
Sæsonrevy #7: Betty fik brudt en bedaget rekord
2024 blev på alle måder et særligt år for Betty Marie Ramsgaard. I maj måned slettede hun nemlig den mere end 40 år gamle danske rekord i syvkamp, inden hun nogle uger senere blev student. Nu har den 20-årige Sparta-atlet fuld fokus på atletikken og sommerens U23-EM.
Nok var det som om, at der var sat en udløbsdato på den danske rekord i syvkamp. At det skulle vise sig allerede at være den 27. maj, kom dog bag på de fleste. Men den var god nok: Den søndag i Greve løb Betty Marie Ramsgaard Jensen nemlig i mål på den afsluttende 800 meter til en slutscore hele 111 point over den hidtidige rekord. En notering, der med sine 40 år på bagen var dobbelt så gammel som den 20-årige Sparta-atlet:
Greve d. 26-27. maj
Dansk rekord – syvkamp 5833 point
13,83s – 1.66m – 12.81m – 24,61s / 6.05m – 39.95m – 2:17,70min
(tidl. rekord: Dorte Bæk Klein 5722 – Aarhus 1983)
Der var tale om en nærmest perfekt udført syvkamp. Således satte Betty personlig rekord i fire af disciplinerne og var tæt på i de resterende tre.
”Det kom virkelig bag på mig, at jeg kunne gøre det. Jeg var i god form, men mere end en PR havde jeg ikke drømt om. Så det var en fed følelse,” husker Betty, for hvem det var en begivenhedsrig tid. Der var nemlig også lige en studentereksamen, som skulle bestås.
”Det fyldte meget i hovedet; om fredagen havde jeg været til eksamen i dansk, og om mandagen gjaldt det så matematik. Og inden jeg fik studenterhuen på, var jeg også lige til NM i Reykjavik. Ja, det var en vild tid.”
Nu er der kommet mere ro på, og udover nogle timer i ny og næ som lærervikar har syvkæmperen fuld fokus på atletikken.
”Det har jeg virkelig set frem til, og jeg nyder det. Det er ikke fordi, der er skruet så meget op for træningen, det er snarere det, at jeg føler et overskud fysisk og mentalt. Forhåbentlig vil det give resultater i 2025,” lyder det fra Betty, der ved et lille stævne i Sparta Hallen mandag såmænd stødte over 13 meter i kuglestød for første gang.
Det lover godt for det kommende år, hvor det helt store mål er NM-U23 i Bergen. Om alt går vel, får hun her følgeskab af Karla Schärfe, der ved både DM og NM-U23 faktisk tog guldet foran Betty.
”Det er så fedt, at vi er to. Jeg glæder mig virkelig til at tage til EM sammen med hende, da vi også er gode veninder og i samme træningsgruppe.”
Betty flankeret af Karla Schärfe og Nickoline Skifter Andersen ved NM Mangekamp i Reykjavik i juni. (Marta Siljudóttir)
Et stort spring
Det spændende talent startede allerede med atletik i Sparta som 7-årig. Nok var talentet tydeligt i ungdomsklasserne, men udviklingen tog bogstaveligt talt et stort hop, da hun under DM-ugen i Aalborg i 2023 vandt guld i længdespring med 6.37 meter – en PR-forbedring på en kvart meter.
Mens veninden Karla har spydkast og højdespring som sine bedste discipliner, er det lige modsat for Betty.
”Det er mine to dårligste discipliner, så de får ekstra fokus. Og det går godt. Der er stadig masser af ting, der kan forbedres,” lyder det fra Betty, der efter at have haft Charlotte Beiter som træner i ungdomsårene, nu er under Martin Roe, der er tidligere norsk rekordholder (8228 point) og OL-deltager i tikamp.
2025
Den første weekend i februar gælder det DM Mangekamp i Randers, og tre uger senere DM-inde i Odense. Ellers ligger vinterens stævneplan endnu ikke fast. Udover EM-U23 rummer sommeren et NM Mangekamp i Sverige, hvor hun har en sølvmedalje at forsvare.
Med rekorden rummede det udrindende år et gennembrud for Betty. Ser hun længere frem, er det dog ikke svært at få øje på nye grænser, der kan brydes.
”6000 point. Det er målet på sigt. Jeg træner hårdt, og vi har en god mangekamps-gruppe i øjeblikket, så jeg tror, det er muligt.”
Årets sidste måned kalder på et tilbageblik på den forgangne sæson. Frem til jul vil vi her på siden genopfriske nogle af højdepunkterne, ikke mindst de mange danske rekorder, som der blev sat. I flere af tilfældene var der tale om nærmest urørlige noteringer fra 80erne og 90erne, som omsider blev overgået. Med udgangspunkt i udøveren bag rekorden giver det også en passende lejlighed til at se frem mod en ny, spændende sæson.
# 6 Sofia Thøgersen
# 5 Joel Ibler Lillesø
# 4 Ida Karstoft
# 3 Kristian Uldbjerg Hansen
# 2 Sara Schou Kristensen
#1: Axel Vang Christensen
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere