
Atletik i ugen: Skoene kridtet til hurtige løb
Rekorder kan igen stå for fald, når flere af dansk atletiks bedste løbere denne weekend jagter hurtige tider i Barcelona, Lyon og Birmingham.
Ny weekend, en ny dansk rekord? For få år siden var det et næsten absurd scenarie, men dansk løb er på vej ind i en ny guldalder, og der gøres konstant udfald mod de gamle rekorder. Og altså også i den forestående weekend, der byder på flere interessante danske starter i det store udland.
Barcelona (16/2)
Når startskuddet til Barcelona Halvmaraton lyder søndag morgen, er det med flere danske eliteløbere på startstregen. Særligt fokus er der på de to AGF-profiler Jacob Simonsen og Sara Schou Kristensen. Sidstnævnte satte den gældende danske rekord (1:11,07) i netop Barcelona sidste år, og efter en god og lang træningslejr i det kenyanske højdeland har den 27-årige medicinstuderende nu blikket rettet mod en personlig rekordforbedring og dermed også en dansk rekord.
”Sara har haft en perfekt forberedelse. Hun har tidligere døjet med et drilsk baglår, men det lader der også til at være kommet styr på nu. Vejrudsigten ser ligeledes god ud, maks. 14 grader og mere vindstille end i fjor, så det lover godt,” lyder det fra landstræner Kersti Jacobsen, som også er personlig træner for Sara.
De seneste måneder er stort set alt lykkedes for Jacob Simonsen. Efter maratonrekorden i Berlin i september erobrede han i januar også rekorden på 10 km. Nu kan han søndag måske gøre rent bord og sætte sig på den sidste af de tre vigtigste landevejsrekorder. Det vil kræve en tid hurtigere end de 61,55 minutter, som Carsten Jørgensen klarede distancen på, da han ved VM i Uster (SUI) i 1998 kom ind som nr. 17.
Nanna Bové (Sparta) skulle også have løbet, men har trukket sig med sygdom. Til gengæld er Alberte Kjær Pedersen (AGF) med. Det bliver den olympiske triatlets første forsøg på distancen, efter at hun i 2019 debuterede med en 2. plads i Aarhus City Halvmaraton. I mændenes felt finder man desuden Mikael Johnsen (AGF), Christian Birch Okkels (HVAM) og Jens Emil Sloth Nielsen (Viborg AM). Løbere, som med en god præstation søndag alle håber at komme med på det danske hold til EM Halvmaraton i Bruxelles i april.
Selvom løbet ikke – i modsætning til CPH Half - er blandt de seks SuperHalfs, må det siges at være oppe i den liga. 30.000 løbere har købt et startnummer, og øverst i elitefeltet finder man bl.a. Ugandas Jacob Kiplimo og Geoffrey Kamworor fra Kenya, der begge er tidligere verdensmestre såvel som verdensrekordholdere på distancen. - link til streaming (fra kl. 8.15)
Lyon (15/2)
Efter sin suveræne sejr ved Nordenkampen er Sofia Thøgersen (Sparta) lørdag klar til endnu en 3000 meter, denne gang ved Meeting Indoor de Lyon (Silver Label). Trods et relativt langsomt udlæg i Finland sidste søndag var hun her blot tre sekunder fra sin egen danske rekord sat i fjor (8:50,26), ligesom at det direkte krav til EM-inde (8:48,00) heller ikke er langt væk. En anden vinder fra landskampen, Gustav Lundholm Nielsen (Sparta), stiller ved samme stævne til start på 400 meter. Kristian Uldbjerg Hansen figurerer også på startlisten på 1500 meter, men kommer ikke til start. Torsdag skulle han have løbet i Liévin, men på ærgerlig vis måtte han melde afbud grundet sygdom. Dermed synes løbet ift. kvalifikation til EM-inde at være kørt.
”Nu satser jeg bare på at blive klar til DM,” lyder det fra Uldbjerg, der som ventet mistede sin nordiske mile-rekord i netop Liévin til Jakob Ingebrigtsen, der her satte en imponerende verdensrekord på 3:45,14. – link til Lyon: streaming (fra kl. 19.45) & startliste & resultater
Annemarie Nissen fører 800 meter-feltet an ved Nordenkampen, hvor hun endte som nr. 2. (DECA Text&Bild)
Birmingham (15/2)
Den olympiske mester på 800 meter, engelske Keely Hodgkinson, er et så stort navn i hjemlandet, at hun har fået sit eget stævne: ”The Keely Klassic”. Det afvikles i Birmingham på lørdag, og da den danske rekordholder Annemarie Nissen (Sparta) er med i Keelys træningsgruppe, har hun også fået en plads i heatet, hvor Hodgkinson skulle have forsøgt at slå slovakken Čeplaks mere end 20 år gamle verdensrekord. Onsdag måtte stævnets absolutte hovednavn imidlertid trække sig med en skade i baglåret. – link til streaming (fra kl. 13.05 dansk tid) og startlister/resultater
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere