Nyhed fra Dansk Atletik

Mindeord Klaus David Jensen

Vi har modtaget disse mindeord for Klaus David Jensen, tidl. Københavns Idræts-Forening. 

 

Klaus David Jensen, privatfoto

 

Klaus David Jensen (født 15. juli 1971), tidl. Københavns IF, sov stille ind onsdag den 29. maj 2024 efter længere tids sygdom.

Klaus David Jensen var en del af en gylden periode for de mandlige danske kapgængere i 1990’erne. Han deltog i 50 km kapgang ved både EM i atletik i 1998 i Budapest og ved VM 1999 i Sevilla.

At Klaus skulle blive idrætsmand var måske ikke helt uventet. Klaus var nemlig ældste søn af Ole David Jensen fra Københavns IF, som deltog ved OL i 1972 i 50 km kapgang, og som desuden var orienteringsløber og cykelrytter. Også Klaus’ farfar Svend var en dygtig kapgænger.

Hverken Klaus eller hans fire yngre søskende kastede sig dog over kapgang eller atletikstadioner fra begyndelsen. Det var orienteringsløb, som primært optog dem. I den verden er lange træningspas, hvor man måler i tid fremfor distance, noget, som giver et solidt fundament for udholdenhedsidræt.

Bror Jesper David Jensen (f. 1972) blev siden o-løber på landsholdet og desuden en habil løber for Blovstrød Løverne, mens Jakob David Jensen (f. 1977) af nogen vil være husket for at storme ind fra skoven og i 2000 snuppe det danske mesterskab i 3.000 m forhindringsløb for Aalborg Atletik efter et uventet, vanvittigt udlæg på 2.42 på den første km.

Klaus boede i Skovshoved til han var 12 år, hvorefter familien flyttede til Skagen, hvor forældrene stadig bor. Det var først, da Klaus som skovbrugsuddannet fik arbejde på Amager og kom til Københavnsområdet, at han lidt ved et tilfælde mødte os kapgængere fra Phønix og faktisk gerne ville gå med.

Han var da 21 år og skyndte sig at melde sig ind i farens og farfarens klub, Københavns IF, som han repræsenterede i hele sin kapgangskarriere. Han udviste fra begyndelsen stor disciplin i træningen - ofte alene, afpasset efter jobbet - og han turde at drømme stort og elskede at konkurrere.

Første deltagelse ved danske mesterskaber var 5.000 m kapgang indendørs, hvor han på den første kilometer ganske uimponeret – og urutineret - fulgte med Claus Jørgensen, som havde en 8. plads fra junior VM i bagagen, og som et par år senere kom til at repræsentere Danmark ved OL 1996 i Atlanta. Den dag gik Klaus ”ned”, fordi godt 4 min./km trods alt ikke var et tempo, han var klar til at kapere hele distancen, men siden blev det hans varemærke at fighte sig til stadigt større resultater.

På nationalt plan er det blevet til 4 danske mesterskaber, 11 sølvmedaljer og 4 bronzemedaljer.

Klaus’ elitekarriere tog fart med mexicanske Felix Gomez som træner. Ved både EM 1998 og VM 1999 var der hele tre kapgængere på de danske hold bestående af i alt hhv. 12 og 7 deltagere. Klaus David Jensen (50 km kapgang) havde nemlig i begge tilfælde selskab af to kapgængere fra Sønder Omme IF: Claus Jørgensen (20 km kapgang) og Jacob Sørensen (50 km kapgang), som begge blev trænet af Kai Thomsen.

De internationale mesterskaber i både Budapest og Sevilla var plaget af høj varme og luftfugtighed, og særligt ved VM i Sevilla i 1999 var der mandefald på 50 km distancen. Klaus sled sig igennem til en placering som nr. 29, og fordi han kollapsede straks efter målgang, blev det til forsidebiller på et par af landets aviser. Efter en tur i drop var han heldigvis hurtigt klar igen. Han blev senere samme år hædret med ” Hans Justs Fighterpris” for præstationen.

Sammen med hver deres dygtige træner var Klaus David Jensen og Jacob Sørensen med til at bryde grænserne på kapgangens kongedistance og vise, at det var muligt for danskere at være med i eliten i en udholdenhedsdisciplin, som havde mange bejlere til topplaceringerne, fx russere, statsprofessionelle sydeuropæere, mellemamerikanere, australiere samt japanere, kinesere og sydkoreanere.

Klaus blev første dansker under 4 timer for 50 km kapgang i Naumburg i 1999 med Jacob lige efter (også under denne grænse). Klaus beholdt den danske rekord på 3.59.14 frem til 2002, hvor Jacob Sørensen satte den rekord, som stadig står i dag.

Ligesom i begyndelsen foregik meget af Klaus’ træning alene, typisk med to daglige træningspas og i perioder med 200 km om ugen. Dog var det til stor inspiration for ham med et halvt års træningsophold i Canberra med træning sammen med eliteudøverne ved Australian Institute of Sport. ”Don’t talk, just walk”, blev der sagt.  I Australien havde Klaus selskab af Sønder Omme-kapgængeren Torben Bogø Kristiansen, som han fik et nært venskab til. Landsholdstræning på Lanzarote samt andre træningslejre og højdetræning i Mexico kom også på programmet.

Klaus var socialt anlagt og fik mange kammerater fra hele verden gennem kapgang. Også her i Danmarks lille kapgangsfamilie er han en fyr, som vi tænker på med respekt og glæde. Altid med et lunt glimt i øjet, hjælpsom, betænksom, og man var ikke i tvivl om hans værdier og meninger. Desuden en kærlig far og sådan en ven, alle ønsker sig.

Efter karrieren havde Klaus i en årrække eget firma med bl.a. træfældning, indtil han bosatte sig med sin familie i Thy og blev en passioneret naturvejleder.

Klaus David Jensen blev 52 år. Han efterlader sig hustruen Randi og deres tre børn og et stort savn hos familie, venner og mange andre, han har mødt på sin vej. Og jeg har nu mistet en rigtig god ven.

Thomas Christensen, Phønix

Seneste nyheder