
Gutterne gjorde det: Guld til Joel & co. ved NM Cross
Med Joel Ibler Lillesø i spidsen hentede de danske herrer for første gang siden 2009 holdguldet hjem til Danmark. Med tre danskere i top-5 var der tale om en suveræn sejr i det finske, hvor også Nanna Bové klarede en podieplads i kvindernes løb.
Fire danskere i front efter den første af fire omgange. Det lignede fra start en dansk totaltriumf i herrernes løb ved NM Cross i Vantaa – og det blev det. Helt fremme havde Joel Ibler Lillesø styr på sine nordiske konkurrenter, og med en runde tilbage rykkede han frem og vandt med god margin til nordmanden Ole Kasper Fosser. Kort efter fulgte Jacob Sommer og Andreas Bock Bjørnsen på 4. og 5. pladsen, og dermed var den første holdsejr siden Perniö 2009 en realitet.
”Det var et fint løb, men det var første gang i år, at jeg løber i kulde, og undervejs måtte jeg hoste lidt slim op. Så jeg måtte bruge ekstra kræfter. Men de sidste to km var gode,” lød det fra Joel umiddelbart efter triumfen, hvor den stadig kun 20-årige Bagsværd-løber kunne bytte sidste års bronze ud med guld - i øvrigt den første af slagsen siden Abdi Ulad i 2013.
Et sjældent, men dejligt syn: Fire danskere i front. (DECA Text&Bild)
Også Jacob Simonsen var godt tilfreds med sin indsats.
”Jo, jeg kunne godt mærke, at det er lang tid siden, jeg har løbet cross. De sidste to km var hårde, ren overlevelse, men det er godt at være tilbage,” lød det fra maratonløberen, som nu tager på træningslejr i Sydafrika og derfor ikke kommer til næste weekends DM Cross i Odense. Efter dagens præstation er han dog blevet forhåndsudtaget til EM Cross.
Bové vinder bronze
I kvindernes løb lå en stor førergruppe – med Nanna Bové og Juliane Hvid - i lang tid samlet. Først med to omgange igen rykkede den finske forhåndsfavorit Ilona Mononen fra feltet. Bové kæmpede i lang tid med om sølv, men måtte til sidst bøje sig for svenskeren Evelina Henriksson. Bronzen var der aldrig tvivl om, mens Juliane Hvid ni sekunder efter på 4. pladsen viste, at hendes formkurve er opadgående.
Juliane Hvid og Nanna Bové i baggrunden holder trit med de førende løbere. (DECA)
Forinden havde de danske juniordrenge vundet dagens første medalje, da de i holdløbet kom ind som nr. 3 efter et yderst veldisponeret løb. Som i 1. runde af CRAFT Cup var Sebastian Bræmer Nygaard på 6. pladsen hurtigst af de tre drenge, der også til næste år er unge nok til U20-klassen.
De danske U20-løbere: Sebastian Smed Grønkjær, Sebastian Bræmer Nygaard & Benjamin Khanlarkhani. (DECA Text&Bild)
Landstræner Kersti Jacobsen er mere end tilfreds med dagens præstationer.
”Jamen, det var virkelig en fornøjelse at se vore løbere i dag. Der er ingen, som ikke har løbet godt. Det lyste jo ud af herrerne, at de virkelig ville det her. Og i juniorløbet var det også rart at se, at de unge drenge vidste, hvor de skulle placere sig. Nu venter der et spændende DM, hvor ruten minder lidt om den, som der skal løbes på til EM.”
NM Cross – Vantaa (FIN) 10. nov. 2024
Mænd – 7.5 km
1. Joel Ibler Lillesø DEN 22:23
2. Ole Kasper Fosser NOR 22:26
3. Martin Regborn SWE 22:28
4. Jacob Simonsen DEN 22:37
5. Andreas Bock Bjørnsen DEN 22:40
11. Elliott Smith-Rasmussen DEN 22:55
(18 deltagere)
Hold
1. Danmark 10
2. Norge 18
3. Sverige 23
Kvinder – 7.5 km
1. Ilona Mononen FIN 25:59
2. Evelina Henriksson SWE 26:15
3. Nanna Bové DEN 26:17
4. Juliane Hvid DEN 26:26
(15 deltagere)
Mænd U20 – 4.5 km
1. Sebastian Lörstad SWE 13:25
6. Sebastian B. Nygaard DEN 14:07
9. Benjamin Khanlarkhani DEN 14:18
13. Sebastian Smed Grønkjær DEN 14:38
(15 deltagere)
Hold
1. Norge 9
2. Sverige 24
3. Danmark 28
4. Finland 29
Kvinder U20 – 4.5 km
1. Wilma Torbjörnsson NOR 15:23
9. Siv Bertelsen DEN 17:00
(13 deltagere)
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere