Nyhed fra Dansk Atletik
Simon Hansen vinder 60 meter-finalen ved sidste års stævne. (Lone Dybdal)

Sprint’n’Jump: Topsprintere tørner sammen på tirsdag

Der er lagt op til en særdeles spændende duel på mændenes 60 meter, når Simon Hansen, Kojo Musah og Emil Mader Kjær dyster mod hinanden ved tirsdagens internationale stævne i Aarhus. Med godt 50 udenlandske deltagere til start – heraf adskillige OL- og VM-deltagere – er der tegning til det stærkeste stævne i en dansk atletikhal nogensinde. 

Det hidtil stærkeste stævne i en dansk atletikhal nogensinde – og med tre lokale stjerner til start på mændenes 60 meter. Det er det gunstige udgangspunkt forud for tirsdagens Sprint’n’Jump i Aarhus.

Den imødesete duel på atletikkens korteste distance bliver samtidig startskuddet på en ny sæson for de tre topsprintere Simon Hansen, Kojo Musah og Emil Mader Kjær. Førstnævnte vandt i fjor i personlig rekord 6,58, og fik her de første ranking-point ind på kontoen, hvilket i sidste ende bragte ham til OL. Dysten giver samtidig et godt fingerpeg om den aktuelle form hos de tre forud for et spændende 2025.

”Ud fra de meldinger, jeg har fået, er de alle tre i fremragende form. Simon var jo blot 0,02 fra den danske rekord i fjor, så det er ikke helt urealistisk at tale om muligheden af en dansk rekord – og det vil formentlig også give sejren og være en perfekt afslutning på stævnet,” lyder det fra Sebastian Skejø, som har været stævnechef siden 2022, hvor stævnet blev lanceret efter en større renovering af Marselisborghallen (nu Aarhus Atletik- og Løbeakademi). Tirsdagens stævne er således den fjerde udgave.

”Det er det stærkeste startfelt nogensinde, men ellers er der ikke de store ændringer, det er samme koncept med masser af lys & lyd. Og så er det sportslige program så vidt muligt bygget op omkring de største danske navne.”

Mette Graversgaard vandt kvindernes hæk ved Sprint'n'Jump i både '22 og '24. (Lone Dybdal)

15.000 euro i præmiesum
Stævnet indgår i den internationale World Indoor Tour med status af Bronze Label. Det kræver bl.a. en samlet præmiesum på 15.000 euro, og for deltagerne er der vigtige point at hente ift. kvalifikation til årets store mesterskaber. 

”I år vender flere tidligere vindere tilbage, og det ser jeg som et klart udtryk for, at de synes om forholdene i hallen. Terminen er med vilje også lagt tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange andre store stævner at konkurrere med,” fortæller Sebastian Skejø.

Et af de velkendte ansigter er skotske Adam Thomas, der vandt 60 meteren for to år siden og desuden blev nr.  5 ved VM-inde i 2022. Hans bedste tid 6,56 overgås dog af Zachaeus Beard (USA) og den tidligere EM-4’er Andrew Robertson (GBR), der begge har løbet 6,54.

Efter en svær 2024-sæson tager Mette Graversgaard ligeledes hul på et nyt år. Den dobbelte EM-finalist fra arrangørklubben Aarhus 1900 kan se frem til stærk modstand på kvindernes 60 meter hæk af bl.a. den sydafrikanske OL-semifinalist, Marione Fourie, mens den regerende danske mester indendørs, Ida Beiter Bomme (Sparta), også er at finde på startlisten. Hos mændene bliver der gensyn med polakken Krzysztof Kiljan, der vandt stævnet for to år siden og lidt senere tog en 6. plads ved EM-inde.

Krzysztof Kiljan (nr. to fra venstre) sejrer i 2023. (Lone Dybdal)

Svensk VM-sølvvinder til start
I de andre discipliner får de bedste danskere ligeledes svært ved at blande sig i topstriden. Stævnets største navn finder man i mændenes længdespring i skikkelse af Thobias Montler. Svenskeren har vundet adskillige EM- og VM-medaljer og opnåede sit bedste resultat ved VM-inde i 2022, hvor han vandt sølv med nordisk rekord 8.38 meter.

De kvindelige trespringere lægger ud kl. 17.05, og så vil der ellers være topatletik frem til mændenes imødesete 60 meter-finale kl. 20.55. Igen i år er der live-transmission via ”Sport Live”, der går på kl. 17.45. Har man ikke kanalen i sin tv-pakke, er det muligt at tilgå streamingen med et abonnement på en lokalavis under JFM. 

Det bedste er dog at være til stede i hallen. Arrangørerne oplyser, at det stadig er muligt at købe billet (150 kr. voksne /100 kr. børn). 

Sprint’n’Jump (World Indoor Tour / Bronze Label) - Aarhus d.  21. januar
Hjemmeside 

 

Seneste nyheder