
NM: Fire danske medaljer i hus efter 1. dag
1500 meter-løberen Christoffer Frost Johansen blev belønnet med sølv efter en flot afslutning i lørdagens sidste disciplin. To sølv- og to bronzemedaljer endte det danske udbytte på inden søndagens konkurrencer.
To sølv og to bronze er facit efter 1. dagen af NM. Med bare to discipliner tilbage lå det ellers kun til to danske medaljer, men løberne Juliane Hvid og Christoffer Frost Johansen sluttede begge så fint af, at udbyttet blev fordoblet. Med 200 meter tilbage på mændenes 1500 meter rykkede sidstnævnte flere pladser op i feltet, og med en fornem finish på de sidste meter kunne Bagsværd-løberen lige akkurat kaste sig ind foran svenskeren Grahn og tage sølv i tiden 3:44,99.
En kraftig blæst på det store Malmö Stadion påvirkede tiderne i løb. Alligevel var Juliane Hvid ganske tæt på at sætte sæsonbedste, da hun løb ind til bronze på 3000 meter forhindring i tiden 9:50,42.
”Jeg havde nok håbet at løbe hurtigere i dag, men forholdene var ikke til det. Men en medalje er trods alt godt at tage med. Fokus var at løbe mit eget løb, og det hvilede jeg i. Så jeg er egentlig tilfreds, selvom jeg havde håberat hente de andre løbere til sidst. Men de var bare stærkere i dag,” fortalte Juliane til Sport Live efter løbet.
Sølv til Annesofie Hartmann
På forhånd var der naturlige forventninger til en medalje eller to i kvindernes diskoskast. Her sørgede Annesofie Hartmann for at bytte sidste års bronze ud med sølv, da hun med et kast på 55.41 blev nr. to efter svenskeren Kamga, mens Nordens bedste de seneste sæsoner, Lisa Brix, for andet NM i træk endte uden for top-3.
Marius Hytholm Petersen hentede en uventet bronze hjem i højdespring, da han i tredje forsøg kom over 2.04 meter. Holte-springeren havde seks cm ned til rivalen Mads Moos Larsen på 4. pladsen og hele 11 cm op til sølvpladsen.
I kvindernes længdespring satte Ida Beiter Bomme personlig rekord (udendørs) i allerførste spring med 6.25 meter. I en konkurrence med flot bredde rakte det dog ikke til medalje, da hele fire svenskere nåede længere ud. Idas notering bringer hende ind som nr. 10 på alle tiders rangliste.
Søndag lægges der ud allerede kl. 11 med kvindernes 4x100 meter.
NM – Malmø d. 18.-19. maj 2024
Danske medaljer på 1. dagen
SØLV
Annesofie Hartmann Nielsen – diskoskast 55.41
Christoffer Frost Johansen – 1500 meter 3:44,99
BRONZE
Juliane Hvid – 3000m forhindring 9:50,42
Marius Hytholm Petersen – højdespring 2.04
Alle resultater
-JW
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere