OL: Katrine ender på ærefuld 10. plads
Det ambitiøse mål om en placering i top-8 glippede for Katrine Koch Jacobsen i tirsdag aftens hammerkastfinale. Med 71.65 bekræftede hun dog sit høje niveau, selvom det ikke var lige så langt som i kvalifikationen.
”Jeg følte, at kroppen var god i dag, så derfor er jeg måske lidt skuffet over længderne. Jeg tror sagtens, at jeg kunne have kastet længere, men det var bare ikke i dag, at det skulle ske. Først og fremmest er jeg dog utrolig glad for, at jeg præsterede i kvalifikationen og nåede finalen ved mit første OL.”
Katrine Koch Jacobsen var ganske afklaret, da hun efter den historiske hammerkastfinale blev interviewet af DR’s Kim Bildsøe Lassen. Kort tid forinden havde hun netop slynget hammeren ud på 71.09 i det, der skulle blive hendes sidste kast ved dette OL.
Hendes udlæg på 71.65 tegnede egentlig ganske lovende, men hurtigt stod det klart, at der skulle mere til, om hun ville videre til 4. runde for at få tre ekstra kast. Det ”mere” kom desværre ikke i en finale, hvor hendes forrygende 73.04 fra kvalifikationen kun lige akkurat havde rakt til en placering i top-8. Nu blev det i stedet til en 10. plads, som stadig er den bedste placering ved et OL af en kvindelig dansk kaster siden 1952.
Helt fremme levede Camryn Rogers op til favoritrollen, men canadieren skulle helt frem til femte runde for at sikre sig guldet med 76.97 meter. Med USA’s Annette Echikunwoke på sølvpladsen med 75.48 foran kinesiske Jie Zhao (74.27) kom ingen europæere på podiet i denne omgang, selvom Polens tredobbelte olympiske mester, 38-årige Anita Włodarczyk, bare var fire cm fra.

Katrine med den italienske europamester Sara Fantini (tv), der endte sidst. (Lars Møller/DIF)
Et resultat, der smager af mere
"Det var en solid indsats på den - uden sammenligning - største scene, som Katrine hidtil har stået på. Det er klart, at drømmen var at nå endnu længere op i dag, men det er et resultat, som smager af mere," lyder det fra elitechef Mikkel Larsen, der ser videre frem:
"Jeg er sikker på, at Katrine vil bruge denne OL-oplevelse som brændstof i den kommende vintertræning. Så vil hun næste år stå endnu længere oppe på listen."
Med sine kun 25 år har Katrine Koch Jacobsen nemlig fremtiden foran sig. En fremtid, hvor de store mesterskaber ligger som perler på en snor. Det første bliver VM i Tokyo d. 13-21. september 2025.
OL - Paris d. 6. august 2024
Hammerkast K finale
1. Camryn Rogers CAN 76.97
2. Annette Echnikunwoke USA 75.48 SB
3. Jie Zhao CHN 74.27
10. Katrine Koch Jacobsen DEN 71.65
Alle resultater
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere