God, bedre, Betty: Historisk syvkamps-rekord omsider slået
Efter en perfekt præstation ved weekendens mangekamps-stævne i Greve forbedrede Betty Marie Ramsgaard den danske rekord i kvindernes syvkamp, som nåede at stå i mere end 40 år.
40 år og ni måneder. Så lang tid kom Dorte Kleins danske rekord i syvkamp til at stå. Søndag henviste 20-årige Betty Marie Ramsgaard fra Sparta nemlig noteringen på 5722 point til den historiske statistik, da hun over to dage på Greve Atletikstadion endte på 5833 point.
Den nye danske rekord kommer bag på de fleste, ikke mindst hovedpersonen selv, hvis hidtil bedste score lød på 5441. Altså en forbedring på knap 400 point.
”Det er helt utroligt, jeg havde virkelig ikke regnet med det. Mit mål var egentlig bare at sætte personlig rekord og måske klare kravet til EM-U23 (5600, red.) næste år,” lyder det fra Betty, der i næste måned bliver student fra Falkonergården og egentlig er midt i eksamenslæsning. Så sent som fredag var hun oppe i første fag, dansk.
Perfekt fra start
1. dagen ved ”Mangekamps Tribute” på Greve Stadion blev bestået til topkarakter. Med 13,83 løb hun for første gang under de 14 sekunder på 100 meter hæk og kom dermed perfekt fra start.
Højdespring hører ikke til favoritøvelsen, ved sidste års U20-EM måtte hun således nøjes med 1.50. Siden har hun skiftet afsætsben, og lørdag forbedrede hun sig såmænd til 1.66, inden hun i kugle stødte op til sit bedste med 12.81 for så at afslutte med dagens tredje personbedste på 200 meter: 24,61 sekunder. Nu måtte målsætningen sættes lidt op.
”Jeg tænkte selvfølgelig, at der var udsigt til noget rigtig godt, og selvom det også begyndte fint i længde (6.05, red.), var det først efter det første forsøg i spydkast, at jeg turde tro på det.”
På den afsluttende 800 meter var hun med 2:17,70 få tiendedele fra weekendens fjerde disciplin-PR. I forhold til Dorte Kleins rekord (sat ved DM Mangekamp på Århus Stadion i august '83) var Betty bedre i fem af syv discipliner.
EM-U23, men først NM og studenterhue
Det store mål nu bliver EM-U23 til næste sommer. Et mesterskab, som finder sted i hendes norske træner Martin Roes hjemland, nærmere bestemt i Bergen. Allerede om tre uger er der dog NM i Reykjavik, og så er der også lige en studentereksamen, som skal klares.
At sidste salgsdato for den danske rekord nærmede sig, viste Karla Schärfe allerede i fjor, da hun blev dansk mester med 5652 point. Schärfe var denne weekend også rigtig godt med; hun kunne endda måske også have overgået den gamle rekord, men grundet problemer med lysken valgte hun at udgå inden den afsluttende 800 meter. Dermed endte en tredje Sparta-atlet, Nickoline Skifter, med at snuppe 2. pladsen – endda med en PR på 5515, som faktisk rykker hende ned som nr. 6 på alle tiders liste.
Betty med syvkampens nr. 2, Nickoline Skifter. (Marta Siljadottir)
Gundersen og Birk Meissner giver hinanden en god dyst
Mændenes dyst i tikampen var også ganske flot. Favoritten Christian Gundersen (Sparta) satte to personlige rekorder på 1. dagen med 6.95 i længdespring og 48,56 på 400 meter. Den unge Noah Birk Meissner (Skive AM) var dog ikke langt efter, og skibonitten overgik lørdag sig selv med tre personlige rekorder og en tangering. Specielt i højdespring imponerede han med 2.00 meter – en forbedring på hele 11 cm af en PR fra 2020. Gundersen holdt dog stilen på 2. dagen og kunne slutte som sikker vinder med 7455 – bare 58 point fra den personlige rekord. Noah noterede sig søndag for endnu en PR på 110 meter hæk med 15,18 og sluttede med fornemme 7273 point – i sin blot anden fuldførte tikamp i senior-regi.
Også i ungdomsklasserne var der mange flotte resultater. De kan alle granskes her.
-JW
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere