
Trænerundersøgelse 2024
Med mere end 200 besvarelser fra trænere i hele landet, har forårets store trænerundersøgelse givet vigtig viden og input, der nu danner baggrund for det videre arbejde. Tak til alle, der tog sig tid til at deltage.
Efter afslutningen af undersøgelsen har vi arbejdet med besvarelserne. Vi modtog 200 tilbagemeldinger fra trænere over hele landet, hvilket har givet os et godt indblik i trænerlandskabet i dansk atletik.
Den flotte besvarelsesrate er bemærkelsesværdig, med 37% af besvarelserne fra kvinder og 63% fra mænd, hvilket afspejler et mangfoldigt trænermiljø. Det er også værd at bemærke, at vi modtog svar fra trænere i alle aldersgrupper og regioner, inklusiv fra Grønland og Færøerne.
Trænernes glæde og motivation
Et af de mest opmuntrende resultater fra undersøgelsen er den høje grad af tilfredshed og engagement blandt vores trænere. Hele 99,5% af de adspurgte trænere svarede ja til spørgsmålet om, hvorvidt de er glade for at være trænere.
På spørgsmålet om hvad deres motivation er, sagde trænerne blandt andet:
"Lyset i børnenes øjne når de lykkes med noget som er svært"
"At se og følge atleternes udvikling i sporten og som mennesker"
"Glæden ved at se børn nyde atletik og fællesskabet"
Disse citater illustrerer trænernes store engagement i atletikkens verden og deres passion for at guide og støtte deres atleter. Men undersøgelsen gav også indikationer på, hvor vores trænere ønsker at udvikle sig yderligere. Hele 70% af trænerne har givet udtryk for, at de ønsker at udvikle sig.
Behov for mentorordninger og spotkurser
I undersøgelsen blev trænerne også spurgt om deres behov for mentorordninger og spotkurser. Resultaterne viser, at der er et stort ønske om mentorordninger, især blandt trænere med 0-3 års og over 10 års erfaring.
Hele 49% af trænerne er interesserede i mentorordninger (over alle aldersgrupper). Derudover kom der 85 forskellige bud på hvordan sådan en mentorordning kan komme til gavn.
75% af de adspurgte trænere udtrykt interesse for spotkurser, og vi har modtaget 123 forslag til emner. De mest efterspurgte emner er løb, styrketræning, mentaltræning, højdespring og sprint, i nævnte rækkefølge. Mange ønsker fysiske kurser med en varighed på 2-4 timer, mens en del også efterspørger online kurser.
Det er interessant at bemærke de regionale forskelle i behovene for mentorordninger og spotkurser. Mens Nordjylland har en høj efterspørgsel efter mentorforløb, er spotkurser mere efterspurgt i områder som Sjælland, Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark. Vi fortsætter med at arbejde på at krydsmatche data og få et større indblik i mønstrene bag disse præferencer.
Disse afsnit er blot et lille uddrag af, hvad undersøgelsen viser, og mere information vil følge.
Fremadrettede initiativer
Samlet set viser trænerundersøgelsen 2024 en stor interesse og engagement blandt vores trænere i dansk atletik. Vi er taknemmelige for den feedback, vi har modtaget, og ser frem til at styrke og udvikle trænermiljøet i dansk atletik i fremtiden.
Vi har allerede taget jeres input til os og arbejder på at planlægge de første spotkurser, som vil fokusere på løb og mentaltræning. Disse emner har vist sig at være blandt de mest efterspurgte, og vi glæder os til at levere kurser, der kan hjælpe jer med at styrke jeres trænerfærdigheder og viden.
Det første sportkursus afholdes allerede den 22. juni i Herning, hvor fokus er på løb. Assisterende landstræner Rasmus Folino underviser på kurset, der afvikles som optakt til DM 5 km samme dag.
Læs mere om de kommende SPOT-kurser og tilmelding til disse her.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere