Nyhed fra Dansk Atletik
Kristian Uldbjerg Hansen ved VM-inde i marts, hvor han bare var 0,15 sekund fra en plads i 1500 meter-finalen. (DECA Text&Bild)

Sæsonrevy #3: Uldbjerg øjner en stor sæson

Han slettede Mogens Guldbergs 33 år gamle 1500 meter-rekord og markerede sig stærkt ved VM-inde. Udendørssæsonen sluttede imidlertid, inden den var begyndt. Nu er Kristian Uldbjerg Hansen omsider klar til at fortsætte, hvor han slap, og går det som håbet, bliver 2025 et stort år.

Himmel og skadeshelvede. Nogenlunde så kontrastfyldt et år blev 2024 sportsligt for Kristian Uldbjerg Hansen. Efter en forrygende indendørssæson måtte mellemdistanceløberen i forårets første løb udgå med en skade, som skulle vise sig at koste ham resten af sæsonen og dermed også OL-drømmen.

Det var den 11. maj i Karlsruhe, og siden har den 28-årige AGF-løber fra Aalborg ikke konkurreret. Den glædelige nyhed er dog, at vi snart ser ham på banen igen. Faktisk allerede førstkommende lørdag, hvor han i Spar Nord Arena i Skive vil prøve kræfter med en 3000 meter. En distance, han ikke har løbet siden de tidligste ungdomsår. 

”Jamen, formmæssigt befinder jeg mig det bedste sted nogensinde. Det er mit udgangspunkt. Nu handler det så om at få det konverteret til gode resultater på banen og få forbedret – ja det lyder stadig lidt mærkeligt at sige det – min danske rekord,” lyder det fra Uldbjerg, netop hjemvendt fra knap fire ugers vellykket højdetræning i Dullstroom, Sydafrika. 


Metz (FRA) d. 3. februar
Dansk rekord – 1500 meter inde 3:38,54 min.
(tidl. rekord: Mogens Guldberg 3:38,85 – Sevilla 1991)

Uldbjergs første seniorrekord blev sat i sæsonens første start, og efter et par uheldige styrt i de følgende to stævner fik han sluttet fornemt af ved VM-inde i Glasgow. Her var han blot var 0,15 sekund fra en plads i finalen. Fra at have fået et gennembrud med VM-deltagelse i Budapest sommeren forinden, var det som om, han nu trådte et ekstra trin op.

”Jeg stod virkelig med blandede følelser efter det VM. Jeg havde jo aldrig før været i nærheden af en finale. Men det har bare givet mig mere mod og vished om, at det vi laver, er det rigtige,” fortæller Uldbjerg.

Etiopiens Samuel Tefera - verdensmester indendørs i '18 og '22 - snupper den sidste finaleplads for næsen af Kristian Uldbjerg. (DECA Text&Bild) 

”Skadesperioden har selvfølgelig ramt mig mentalt, det har handlet om at genfinde glæden. OL var det naturlige store mål. Jeg følte efter VM-inde, at jeg havde niveauet til det, så det har været svært at sluge. Ikke mindst, da jeg på tv kunne se flere løbere på startstregen, som jeg før havde slået. Omvendt var det først i 2023, at OL blev et realistisk mål.”

2025
Lørdagens start i Skive bliver en formtest. Forinden venter der en fysiologisk test på Aarhus Universitet, hvor han får sat konkrete tal på, hvor godt han har responderet på den seneste højdetræning. Kort efter jul sætter han sig derpå igen ombord på et fly med kurs mod Sydafrika, så han kan stå knivskarpt før vinterens starter indendørs. Hvor han åbner sæsonen, er p.t. ikke afgjort, men både det indendørs EM i Holland i marts såvel som VM i Kina bare to uger senere ligger som fikspunkter for enden af vintersæsonen. Det er dog kun stationer på vejen. 

”Alt handler om VM i Tokyo i september. Derfor bliver det vigtigt at få skrabet ranking-point hjem allerede i indendørssæsonen. Men ser vi frem mod sommeren, er det da også et klart mål at blive den hurtigste dansker på 1500 meter nogensinde – hvis vi lige ser bort fra Robert Kiplagat,” lyder det fra Uldbjerg med henvisning til den kenyanskfødte løber, hvis 3:31,17 siden 1997 har stået som dansk rekord. 

To særlige noteringer
Det uhyre ambitiøse mål det kommende år bliver således at overgå de legendariske tider 3:36,01 og 3:35,03, som Niels Kim Hjorth og Mogens Guldberg løb på i hhv. ’86 og ’90. Noteringer, som dengang begge var nordiske rekorder. At førstnævnte siden foråret ’22 har været Uldbjergs træner, tilfører kun jagten en ekstra dimension. Uldbjergs PR er stadig de 3:37,27, som han løb på ved VM i 2023.

”Man skal ikke tage fejl af Niels Kim. Hans bedste evne er, at han fornyer sig og hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til ny læring. Han deler mit høje ambitionsniveau – og så bor han i Aarhus, så han kan stå på sidelinjen, når jeg ikke lige er på træningslejr.” 

Uldbjerg demonstrerede ved DM-inde i Odense sin velkendte finish og vandt foran klubkammeraten Jeppe Risvig. (Lone Dybdal)

Med de førnævnte mål er barren sat højt for 2025. Et år, der også rummer en interessant landskamp i Slovenien i slutningen af juni – og så selvfølgelig DM i Hvidovre, hvor han går efter at vinde dobbelt på 800 og 1500 meter. Noget, som han lykkedes med i både ’20 og ’23. 

Den komplekse rygskade, der i foråret satte en kæp i hjulet på den eksplosive fremgang, er der også kommet styr på, vurderer han. 

”Jeg har selv måttet kigge indad. Nogle gange er skaderne bare ens egen skyld. På nogle områder er vi nok træningsmæssigt gået over stregen, men det er en hårfin balance. Jeg føler, at vi har lært noget af det.”


Årets sidste måned kalder på et tilbageblik på den forgangne sæson. Frem til jul vil vi her på siden genopfriske nogle af højdepunkterne, ikke mindst de mange danske rekorder, som der blev sat. I flere af tilfældene var der tale om nærmest urørlige noteringer fra 80erne og 90erne, som omsider blev overgået. Med udgangspunkt i udøveren bag rekorden giver det også en passende lejlighed til at se frem mod en ny, spændende sæson.

# 2 Sara Schou Kristensen
#1: Axel Vang Christensen

Seneste nyheder