Danske topnavne lyser op ved CAG
Med en stribe danske topresultater, et talstærkt publikum og herligt vejr blev 2024-udgaven af Copenhagen Athletics Games en af de bedste nogensinde.
Hvad var størst? Emil Maders sejr på 100 meter, Katrine Koch Jacobsens verdensklassekast eller Gustav Lundholms næsten-rekord på 400 meter? De fremragende danske præstationer ved Copenhagen Athletics Games stod tirsdag i kø på en herlig sensommeraften på Østerbro Stadion.
Bare tre dage efter sine opsigtsvækkende 10,17 viste Emil Mader Kjær, at der ikke var tale om noget feberløb i Odense. Grundet vindretningen var 100 meter-banen blevet vendt om, og det viste sig at være den rigtige beslutning. Med 1.8 m/s i ryggen vandt Skive AM-atleten nemlig det indledende heat i 10,14 – sølle 0,03 fra Simon Hansens danske rekord. Og godt en time senere var triumfen total med sejr i 10,19 (+1.4) foran briten Morgan-Harrison (10,26) – og Kojo Musah (1900), der efter 10,34 i indledende igen forbedrede sit sæsonbedste, nu til 10,31. Stærk dansk sprintopvisning til stor jubel for det publikum, som fyldte bedre op end normalt på hovedtribunen (anslået 1500-2000).
Kvalifikationsperioden til VM i Tokyo om et års tid er netop åbnet, og for Emil Mader Kjær var der gode ranglistepoint at hente, foruden en 1. præmie på 1.000 euro.
Hammerkast på olympisk niveau
VM-kvalifikation bør være en formalitet for Katrine Koch Jacobsen (Sparta), men hammerkasteren var alligevel tæt på at knække det direkte krav (74.00) i anden runde med 73.55 – hendes næst længste nogensinde. Utroligt nok rakte det ikke til sejr, idet Jillian Shippee forinden havde kastet 73.79 – ligeledes karrierens næstbedste kast for amerikaneren. Altså to kast, der havde rakt til 7. og 8. pladser i OL-finalen.
0,09 fra dansk rekord
Tættere på en dansk rekord kom Gustav Lundholm (Sparta) på mændenes 400 meter, da han med en uimodståelig finish fik kæmpet sig op på 2. pladsen i 45,50, kun overgået af den amerikanske forhåndsfavorit Mathew Boling (45,24), men klart foran EM-bronzevinderen fra 2022, briten Haydock-Wilson. 0,09 fra den danske rekord, den kommer måske nu på søndag, når Gustav i Brescia lukker sæsonen ned.
Endnu en Sparta-atlet, Annemarie Nissen, havde også færten af en dansk rekord på 800 meter. Den 30-årige jurist lagde sig lige efter svenske Lovisa Lindh, der som hare leverede de aftalte 58 sekunder på første omgang. Nissen holdt stand til omkring 600 meter, men i en flot massespurt måtte hun se sig henvist til 5. pladsen efter tre amerikanere og en australier. Hendes sluttid 2:00,94 – bare 0,84 fra hendes egen danske rekord – er hendes 5. bedste, men den klart hurtigste tid ved et dansk stævne.
Færøsk sejr
Fik man ikke en dansk rekord, var der i mændenes længdespring en færøsk af slagsen, da Aarhus 1900’s Tórur Mortensen i sidste forsøg overraskende snuppede sejren med 7.49 meter. Faktisk så en dansk rekord lyset, om end en uofficiel af slagsen, idet Ole Hesselbjerg (Sparta) på 2000 meter forhindring løb ind som nr. 7 i 5:34,02. At disciplinen er sjælden, blev understreget af, at amerikaneren Duncan Hamilton faktisk røg op som nr. 1 i verden i år med sin vindertid 5:19,68.
I kvindernes diskoskast lignede det længe en dansk sejr til Lisa Brix med 57.47, men i femte runde blev Sparta-atleten overgået af jamaicaneren Samantha Hall (57.81). I den jævnbyrdige dyst klemte Annesofie Hartmann (Hvidovre AM) sig ind på 3. pladsen med sæsonbedste 57.33.
Hurtigste løb på dansk grund nogensinde
Felterne i de længere løb var flot besatte, havde gode temposættere, men ikke meget dansk islæt. På mændenes engelske mil klemte ikke færre end ti løbere sig under drømmegrænsen fire minutter. Vinderen, Waleed Suliman (USA), satte med 3:52,03 ikke bare stadionrekord, men forbedrede også navnkundige Tom B. Hansens 3:57,6 fra Lyngby Stadion 1974, der i 50 år ellers havde stået som den hurtigste mile-tid på dansk grund.
Også på kvindernes 5000 meter blev publikum vidne til det hurtigste løb nogensinde på dansk grund, da briten Hannah Nuttall sejrede i 15:07,23.
Stadionrekorder sat ved CAG 2024
Mænd
Mile – Waleed Suliman USA 3:52,03
2000 meter forh. – Duncan Hamilton USA 5:19,68
Kvinder
100 meter – Jodean Williams JAM 11,21
5000 meter – Hannah Nuttall GBR 15:07,23
Stangspring – Imogen Ayris NZE 4.50 (tangering)
Copenhagen Athletics Games (WA Bronze Label) – 3. september 2024
Alle resultater
Se eller gense stævnet her (3:30 timer)
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere