Nyhed fra Dansk Atletik

Holte Atletik søger trænere

Holte Atletik søgere U12 og all-round trænere. Se stillingsopslaget her og kontakt klubben direkte for yderligere information. 

Holte Atletiks voksende ungdomsafdeling søger nye trænere

Holte Atletiks aktive har i de seneste år vundet flere medaljer ved både Danske og Østdanske mesterskaber end nogensinde før. De gode resultater er en følge af det store ungdomsarbejde, som er blevet lagt i klubben de seneste 15 år og som nu er begyndt at bære frugt. Holte Atletik´s ungdomsafdeling vokser, og vi søger derfor flere trænere til at indgå i et trænerteam af en række dygtige trænere. Med et nyrenoveret atletikstadion på Rudegaard kan vi tilbyde nogle rigtig gode rammer til de børn og unge som dyrker atletik. Holte Atletik er hjemmehørende på Rudegaard Stadion i Holte. Det er tæt på Holte Station og der er mange lokale buslinjer.

Vi søger trænere til vores trænerteam

Assisterende træner på U12 (6-11 år)
U12 træner hver mandag fra kl 16 -17.30. Vi er et fast ungt trænerteam på 3 personer, som alle har gennemgået Børnetrænerkurset hos DAF (Dansk Atletik Forbund). Vi har planer om en snarlig udvidelse af denne gruppe og har behov for flere engagerede trænere. Du skal have lyst til at arbejde med de helt unge og være kreativ med leg og bevægelse. Vi lægger vægt på, at du er pædagogisk og er god til at samarbejde med vores unge trænerteam. Det er et plus hvis du selv har dyrket atletik. Løn fastsættes efter aftale.

Træner til Allround holdet (12-16 år)
Vi tilbyder træning til Allround holdet, tirsdag kl. 17.00 -18.30, torsdag 17.00 - 18.30 og lørdag fra kl. 11-13. Vi søger en ny træner, der har et godt kendskab til atletik og gerne suppleret med kompetencer indenfor 1-2 specifikke discipliner. Vi tilbyder at videreuddanne dig som træner indenfor relevante områder. Løn fastsættes efter aftale.

Du kan kontakte vores formand, Simone Frandsen eller sekretær Mette Olsen for yderligere information. Send en mail til formand@holteatletik.dk eller ring til Simone på 9397 1357 eller Mette på 5194 4819.

Seneste nyheder