AGF Atletik masterclass til tredje afdeling af CRAFT Løbe Cup 2024/25
Tredje afdeling af CRAFT Løb Cup var en fest. Et solidt fremmøde, krydret med gode forhold, dannede grundlag for flotte præstationer over hele linjen, men i sidste ende kunne ingen røre AGF Atletik. Aarhus-klubben udnyttede hjemmebanen og meldte sig for alvor ind i kampen om at blive Danmarks stærkeste løbeklub.
Eskelunden viste sig denne lørdag fra sin bedste side. Der blev delt depecher, smil og highfives hele eftermiddagen igennem. Modsat DM Cross var vejrforholdene tæt på optimale for en fed omgang cross-stafet. Det betød også, at de over 180 løbere leverede topklasse underholdning til stor glæde for de fremmødte tilskuere.
Hos seniorkvinderne havde AGF Atletik taget nogle af de helt store skyts med. Med navne som den tidligere verdensmester i sprintstafet-disciplinen i orienteringsløb, Cecilie Friberg Klysner, og OL-deltager i triatlon, Alberte Kjær Pedersen, afbrød de Sparta Løb & Atletiks dominans af CRAFT Løbe Cup 2024/25. De to AGF-profiler dannede par med stærke Nanna Buch Pedersen, og den trio var der ingen, der kunne følge. Nanna var sidstemand på holdet og kunne derfor løbe sejren hjem i tiden 66:34 min.
De tre kvinder var både glade for deres præstation, og de fremhævede også glæden ved at være en del af et hold:
Cecilie: "Det var fedt! Jeg lagde ud med førsteturen, og det var en fed rute med to hårde bakker. Vi løb det meget jævnt. Det blev ret hårdt til sidst, men vi lykkedes nogenlunde med at holde det i det tempo, vi lagde ud i."
Alberte: "Det er det der med, at man for en gangs skyld kan løbe på hold med nogen, selvom det er en individuel sport. Det er fedt, at der også bliver arrangeret noget i DAF, hvor man kan være et team."
Nanna: "Det var fedt, at man kunne heppe på de andre samtidig med, at man er med i racet selv. Man har et overblik over, hvordan de andre løber, og det plejer man ikke at have, når man løber selv."
Fire minutter efter det sejrende hold kom Lise Kandborg Sørensen, Karen Krogh Johansen og Lea Tybirk, alle AGF Atletik, ind på en flot andenplads. Podiet blev lukket af AGF’s tredje kvindehold, som bestod af Julie Mathiesen, Patricia Poulsen og Maja Møller Alm. De klarede de 18x1 km i tiden 79:37 min.
Hos seniorherrerne stod der også AGF Atletik på det hele. Her var Elias Shifris, Jeppe Risvig og Omar Hassan de stærkeste. Specielt Omar viste sig flot frem på en markant kortere distance, end han plejer at løbe. De tre AGF’ere var i front stort set hele løbet, på nær de første par omgange. Det skete på baggrund af en forrygende første omgang af Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik, som var blevet lokket i pigskoene igen. Vindertiden blev 56:29.
Efter løbet var der både tilfredshed med indsatsen, og lidt venskabeligt stikken til spartanerne, at spore:
Elias: "Det gik godt, vi vandt. Det var en fed lørdag. Godt arrangement og god stemning, synes jeg."
Jeppe: "Det var god træning, og det ville være fedt, hvis der var flere, der ville komme med næste år. Jeg ved ikke, om københavnerne var bange for aarhusianerne, men det kunne være lækkert, hvis der kom nogle flere af dem næste år."
Efter løbet var der både tilfredshed med indsatsen og lidt venskabeligt stikken til spartanerne, at spore:
Mikkels Dahl-Jessens gode første omgang satte også tonen for holdkammeraterne Jacob Rudfjord Therkildsen og Valdemar Søndberg, som fulgte flot op. Deres indsats rakte til en andenplads og en tid på 58:06 min. Kun elleve sekunder efter sikrede Sparta Atletik & Løb sig vigtige point i den samlede stilling med en imponerende tredjeplads. Holdet bestod af Gerald Reed Dolan, Henrik Holm og Casper Pretzmann.
Viborgs unge talenter var igen på pletten hos drenge 18-19 år. Her viste Emil Møller Schmidt, Lynge Mejlvang Hansen og Noa Jæger Toftgaard Nielsen højt niveau. De tre drenge kunne dermed tage en sikker sejr, og de brugte kun 41 minutter og 16 sekunder på at tilbagelægge de 12 km. Hos pigerne i den samme aldersgruppe, bar Athlos Aarhus samarbejdet frugt. Lea Frederikke Bang Vorre fra Aarhus 1900 Atletik og Løb var sammen med de to AGF Atletik-løbere, Sofia Fakhiri og Emma-Marie Lange, de stærkeste på dagen.
Man kan danne sig det fulde overblik over samtlige resultater på Rosters stævneside.
Stor runde for jyske klubber i kampen om at blive Danmarks stærkeste løbeklub og Danmarks sejeste ungdomsklub.
AGF Atletiks flotte resultater betyder også, at de har barberet Sparta Atletik & Løbs føring i den samlede pointstilling ned til 108 point. Før denne runde var forspringet på 216 point. AGF scorede hele 149 point, som hovedsageligt kom fra deres stærke seniorer. De skrabede hele 100 point sammen. Spartanerne fik i alt løbet sig til 41 point, hvilket kun var femtebedst af alle i tredje runde af løbecuppen. En uvant position for Østerbro-klubben, som stadig fører med en pointtotal på 364.
På tredjepladsen er Viborg Atletik & Motion stadig rigtig godt kørende. Med en flot pointhøst på 68 point har de sat sig solidt på den sidste podieplads. Det var endnu engang Viborgs unge løbere, som skaffede størstedelen af de mange point. Deres drenge 14-15 år og drenge 18-19 år fik henholdsvis 18 og 20 point.
Aarhus 1900 Atletik og Motion drog også fordel af hjemmebanen, hvilket betyder, at de nu er trådt ind i top-4. Hele 56 point blev det til, især takket være deres helt unge drenge, som fik samlet 22 point ind til klubben. Den tredje store århusianske klub, Aarhus Fremad Atletik, formåede at skubbe Odense Atletik ud af top-5 med en rigtig solid runde. De kunne sætte 45 point ind på kontoen og er derfor oppe på 101 point i alt. En mere end godkendt præstation af Aarhus Fremad, som startede med at score 0 point i den første runde af CRAFT Løbe Cup.
De fire jyske klubbers præstationer betyder også, at intet er afgjort endnu. Der venter tre spændende runder til foråret, som kan vende op og ned på det hele.
Top-5 ser således ud:
- Sparta Atletik & Løb – 364 point
- AGF Atletik – 256 point
- Viborg Atletik & Motion – 168 point
- Aarhus 1900 Atletik og Motion – 107 point
- Aarhus Fremad Atletik – 101 point
På trods af Sparta Atletik & Løbs lave score har de stadig et fornuftigt forspring hos seniorerne, men hvis man tager et kig på den samlede stilling hos ungdommerne, er historien en helt anden. Her scorede Viborg Atletik & Motion over dobbelt så mange point som Sparta, og bider derfor førerklubben i haserne. Forspringet er nu helt nede på 35 point. Det gælder derfor om at stille med så mange som muligt til den fjerde afdeling af løbecuppen. AGF Atletik viste også tænder og indtager tredjepladsen med 95 point. Deres piger 18-19 år trådte for alvor ind på den store scene med 31 point.
De talentfulde løbere fra Vejle Idrætsforening holder fast i fjerdepladsen, mens Kolding KFUM igen forsvarede deres top-5 på fornemmeste vis.
Fordelingen i top-5 ser sådan her ud:
- Sparta Atletik & Løb ungdom – 179 point
- Viborg Atletik & Motion ungdom – 144 point
- AGF Atletik & Motion ungdom – 95 point
- Vejle Idrætsforening ungdom – 64 point
- Kolding KFUM’s Atletikafdeling ungdom – 54 point
Lørdagens afdeling af løbecuppen markerede afslutningen på crossløbene i 2024. Efter jul vender vi stærkt tilbage med tre fede landevejsløb. Næste afdeling er d. 15. marts i Odense, hvor der er en 5 km på programmet.
Alt information om CRAFT Løbe Cup er tilgængelig her.
Der skal også lyde en stor tak til de tre arrangører, Odense Atletik, Sparta Atletik & Løb samt Athlos Aarhus, som alle har sørget for veltilrettelagte og gode crossløb.
Seneste nyheder
-
Sprint’n’Jump: Topsprintere tørner sammen på tirsdag
Der er lagt op til en særdeles spændende duel på mændenes 60 meter, når Simon Hansen, Kojo Musah og Emil Mader Kjær dyster mod hinanden ved tirsdagens internationale stævne i Aarhus. Med godt 50 udenlandske deltagere til start – heraf adskillige OL- og VM-deltagere – er der tegning til det stærkeste stævne i en dansk atletikhal nogensinde.
Læs mere -
Nye regler for mesterskaber
På årsmødet den 3. november 2024 blev der vedtaget ændringer til vedtægter og bestemmelser, som har betydning for fremtidige mesterskaber, både regionalt og nationalt.
Læs mere -
KIF søger atletiktrænere
KIF søger atletiktrænere. Se opslaget her og kontakt klubben direkte for yderligere information.
Læs mere -
Suveræne Simonsen åbner året med dansk 10 km-rekord: 28:16
Trods sygdom i ugen efter nytår formåede Jacob Simonsen søndag at erobre den danske rekord ved det store 10 km-løb i Valencia.
Læs mere