Sæsonrevy #1: Axels gyldne vinter
EM-guld, dansk rekord og vinder af Kongepokalen for tredje gang. Selvom drømmen om OL ikke gik i opfyldelse for Axel Vang Christensen, bød den forgangne sæson på flere lysende øjeblikke.
Årets sidste måned kalder på et tilbageblik på den forgangne sæson. Frem til jul vil vi her på siden genopfriske nogle af højdepunkterne, ikke mindst de mange danske rekorder, som der blev sat. I flere af tilfældene var der tale om nærmest urørlige noteringer fra 80erne og 90erne, som omsider blev overgået. Med udgangspunkt i udøveren bag rekorden giver det også en passende lejlighed til at se frem mod en ny, spændende sæson.
Bare 20 år gammel fik Axel Vang Christensen for nylig indgraveret sit navn i Kongepokalen for tredje gang. Det skete efter, at han på sikker vis havde løbet sine konkurrenter trætte ved DM Cross i Odense. Med præstationen fik det usædvanlige talent fra FIF Hillerød sendt et stærkt formsignal forud for den kommende weekends EM Cross i Tyrkiet. Efter en udendørssæson, der ikke gik helt så som håbet, tyder noget altså på, at Axel måske kan afslutte året lige så stærkt, som han åbnede det:
Valencia, d. 14. januar
Dansk rekord - 10 km landevej 28:21 min.
(tidl. rekord: Klaus Hansen 28:25 – Bonn 1995)
Nok måtte Axel nøjes med 31. pladsen ved ”10K Valencia Ibercaja”, men verdens allerbedste løbere udgjorde startfeltet, så lige den dag var det i udpræget grad tiden, som talte. På målstregen var han således fire sekunder under den næsten 30 år gamle danske rekord.
”Det var virkelig specielt at sætte en dansk seniorrekord. Netop rekorden på 10 km har stået som en af de store for mig.”
Efter rekordløbet og sammen med træneren gennem alle årene, Nicolaj R. Sørensen. (privatfoto)
Oven i hatten var tiden såmænd også ny europæisk U23-rekord. Rekorden kom som en tretrinsraket: To måneder forinden havde han vundet Kongepokalen i Hørhaven ved Aarhus med en aldeles overlegen sejrsmargin på 50 sekunder, inden han i december ved EM Cross sikrede sig guld i U20-klassen. Det var ikke bare sejren i sig selv, men nok så meget måden, hvorpå han spurtbesejrede den hollandske forhåndsfavorit Niels Laros. En sjælden gylden stund i dansk atletik.
Som at slå en 6’er
”Nogen gange slår man altså bare en 6’er. Min træner og jeg havde lagt en plan om at trætte Laros, hvilket ikke var så let, eftersom ruten var relativt kort. Til gengæld var underlaget krævende, og det udnyttede jeg. Og så havde jeg nok det fornødne held, at han åbnede sin spurt for tidligt,” vurderer Axel her et lille år efter.
Eftersom hollænderen – der senere blev nr. 6 i OL-finalen på 1500 meter – stadig er i U20-klassen, bliver der ikke nogen revanche imod danskeren, som til dette års EM Cross er rykket op i U23-klassen.
”Det er svært at vurdere, hvor jeg står i forhold til i fjor på samme tidspunkt, men jeg har forberedt mig optimalt. Nok er Laros ikke med, men der kommer altid nye stærke løbere til.”
”Bortset fra de højdepunkter var 2024 en svær sæson for mig. Det lykkedes mig ikke rigtig at få sat et godt løb sammen på 3000 meter forhindring, hvilket var frustrerende, for det var det store mål. Jeg gik all-in på atletikken, og det var jeg nok for ung til. Det passer mig meget bedre nu, hvor jeg har mit studie på CBS ved siden af.”
Blev det ikke til PR i favoritdisciplinen, så fik han i løbet af sommeren trods alt sat tre af slagsen på 1500, 3000 og 5000 meter - sidstnævnte i Bruxelles i maj med 13:29,89.
2025
”EM-U23 i Bergen til juli er sæsonens store mål. Om det bliver på 3000 meter forhindring eller 5000 meter, ligger ikke fast endnu. 10000 meter er også en mulighed. Men jeg har bestemt ikke opgivet at løbe forhindring, selvom det ikke gik helt som håbet i år. Universiaden, der jo i år er i Tyskland (i flere byer, atletikken i Bochum, red.) ser også interessant ud. Kravene til VM i Tokyo er sat helt vildt højt, og jeg har ikke tænkt mig at bruge sæsonen på at jagte dem. Jeg har tiden for mig,” lyder det fra Axel.
”Foreløbig er der ikke planlagt nogen træningslejre, jeg bliver herhjemme. Jeg regner med nogle løb indendørs i løbet af vinteren. Jeg skal have arbejdet med min afslutning, så det kunne være relevant med en 1500 meter.”
Seneste nyheder
-
Flere DM værter på plads for 2025
Det ligger nu fast, at DM halvmaraton for første gang bliver en del af Kolding Half. DM løbes den 1. juni 2025. Således har langt de fleste danske mesterskaber i 2025 fundet deres værter.
Læs mere -
AGF Atletik masterclass til tredje afdeling af CRAFT Løbe Cup 2024/25
Tredje afdeling af CRAFT Løb Cup var en fest. Et solidt fremmøde, krydret med gode forhold, dannede grundlag for flotte præstationer over hele linjen, men i sidste ende kunne ingen røre AGF Atletik. Aarhus-klubben udnyttede hjemmebanen og meldte sig for alvor ind i kampen om at blive Danmarks stærkeste løbeklub.
Læs mere -
Tredje runde af CRAFT Løbe Cup 2024/25: Her er hvad du skal vide
I denne weekend indbyder Athlos Aarhus og Dansk Atletik til årets sidste afdeling af løbecuppen. Crossløbene bliver afsluttet med et brag, når løbere fra hele landet skal tage to makkere i hånden og konkurrere om, hvem der har det hurtigste stafethold. Vi har samlet al den praktiske information, som er vigtig at have styr på, inden startskuddet lyder.
Læs mere -
Medlemsregistrering åbner 1. december
Søndag den 1. december åbner medlemsregisteringen hos Centralt Forenings Register (CFR). Vi har samlet et par af de vigtigste retningslinjer her.
Læs mere