
Revision af DAFs love sendes i høring
Dansk Atletik Forbunds bestyrelse har gennem de seneste måneder haft en arbejdsgruppe i gang, som skulle komme med udkast til forslag til ændring af forbundets love. Arbejdsgruppens udkast foreligger nu og sendes hermed i høring blandt alle medlemsklubber/-foreninger.
Det samlede udkast til lovændringer ligger her. Høringssvar skal sendes til DAF senest den 11. september 2024.
Materialet er fremsendt til alle klubber/foreninger d.d. med dette følgebrev fra formand Lars Werge:
Kære klubformand og -repræsentant,
I Dansk Atletik Forbunds bestyrelse har vi gennem de seneste måneder haft en arbejdsgruppe i gang, som skulle komme med udkast til forslag til ændring af forbundets love.
Arbejdsgruppen har undervejs indhentet bistand fra Danmarks Idrætsforbunds juridiske ekspertise i foreningsjura, og der har løbende været dialog og sparring med forbundets lovudvalg, ved formand Bent Bagge, ligesom udvalget har støttet sig til juridisk, foreningsretlig faglitteratur i arbejdet.
På det seneste møde i bestyrelsen gennemgik vi dette udkast, og det bliver hermed sendt i høring til alle DAF’s medlemsklubber og -foreninger.
Så jeg vil opfordre dig og din bestyrelse til at komme med bemærkninger og svar på udkastet senest onsdag d. 11. september.
Når du læser forslaget, vil du kunne se ved en sammenligning med de eksisterende vedtægter, at der er tale om et ambitiøst udkast. Der er foretaget rettelser i tre forskellige spor:
- Det første spor har handlet om misforståelser, korrektur og om at sikre en ensartet sprogbrug
- Det næste spor har været de ændringer, som er givne, fordi DAF er medlem af Danmarks Idrætsforbund, World Athletics og skal underlægge sig Anti Doping Danmarks arbejde
- Det sidste spor er de ændringer, som vi i bestyrelsen foreslår, og som er politisk motiverede
De væsentligste af de sidstnævnte vil jeg kort ridse op:
For det første foreslår vi, at der bliver mulighed for at få flere deltagere med på vores årsmøder. Er foreningen stor, kan den få to, tre eller fire delegerede med – men alle vores medlemsklubber har fortsat ret til mindst én delegeret.
For det andet lægger vi op til, at en person på årsmødet kun kan repræsentere og stemme på vegne af én forening, hvilket er en forandring i forhold til de gældende vedtægter.
For det tredje ønsker vi at få valgt suppleanter til bestyrelsen på årsmødet. I dag er det sådan, at hvis bestyrelsen mister et medlem i perioden, kan den selvsupplere sig.
For det fjerde bliver det pligtmæssigt, at vi i foråret afvikler et budgetmøde, hvor der også kan være andre temaer på dagsordenen. Det giver vores medlemsforeninger en god mulighed for at holde dialogen og holde sig godt orienteret om, hvordan forbundets økonomi har det.
For det femte fjerner vi bestemmelsen om, at DAF skal have en række komitéer. Gennem årene har det vist sig umuligt at bemande flere af dem, og vi mener, at der er større mulighed for at opnå deltagelse i vores aktiviteter, hvis det sker gennem udvalg eller arbejdsgrupper.
For det sjette bliver teknisk komité og masters-komitéen gjort til pligtmæssige udvalg på linje med appeludvalget – som vi lægger op til at ændre navnet på, så det kommer til at hedde ordensudvalget.
Hvis forslaget giver anledning til spørgsmål, så kan du henvende dig på mail til lovudvalget, hvis det er af juridisk karakter. Lovudvalget modtager mail på DAF’s mail: daf@dansk-atletik.dk.
Hvis spørgsmålet snarere har politisk karakter – altså begrundelsen for de foreslåede ændringer – så må du endelig henvende dig til mig, på mail lawe@dansk-atletik.dk eller mobil 2986 6707.
Og husk: Årsmødet finder sted i Odense 2.-3. november, og jeg håber, at vi ses.
Seneste nyheder
-
Atletik i ugen: EM U23, Diamond League og formstærk Simon Hansen i London
Efter et par stille uger på konkurrencefronten går det for alvor løs i slutningen af juli. Perioden indledes torsdag den 17. juli med EM for atleter under 23, og her stiller Danmark med et udvalgt hold, hvor medaljedrømme ikke er urealistiske.
Læs mere
Inden da løber Danmarks hurtigste mand, Simon Hansen, i London og med den form han er i, kan man måske også tillade sig at drømme om en ny dansk rekord. -
De første danske atleter udtaget til VM
Årets største atletikbegivenhed er VM i Tokyo i september. Det hold, der skal kæmpe for de danske farver begynder at tage form, og i dag har dansk atletik udtaget de fire første atleter til VM.
Læs mere -
Her er holdene til EM, EYOF, World University Games og U20 NM
Der bliver en travl juli for de unge danske atleter. Hele fire internationale ungdomsstævner løber af stablen i sommermåneden startende med U23 EM, efterfulgt af ungdoms OL (EYOF), World University Games og U20 NM. Vi offentliggør løbende holdende som de udtages. Følg med her.
Læs mere -
Styrk dine trænerkompetencer ved European Athletics Coaching Summit
Dansk Atletik tilbyder tre stipendier til trænere, som ønsker at deltage i European Athletics Coaching Summit Series. Ansøg senest den 17. august.
Læs mere