EM (3. dag): Katrine Koch i finalen med et brag af et kast
Efter et ugyldigt forsøg i første runde hev hammerkasteren søndag formiddag karrierens næstbedste frem med 72.88 meter. Det rakte til en suveræn sejr i den første kvalifikationsgruppe.
Mindre end et halvt døgn efter den første finaleplads til dansk atletik doblede Katrine Koch Jacobsen op. Hammerkasteren ramte nemlig i anden runde af kvalifikationen det helt lange kast: 72.88 meter. Det gav en suveræn 1. plads i kvalifikationsgruppe A, og med resultatet - som ingen i gruppe B kunne overgå - fik den 24-årige Sparta-atlet unægtelig skruet forventningerne til finalen op. En finale, som finder sted mandag kl. 21.33.
Det eminente kast er Katrines næstbedste nogensinde – kun overgået af hendes danske rekord på 74.22 fra 2022. En rekord, som hun først nu igen er kommet i nærheden af. Første gang med 72.57 ved NM i Malmø for nylig, og nu altså 72.88. En længde, der faktisk ville have givet guld ved EM for to år siden.
”Jeg havde godt nok haft nogle gode kast under opvarmning, så jeg følte mig rolig og vidste, at jeg kunne ramme Q-grænsen (71.50, red.), men at den røg så langt ud, det kom lidt out of nowhere,” sagde Katrine til DR Sporten efter konkurrencen, hvor hun med et overtrådt forsøg i første runde havde sørget for lidt nervøsitet i den danske lejr.
”Det giver virkelig selvtillid, at jeg kan gå ud og gøre det efter et X i første runde. Det viser, at psyken er på plads. Det er noget, som jeg kan tage med mig i finalen.”
(foto: Jörg Oegerli)
Tredje finale i træk
VM i Eugene 2022 var danskerens internationale debut. Dengang nåede hun ikke finalen, men med den efterfølgende 10. plads ved EM samme år og 9. pladsen ved sidste sommers VM har hun nu etableret sig i den absolutte verdenstop.
Kvindernes hammerkast holder et uvant højt niveau i Norden for tiden, men dagens første kvalifikation betød højst overraskende et farvel til den nordiske rekordholder, finske Krista Tervo, såvel som Thea Löfman, der for to uger siden satte svensk rekord med 73.31.
Tendensen fortsatte i B-gruppen med endnu et farvel til en finaleseedet svensker (Hallerth) samt - det mest overraskende - exit for Rumæniens regerende europamester Bianca Ghelber. Det betyder, at Katrine går ind til finalen som 5. seedet på sæsonbedste.
Nanna Bové nr. 53 - Simonsen nr. 50
Lige efter Katrines lange kast kom de første kvindelige halvmaratonløbere ind på stadion. På forhånd havde der været stor bekymring for varmen, men det skulle vise sig at blive overskyet fra morgenstunden og med 23 grader ikke alt for varmt, men stadig trykkende. Undervejs forsvandt skyerne og gjorde det endnu sværere for løberne.
Nanna Bové kom ind på stadion som første dansker og endte på en 53. plads i 1:15,16. Indtil godt 8 km havde hun selskab af de to andre på holdet, Carolien Millenaar og Sara Schou Kristensen, men i mål var de godt et halvandet minut senere.
Nanna Bové i mål. (Jörg Oegerli)
Mændene var startet en halv time før. Jacob Simonsen lå det meste af løbet på en 46. plads, men måtte på de sidste kilometer se sig rykke fire placeringer ned med en 50. plads som resultat.
Søndag aften er Gustav Lundholm Nielsen eneste dansker i aktion: 400 meter semifinale heat 2/3 kl. 20.46.
EM – Rom 7.-12. juni (3. dag)
Hammerkast K
Samlet stilling
1. Katrine Koch Jacobsen 72.88Q SB
(X – 72.88 – r)
Halvmaraton K
1. Karoline Bjerkeli Grøvdal NOR 1:08,09
2. Joan Chelimo Melly ROU 1:08,55
3. Calli Hauger-Thackery GBR 1:08,58
53. Nanna Bové DEN 1:15,16
60. Carolien Millenaar DEN 1:16,40
61. Sara Schou Kristensen DEN 1:16,45
(69 til start – 66 fuldførende)
Holdkonkurrence
1. Storbritannien 3:29,01
10. Danmark 3:48,41
(10 fuldførende hold)
Halvmaraton M
1. Yemaneberhan Crippa ITA 61:03
2. Pietro Riva ITA 61:04
3. Amanal Petros GER 61:07
50. Jacob Simonsen DEN 66:27
(64 til start – 57 fuldførende)
Alle resultater
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere