DMU: Flotte dyster på rekordvarm weekend
Med sjældent perfekte vejrforhold blev der satte et væld af personlige rekorder, da Dansk Atletiks ungdomsudøvere i weekenden i Randers havde sat hinanden stævne ved årets DMU.
Nok resterer der enkelte banestævner i kalenderen, men for mange lukkede den egentlige sæson ned med den forgangne weekends DMU. Og hvilken afslutning! På to lange, rekordvarme dage, hvor vinden stort set aldrig nåede over de 2.0 m/s, blev der sat et væld af personlige rekorder. Der blev budt på tætte dyster, suveræne vindere, jubel og skuffelser, og ikke mindst god opbakning fra klubkammerater og familie.
Randers Freja – som stod for DMU for første gang siden 1990 – løftede den store opgave, som det er at afholde et DM med næsten 500 deltagere. Nok svigtede teknikken i el-tidtagningen et par gange undervejs, men den slags er næsten uundgåeligt.
To ungdomsrekorder
To imponerende ungdomsrekorder så dagens lys om lørdagen. I de 16-17 årige drenges 1500 meter kæmpede William Thøgersen (Sparta) sig i mål i 3:53,15 (DUR16), efter at to andre store talenter, Sebastian Smed Grønkjær (Vejle IF) og Mikkel Feldborg (Hellas), havde sørget for et højt udgangstempo.
William Thøgersen på vej mod sejren på 800 meter. Bag ham Mikkel Feldborg (Hellas), der vandt sølv i PR 1:55,38. (Marta Siljudóttir)
Efter at have vundet sølv på 100 meter (PR 12,34) bag Spartas suveræne Alma Børregaard Ravn steppede Mia Christina Fruergaard (Skive AM) op i distance og vandt en aldeles overbevisende 300 meter i 39,24 og forbedrede dermed Stina Troests 15 år gamle årgangsrekord. Søndag fulgte den 15-årige skibonit op med weekendens tredje PR (25,52). Det lignede endnu en guldmedalje, da hun på den lange sidste tur på 1000 meter stafet bragte Skive AM forbi Sparta. Imidlertid havde en af de foregående løbere ikke overholdt sin bane, og dermed blev det – korrekt – til et DQ.
I U20-klassen var Julius Haansbæk Mortensen flyvende. Sparta-atleten, der i juni på torvet i Herning vandt DM-sølv i stangspring med PR 4.91, klarede nu i tredje forsøg 5.00 meter - endda med luft til overliggeren. Dermed blev han den 22. dansker (ude & inde) til at bryde grænsen.
Otte guld til to unge drenge
Hos de 14-15 årige drenge tog William Kühn Bjerre (Amager AC) og Daniel Nielsen (Greve Atletik) hver fire guldmedaljer. Førstnævnte i de fire tunge kastediscipliner, mens Daniel vandt længde- og trespring samt 100 og 200 meter. I sidstnævnte disciplin satte han PR med 22,90, og meget passende var det såmænd Simon Hansen, som her overrakte medaljerne. Den danske rekordholder og EM-finalist vandt nemlig samme klasse (i 22,78), da Aarhus tilbage i 2013 var arrangør.
Daniel Nielsen (tv). (Marta Siljudóttir)
Banesæsonen er som nævnt ikke helt forbi. Lørdag d. 21. september er der bl.a. Vest- & Øst DMU for hold i hhv. Herning og Lyngby, mens det traditionsrige Afslutningsstævne i Greve finder sted den efterfølgende weekend.
DM Ungdom – Randers d. 7.-8. september 2024
Resultater
Seneste nyheder
-
Den danske hold til Corsa dei Castelli International 10k er udtaget
Den 18. oktober afvikles det internationale 10 km løb for U23-løbere for fjerde gang i den historiske italienske by Trieste. Fire stærke danske løbere er udtaget til et løb, som Danmark har gode minder fra.
Læs mere -
Resultatrullen oktober
Fremads Gustav Krøl vandt en spændende udgave af Eremitageløbet, hvor Sylvia Kiberenge tog sin 10. sejr!
Læs mere -
Cross-turnering for børn og unge vender tilbage
Hvilken bedre måde at holde formen og motivationen på over vinteren end en cross-turnering. Dansk Atletiks Cross Cup Øst vender tilbage i form af en række mudrede, udfordrende og hamrende sjove løb til børn og unge. Tilmeldingen til første afdeling er netop åbnet.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden den 15. oktober
Det er tid at melde klubskifter. Ansvaret ligger hos den modtagende klub og skiftet noteres via Dansk Atletiks nye licensdatabase. Se her hvordan.
Læs mere