Sæsonrevy #5: Joel fik ram på rekorden
Trods erobringen af en legendarisk 5000 meter-rekord samt karrierens hurtigste tider på 1500 og 3000 meter havde Joel Ibler Lillesø håbet på endnu mere i 2024. Nu er blikket rettet mod indendørssæsonen, hvor planen for det 21-årige stortalent er at stå stærkere end nogensinde før.
2024 skulle blive året, hvor Joel Ibler Lillesø omsider fik ram på den rekord, han allerede i en tidlig alder havde udset sig. På en blæsende junidag i Belgien med regn i timerne op til løbet lykkedes det så:
Heusden-Zolder (BEL) d. 15. juni
Dansk rekord – 5000 meter 13:22,74 min.
(tidl. rekord: Dennis Jensen 13:25,39 - Heusden-Zolder 2000)
Rekorden rummede med sine knap 24 år også en rekord i sig selv som den længeststående på distancen. Og den foregående - Henrik Jørgensens notering fra verdensrekordløbet i Bislett Games 1985 – stod tilsvarende i 15 år. Det er svært at se, at Joels rekord skulle vise sig lige så langtidsholdbar; hovedpersonen har nemlig tænkt sig at løbe endnu stærkere i det nye år.
”Jeg føler, at min form var til mere. Det var ikke ligefrem rekordvejr på dagen, så der kunne nok have været hentet yderligere et par sekunder. Men selvfølgelig, man kan ikke rigtig tillade sig at være utilfreds, når man sætter rekord. Efter en lidt tung start på sæsonen, var det som om, at der den dag var hul igennem,” fortæller Joel, der bare fire dage senere i Italien satte U23-rekord på 3000 meteren i 7:47,72 – den hurtigste tid herhjemme i mere end 30 år.
Vejen førte ikke til Rom
Trods de flotte noteringer var det ikke nok til at bringe ham til EM i Rom, hvor kvoten blev fyldt op af løbere, der alle havde klaret det direkte krav på 13:20,00.
Den imødesete duel mod Axel Vang Christensen ved DM i Hvidovre et par uger senere fusede dog ud, da Joel med et par omgange igen udgik med en stressreaktion i den ene fod.
”Det var virkelig ærgerligt. Problemet med foden satte mig kun ud i tre uger, men efterfølgende var jeg bare ikke mentalt klar til at konkurrere,” erkender Joel, der i stedet valgte at fokusere på næste sæson.
Crosssæsonen blev en succes med guld ved NM i Finland i november, og ved EM sidste weekend var der igen medalje, denne gang en holdbronze i U23-klassen.
Som nr. 7 individuelt var Joel hurtigste mand på det U23-hold, som ved EM Cross vandt en historisk holdmedalje. (DECA Text&Bild)
”Jeg havde håbet at kunne blande mig i medaljekampen, men ruten viste sig at være tungere end forventet. De andre var bare for stærke, der var udsolgt til sidst. Efter at Axel faldt ned i feltet, havde jeg helt opgivet en holdmedalje, men det var fedt, at vi så kunne vise god bredde.”
2025
Med et succesfuldt farvel til mudderet for denne gang gælder det fra februar indendørssæsonen med de hævede sving.
”De seneste par år har jeg indendørs løbet på min grundtræning. Det har ikke været helt tilfredsstillende, så nu griber vi det anderledes an med mere anaerob træning. Det klare mål er EM-inde, og det er jo kæmpestort for min træningsgruppe, at det foregår i Holland og i hallen i Apeldoorn, hvor jeg tit har trænet,” lyder det fra Joel, der i et par år nu har været del af polakken Tomasz Lewandowskis træningsgruppe, som har base i netop Holland.
Han lægger ikke skjul på, at han i den forgangne sæson har savnet de store mesterskaber. OL var drømmen, men det viste sig ikke at være realistisk. Sommerens store mål bliver nu EM-U23 i Bergen.
”Bergen er hovedmålet, og her håber jeg da at kunne løbe med om de sjove placeringer. VM i Tokyo er selvfølgelig interessant, men kravene er jo bare så høje. Det ville kun være en bonus, om jeg skulle nå så langt. For mig handler det ikke om at jagte kravene nu, men mere at nyde processen. Jeg er kommet problemfrit gennem vintertræningen, og jeg føler, at min krop er i balance. Så jeg håber da, at jeg til sommer kan nå ned omkring 13.10-13.15 minutter. Jo, det kan blive et godt år.”
Og sker det, ja så skal rekordbogen atter findes frem. Først gælder det træningslejren i Sydafrika frem mod vinterens første start, som formentlig bliver en 1500 meter i VM-hallen i Glasgow den 2. februar. Forinden når han lige at holde juleferie i Sri Lanka med familien.
”Det er første gang i tre år, at jeg kan holde lidt ferie med dem. Hele sommeren er jo tætpakket med træningslejre og konkurrencer, så nu var chancen der.”
Årets sidste måned kalder på et tilbageblik på den forgangne sæson. Frem til jul vil vi her på siden genopfriske nogle af højdepunkterne, ikke mindst de mange danske rekorder, som der blev sat. I flere af tilfældene var der tale om nærmest urørlige noteringer fra 80erne og 90erne, som omsider blev overgået. Med udgangspunkt i udøveren bag rekorden giver det også en passende lejlighed til at se frem mod en ny, spændende sæson.
# 4 Ida Karstoft
# 3 Kristian Uldbjerg Hansen
# 2 Sara Schou Kristensen
#1: Axel Vang Christensen
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Unglederakademiet har sat aftryk i atletikkens udvikling
Efter et solidt første hele år gør vi status på Dansk Atletiks unglederakademi og ser frem mod 2025. Hvis du får lyst til at være en del af atletikkens unge netværk er du meget velkommen til at kontakte os.
Læs mere -
Sæsonrevy #7: Betty fik brudt en bedaget rekord
2024 blev på alle måder et særligt år for Betty Marie Ramsgaard. I maj måned slettede hun nemlig den mere end 40 år gamle danske rekord i syvkamp, inden hun nogle uger senere blev student. Nu har den 20-årige Sparta-atlet fuld fokus på atletikken og sommerens U23-EM.
Læs mere