
Hesselbjerg i det "varme sæde" efter forpasset EM-krav
Den rutinerede forhindringsløber spænede søndag aften i Bruxelles i mål i sin hurtigste tid i tre år, men forpassede det direkte EM-krav med sølle 1,3 sekund. Om han alligevel kommer med på en af de yderste mandater, vides først onsdag. I kvindernes forhindringsløb satte den allerede EM-kvalificerede Juliane Hvid nyt dansk årsbedste.
Ole Hesselbjerg havde søndag aften i Bruxelles et sidste skud i bøssen i forhold til EM-kvalifikation – og ramte ikke. Eller gjorde han?
Nok var hans tid 8:26,30 på 11. pladsen hans 4. hurtigste nogensinde, men i forhold til det direkte EM-krav er det nøjagtig 1,3 sekund for lidt. Resultatet betyder, at han nu må bide negle indtil onsdag eller torsdag for at få den endelige dom. For p.t. ligger han lige på vippen i forhold til at tage en sidste kvoteplads.
”Det er bare vildt frustrerende, for jeg ved, at formen er til mere. Jeg løber ganske enkelt for passivt i dag, jeg skulle have troet mere på det,” lyder det fra den 34-årige Sparta-atlet, der med en stærk afslutning fik vist sin formmæssige styrke.
”Jeg har overskud til sidst, men feltet er for stort. I forhindringsløb er det bare sværere at overhale. Formen er der, jeg manglede bare lidt mere selvtillid i dag,” erkender Hesselbjerg, der kunne have haft klart bedre kort på hånden, om han ikke var styrtet i det seneste løb i Polen, hvor han blev noteret for beskedne 8:41,77. En tid, som sammen med de to andre fra i år er de eneste tællende på kvalifikations-listen.
Han har dog prøvet ventetiden før; ved OL i Rio fik han også først grønt lys i 11. time. Og selvom deadline for EM-kvalifikation er udløbet, er sæsonen stadig lang.
Juliane Hvid sætter nyt sæsonbedste
Modsat Hesselbjerg klarede Juliane Hvid (Sparta) sidste år det direkte EM-krav på 3000 meter forhindring. I sæsonens første tre starter – to Diamond League i Kina og senest NM i Malmø – har hun dog ikke været tæt på sidste sæsons niveau. Det kom hun til gengæld søndag aften, da hun i Bruxelles blev nr. 5 i 9:41,70 – en forbedring af sæsonbedste med godt otte sekunder og karrierens tredje bedste tid.
PR til Christoffer Frost-Jensen
På mændenes 1500 meter fulgte Christoffer Frost-Jensen (Bagsværd AC) op på sin flotte sølvmedalje fra NM, da han satte personlig rekord med 3:40,53. Tiden placerer ham som den 12. hurtigste nogensinde – lige foran Jeppe Risvig (AGF) og Andreas Lindgreen (Sparta), der var havnet i et hurtigere heat, men begge var en anelse langsommere trods fine 3:41,08 og 3:41,09.
På kvindernes 100 meter hæk var Ida Beiter (Sparta) også hurtigste dansker i de indledende heat, men i B-finalen løb Mathilde Heltbech (FIF) med 13,25 sin næst hurtigste tid nogensinde – og endte højere i den samlede stilling som nr. 6.
Se alle danske resultater her.
-JW
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere