i en den sidste fjerdedel af løbet. Alberte havde pacet sit løb helt perfekt med negative splits på de sidste omgange ind til mål, og til sidst var hun endda tæt på at hente Helene Svane. Alberte kom i mål som nr. 2 i tiden 33:33 min og dermed noterer hun sig for den anden hurtigste tid til DM 10 km nogensinde. 
Nanne Bove, Sparta Atletik & Løb, viste også, at hun er tilbage fra sin skade med en fjerdeplads i tiden 32:54 min. AGF Atletik-løberen, Sara Schou Kristensen, passerede stregen efter 32:57 min. og runder derfor kvindernes top-5 af.

Hos seniorherrerne kunne ingen for alvor følge Jacob Sommer Simonsen, AGF Atletik. Midt i løbet var spændingen stadigvæk intakt, og selvom klubkammeraten Andreas Bock Bjørnsen prøvede at lægge pres på ca. halvvejs i løbet, var det ikke nok til at ryste Jacob. Da det skulle afgøres, var der ingen tvivl og han kunne løbe over stregen i tiden 28:58, hvilket også er ny mesterskabsrekord.

Efter et par kilometer havde en AGF-kvartet bestående af Jeppe Risvig, Andreas Bock Bjørnsen, Mikkel Dahl-Jessen og Jacob Sommer Simonsen distanceret de andre løbere. Her endte det med, at Mikkel Dahl-Jessen viste, at der ikke var nogen tvivl om, at han var den næst hurtigste løber på dagen. Efter løbet kunne den stærke AGF’er tage hjem med en sølvmedalje og ny personlig rekord, der lyder på 29:10 min. Den unge Andreas Bock Bjørnsen kunne ikke helt holde det tempo, som han forsøgte at sætte halvvejs i løbet, men det var stadigvæk mere end nok til at sikre ham bronze. Andreas noterede sig for en ny PR i tiden 29:14 min. Sidste mand i AGF-kvartetten var Jeppe Risvig, som måtte slippe de tre forreste undervejs i løbet. Selvom han ikke helt kunne følge med holdkammeraterne, holdte han speederen i bund og kom i mål efter 29 minutter og 30 sekunder.

Efter Jacob Sommer Simonsen havde modtaget sin guldmedalje, var han ikke sen til at anerkende klubkammeraterne solide indsats:

”Det var en hård dag, men det var også meningen. Jeg havde nok ikke regnet med, at det blev så tæt som det gjorde, men der var virkelig hård konkurrence fra drengene i dag og det var selvfølgelig også rigtig fedt”.

Aarhus 1900 Atletik og Løb var dagens arrangør og igennem hele dagen sørgede klubbens mange frivillige for at alt gik som smurt. I løbet af dagen var der ikke en finger af sætte på deres indsats. Klubbens mange frivillige fik også lidt at juble over, da hjemmebanefavoritten Jacob Dybdal kunne løbe ind som nr. 5 i tiden 30.11 min.

Over 600 løbere var til start og her var der en masse dygtige unge løbere i blandt. I U23-klassen tog Tom Bowers fra Sparta Atletik & Løb, sig af sejren hos herrerne og hos kvinderne. Hos kvinderne var det Marie-Louise Jørgensen, Aarhus 1900 Atletik og Løb, som kunne lade sig hylde som vinder. De klarede de 10 km i henholdsvis 30:48 min og 35:05 min.

I U20-klassen nappede Viborg AM’s Lynge Mejlvang Hansen guldet i tiden 32:06, og hos kvinderne sikrede Siv Bertelsen, AK Heden, sig guldet. Hun tilbagelagde distancen på 40 minutter og 9 sekunder.

Hos drengene i U18-klassen, kunne ingen røre Vejle IF-løberen Sebastian Smed Grønkjær. Med en tid på 32:15 min, havde han næsten to minutter ned til nærmeste forfølger. Hos pigerne var der guld til Aline Hedegård Bruhn fra FIF Atletik og Motion, som løb flot med en tid på 41:22 min som følge.  

Masteratleterne var som sædvanlig også mødt talstærkt, og der blev løbet hurtigt i samtlige aldersgrupper. Man kan dykke ned i alle de individuelle resultater fra dagens DM her.

Til dagens DM skulle de hurtigste hold også findes, og hvis man vil se hvem der tog guldmedaljerne der, kan man få hele overblikket her. 

Seneste nyheder