
OL: Kan Simon Hansen avancere?
En dansk rekord kan vise sig nødvendig, om Simon Hansen skal videre fra lørdagens indledende 100 meter-heat, vurderer elitechef Mikkel Larsen.
Ved DM i Hvidovre satte han en vild dansk rekord med 10,11 sekunder på 100 meter. Det ligger godt fem uger tilbage. Siden har Simon Hansen ikke konkurreret, kun haft OL i Paris i sigtekornet. En enkelt, sidste test skulle han dog have haft i Schweiz den 14. juli, men grundet et aflyst fly nåede han aldrig frem til start. Måske var det et tegn om at spare al krudtet til Paris, hvem ved?
Under alle omstændigheder er Aarhus 1900-sprinteren tændt som aldrig før. Som atletikudøver får man ikke større opmærksomhed end i 100 meteren ved OL. Og Simon Hansen er med – som den blot anden danske mand i små hundrede år.
For hans klubkammerat Kojo Musah kom den unikke oplevelse i Tokyo for tre år siden til at vare præcis 10,20 sekunder. Dengang krævede det 10,12 at tage den sidste plads i semifinalerne via tid – altså lige omkring Simons danske rekord. Der uddeles i alt kun tre af disse små q'er. Top-3 i hvert heat er direkte videre.
Skal ned omkring den danske rekord
”Nu kender vi først heatfordelingen fredag aften, men som jeg vurderer det, skal Simon formentlig ned omkring sin danske rekord – plus minus tre hundrededele – for at gå videre. Han har god selvtillid i øjeblikket, og både Simon og Tony (Lester, sprintlandstræner, red.) havde smil på efter den lette træning i dag. Men Simon skal selvfølgelig ramme dagen for, at det lykkes,” lyder det fra elitechef Mikkel Larsen.
En lille regelændring i forhold til det seneste OL er, at der går 27 - og ikke 24 – videre til de tre semifinaleheat, som altså hver får ni deltagere. Det kan i sidste ende være udslagsgivende for det danske håb, der til DIF’s sociale medie ”Danmark til OL” sender denne hilsen:
”Nu står jeg her, og jeg er ikke bare med for at smile og vinke til folk. Jeg føler virkelig, jeg er dygtig. Jeg står ikke og siger, at jeg bliver olympisk mester, for det gør jeg ikke, men jeg er sikker på, at jeg kan gå ind og gøre det godt.
Opdatering: Simon Hansen løber i heat 6 kl. 12.40. Kl. 10.35 afvikles der fem heat i preliminary round, hvorfra de bedste 14 går videre til den egentlige indledende runde.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere