
Ny Team Danmark aftale
Dansk Atletik indgår aftale med Team Danmark for perioden 2025-2028. Dansk Atletik indplaceres som forventet som et eliteforbund og modtager 3 mio. i støtte fra Team Danmark. Disciplingrupperne ”sprint/hæk/stafet”, ”mellem/lang” og ”kast” vil indgå i et elitesamarbejde, mens der vil være et talentudviklingssamarbejde i disciplinerne ”spring” og ”mangekamp”.
Onsdagens bestyrelsesmøde i Team Danmark stadfæstede det fremlagte aftalegrundlag for det kommende samarbejde mellem Dansk Atletik og Team Danmark (TD).
Det nye støttekoncepts snævre satsning på den absolutte topelite har, koblet med en markant reduktion af den samlede finansiering fra TD, betydet en større revision af Dansk Atletiks talent- og elitesetup herunder omfattende restrukturering af flere funktioner samt et fremadrettet øget fokus på talentudviklingen.
Den fremtidige ”masterplan” har derfor et naturligt fokus på ”næste generation”, både når det gælder atleter og trænere. Målsætning er større fokus på talentudvikling og aktiviteter tættere på klubbernes aktiviteter, så den samlede indsats overfor ungdomstalenterne styrkes.
Udover det generelle set up, er der for den kommende tid særligt fokus på udvalgte elitesatsninger. Det gælder indenfor kast med udgangspunkt i Elitekraftcenter Øst, en fortsat fokuseret satsning på herrestafet 4x100m, udvalgte individuelle mænd/kvinder sprint/hæk discipliner og endelig ambitionen om at få dansk mellem/lang tilbage i den internationale elite, med særligt fokus på udvalgte løbere på olympiske distancer.
Det sportslige set up gennemgår en række ændringer, når det kommer til stabens funktioner og ansvarsområder. Her nedlægges landstrænerfunktionen og der etableres en række nye stillingsbetegnelser som disciplin- og talentansvarlige. Stillingen som elitechef ændres til sportschef.
Som det ofte er tilfældet, ved overgang fra en olympisk cyklus til en anden, udløber en lang række tidsbegrænsede aftaler og kontrakter. Det er også tilfældet denne gang. Med den større tilpasning af den sportslige organisation forestår der nu et større arbejde som involverer udarbejdelse af nye funktions- og ansvarsbeskrivelser, indgåelse af nye aftaler med udvalgte og indplacerede satsningsatleter, indgåelse af aftaler med disciplin- og talentansvarlige. Et arbejde som - med Team Danmarks bekræftelse af den nye aftale - nu kan planlægges og påbegyndes.
I den forbindelse er det besluttet af forbundets bestyrelse og øverste ledelse at slå den centrale stilling som Sportschef op. Processen er allerede i gang og sker i et tæt samarbejde med Team Danmark og et eksternt rekrutteringsbureau. Selve stillingen bliver offentliggjort i relevante medier først i det nye år.
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere