Sæsonrevy #4: En svær sæson, men Ida nåede i mål
Hun fik opfyldt målet om at nå til OL, og undervejs forbedrede hun sin egen danske rekord, men så var en ujævn og svær sæson også forbi. Efter en vellykket operation i akillessenen krydser Ida Karstoft nu fingre for, at hun i 2025 igen kan løbe stærkt.
Seks starter på favoritdistancen 200 meter og derefter et DNS i opsamlingsheatet ved OL i Paris. Nok var det sparsomt, hvad man i 2024 så til Ida Karstoft, men det var alligevel langt bedre end året før, hvor skader tvang sprinteren til at følge hele sæsonen fra sidelinjen. Og vigtigst af alt: Hun nåede til de olympiske lege og forbedrede på vejen sin danske rekord:
Gainesville-FL (USA) d. 12. april
Dansk rekord - 200 meter 22,60 sek. (+1,4)
(tidl. rekord: Ida Karstoft 22,67 – Madrid 2022)
Rekorden kom i hus i sæsonens tredje start under et månedlangt ophold i Florida, og bare otte dage senere fulgte hun i Clermont op med 22,66. En tid, der også var under den tidligere rekord sat i successæsonen 2022, hvor det blev til EM-bronze. Hun manglede dog stadig 0,03 i forhold til det direkte OL-krav, og eftersom ranking-reglerne krævede et femte løb, blev det til en start ved Diamond League-stævnet i Marrakech i midten af maj.
”Efter opholdet i Florida tog smerterne til, så jeg døjede allerede med det i Marokko. Jeg gik fra at kunne løbe hver fjerde træningsdag til blot hver tiende,” fortæller den 29-årige Sparta-atlet med landets vel nok mest omtalte akillessene.
De følgende 11 uger blev en kamp for at blive klar til OL, men via en masse alternativ træning lykkedes det. Og havde det ikke været for de nye kvalifikationsregler, var hun også gået videre til semifinalerne via tiden 23,01 – den 23. bedste tid af alle. Nu skulle hun i stedet ud i et opsamlingsheat om morgenen, men så langt kom hun ikke. Hun trak sig.
Ikke en skuffende, men en svær sæson
”Jeg havde allerede store smerter i det indledende heat og frygtede, at akillessenen ville blive revet over. Så er det svært at løbe afslappet. På den baggrund er jeg tilfreds. Det var ikke sjovt at vågne om morgenen med smerter, det gav ikke mening at løbe mere,” fortæller Karstoft, der netop er vendt hjem fra Val d’Isère, selvsagt ikke for at stå på ski, men for at medvirke i en reklamekampagne for Biotherm.
”Så hvis nogen antyder, at det var en skuffende sæson, bliver jeg sur. Det var ikke noget dårligt år, men et svært et med højdepunkter såvel som nedture. Og akillessenen holdt.”
Ida Karstoft ved DM i Hvidovre, hvor hun måtte nøjes med at se på. (Marta Siljudóttir)
Umiddelbart efter OL kom hun under kniven på en klinik i Finland. En tid på krykker fulgte, og for nylig – efter 16 uger – nåede hun den første vigtige milepæl: Hun løb. I første omgang dog på et særligt løbebånd, hvor 50 procent af kropsvægten bliver taget fra.
2025
”Fra nu af bliver der hver uge lagt 10 procent af vægten til. Så vi følger planen. Allerede engang i januar kan jeg så så småt løbe igen på bane, selvfølgelig meget forsigtigt til at starte med.”
Det bliver i Potchefstroom i Sydafrika, at hun så småt genoptager løbetræningen. Her flyver hun nemlig til lige før nytår i selskab med flere andre fra Michael Jørgensens træningsgruppe, og planen er at blive i det behagelige klima i seks til otte uger.
”Om alt går vel, kan jeg konkurrere fra starten af juli, så har jeg frem til 24/8 i at nå VM-kravet (direkte krav: 22,57, red.). Det mener jeg selv, er realistisk. Det er i hvert fald målet, men det er ikke et altoverskyggende et. Det handler først og fremmest om at komme ovenpå igen. Men jeg har fra januar til juli, og så lang tid har jeg ikke haft udsigt til siden 2022. Så ja, jeg er positiv,” slutter Karstoft.
Årets sidste måned kalder på et tilbageblik på den forgangne sæson. Frem til jul vil vi her på siden genopfriske nogle af højdepunkterne, ikke mindst de mange danske rekorder, som der blev sat. I flere af tilfældene var der tale om nærmest urørlige noteringer fra 80erne og 90erne, som omsider blev overgået. Med udgangspunkt i udøveren bag rekorden giver det også en passende lejlighed til at se frem mod en ny, spændende sæson.
# 3 Kristian Uldbjerg Hansen
# 2 Sara Schou Kristensen
#1: Axel Vang Christensen
Seneste nyheder
-
Sprint’n’Jump: Topsprintere tørner sammen på tirsdag
Der er lagt op til en særdeles spændende duel på mændenes 60 meter, når Simon Hansen, Kojo Musah og Emil Mader Kjær dyster mod hinanden ved tirsdagens internationale stævne i Aarhus. Med godt 50 udenlandske deltagere til start – heraf adskillige OL- og VM-deltagere – er der tegning til det stærkeste stævne i en dansk atletikhal nogensinde.
Læs mere -
Nye regler for mesterskaber
På årsmødet den 3. november 2024 blev der vedtaget ændringer til vedtægter og bestemmelser, som har betydning for fremtidige mesterskaber, både regionalt og nationalt.
Læs mere -
KIF søger atletiktrænere
KIF søger atletiktrænere. Se opslaget her og kontakt klubben direkte for yderligere information.
Læs mere -
Suveræne Simonsen åbner året med dansk 10 km-rekord: 28:16
Trods sygdom i ugen efter nytår formåede Jacob Simonsen søndag at erobre den danske rekord ved det store 10 km-løb i Valencia.
Læs mere