
Simonsen bliver del af Londons vilde line-up
Når Jacob Simonsen den 27. april stiller op i London Marathon, bliver det i et elitefelt, som arrangørerne ikke tøver med at kalde for det stærkeste nogensinde. Samtidig markerer det 40-året for Henrik Jørgensens legendariske rekordløb i den britiske metropol.
Han fik slået Henrik Jørgensens rekord i fjor, nu følger Jacob Simonsen bogstaveligt i legendens fodspor, når han den 27. april stiller op i London Marathon. Netop det løb, som Jørgensen vandt i 1988, og hvor han for snart 40 år siden satte sin rekord.
Det blev officielt, da startlisten til den 45. udgave af løbet forleden blev afsløret. Her figurerer den 30-årige AGF-løber nemlig i et elitefelt, som arrangørerne med en vis ret kalder for det stærkeste i løbets historie.
Den danske rekordholder fik allerede for et par måneder siden bekræftet sin start, men har ikke måttet offentliggøre det før nu. Løbet bliver altså hans første maratonløb efter kraftpræstationen i Berlin – og det efter planen sidste inden september måneds VM i Tokyo.
”Egentlig havde min træner (Henrik Gehlert, red.) og jeg først udset os Sevilla som det næste maratonløb, men det gav god mening at vente et par måneder og løbe i netop London 40 år efter rekorden. Andre danskere har jo også løbet stærkt der, så det er virkelig et løb, som er indprentet i historien,” lyder det fra Jacob Simonsen, som nok havde forventet et stærkt felt, det er trods alt London, men alligevel blev blæst bag over ved synet af startlisten.
”Jo, det er et voldsomt felt, men jeg glæder mig ekstremt meget.”
Møde med en løbende legende
Blandt de stjerner, som Simonsen kommer til at stå side om side med på startstregen, er den vel nok største i disciplinen nogensinde, Eliud Kipchoge. Kenyaneren jagtede i sommer i Paris sin tredje olympiske titel i træk, men endte med at udgå. Siden har Kipchoge ikke konkurreret, men vender altså nu i en alder af 40 tilbage til London Marathon, som han har vundet fire gange før, senest i 2019.
Eliud Kipchoge i Wien 2019 efter i et uofficielt løb at have brudt drømmegrænsen på to timer (DECA Text&Bild)
Guldvinderen fra OL i Paris, etiopieren Tamirat Tola, er en anden løber, som lyser op på startlisten. Det gælder også vinderen af CPH Half 2024, Sabastian Sawe (KEN), som med 2:02,05 i Valencia i december debuterede i den 8. hurtigste maraton-tid nogensinde. Læg dertil verdensrekordholderen på halvmaraton, Jacob Kiplimo (UGA), der nu får sin debut på den fulde distance, og den store hype synes at være på sin plads.
Desuden er der med den nordiske rekordholder Sondre Nordstad Moen indlagt en interessant dansk-norsk dyst.
At suge momentet ind
”Det kan godt blive lidt angstprovokerende med de navne. Det gælder virkelig om at holde fokus på startstregen og hanke op i sig selv. Men også om at bruge det positivt, suge momentet ind. Hvis Kipchoge er på toppen, så ser jeg næppe noget til ham, men omvendt: Er han ikke det, så skal jeg da turde tro på, at jeg kan slå ham,” lyder det fra den kommende London-debutant, der håber på, at der bag de bedste løbere vil danne sig en gruppe, der løber efter det direkte VM-krav på 2:06,30.
Inden Simonsen når til London, venter der ham tre konkurrencer: Et rekordforsøg ved Barcelona Halvmaraton d. 16. februar, et titelforsvar ved DM 10 km landevej i Aahus d. 29. marts og endelig EM Halvmaraton i Bruxelles d. 12. april.
Op til rekordløbet i Berlin løb han ligeledes en halvmaraton (CPH Half) to uger før.
”Jeg håber at kunne gøre det samme igen. Det fungerede jo godt sidst.”
I forhold til sidst vil der imidlertid være skruet op for opmærksomheden og forventningerne til Jacob Simonsens præstation i London. Er det ikke et stort pres?
”Jo, jeg føler da et vist pres, men det kommer ikke fra andre, det kommer fra mig selv. Jeg regner med at være i endnu bedre form i London, men hvis der er stærk modvind på de sidste 10 km, kan jeg jo ikke sætte rekord. Tingene skal gå op i en højere enhed.”
Seneste nyheder
-
Stort drama på DM-indes første dag
Drama i mændenes 60meter, ny ungdomsrekord i kvindernes og spændende dyster i de tekniske discipliner. Første dag til DM-inde var intens og stemningsmættet.
Læs mere -
Atletik i ugen: Tætte dyster og klare sejre i vente til DM-inde
Alle de største navne har meldt deres ankomst, når indendørssæsonens hjemlige højdepunkt – DM-inde - skydes i gang nu på fredag i Thorvald Ellegaard Arenaens festklædte rammer. Anført af flere EM-profiler står den danske elite for underholdningen, hvor der kan forventes tætte dyster såvel som favoritopvisning.
Læs mere -
"Det handler om overlevelse, ikke selvrealisering"
Jonas Nøhr Bertelsen fra FIF skiftede i januar Frederikbergs stadions røde gummi ud med den røde jord i Iten, Kenya for i tre uger at træne og leve som verdens bedste løbere. Det blev en tur, der både bød på hård træning, kenyansk løbekultur og en invitation til David Rudishas bryllup.
Læs mere -
Tag med til talentcamp i Aarhus til april
Dansk Atletik inviterer talentfulde og motiverede atleter fra årgang 2008-2009 til en inspirerende weekend med træning på højt niveau, fællesskab og inspiration! Det hele finder sted i Aarhus, den 25.-27. april.
Læs mere