We are Denmark
Dansk Atletik
Nyhed fra Dansk Atletik
ELITE

"Det handler om overlevelse, ikke selvrealisering"

: Lasse Lyhne

Jonas Nøhr Bertelsen fra FIF skiftede i januar Frederikbergs stadions røde gummi ud med den røde jord i Iten, Kenya for i tre uger at træne og leve som verdens bedste løbere. Det blev en tur, der både bød på hård træning, kenyansk løbekultur og en invitation til David Rudishas bryllup.

 

Adskillige mellem- og langdistanceløbere drømmer om Iten og om skolen St. Patricks - det Kenyanske løbeakedemi, der gennem de sidste 50 år har fostret et utal af verdensklasse løbere herunder Wilson Kipketer.
Jonas Nøhr Bertelsen, der oprindeligt er fra Skive, og i dag træner i FIF, lod det ikke blive ved drømmen. D. 14. januar pakkede han løbeskoene for at indlogere sig på St. Patricks og tilbringe tre uger i hjertet af afrikansk løbesport.
Det har vi taget en snak med ham om, og også om løb som overlevelse, kenyansk løbekultur og David Rudishas bryllup. 

Hvordan kom du på, at du skulle til St. Patricks?
Vi var på træningslejr i Iten med FIF og KIF for tre år siden, og her var vi på besøg på skolen og så hvordan eleverne levede og trænede. Det var vildt fascinerende synes jeg, og det gav en stor lyst til selv at prøve den livsstil, som jeg ikke rigtig kunne slippe. Min træner Claus Ulnits har en god relation til Wilson Kipketer, der jo selv har gået på skolen, og gennem ham fik vi sat en aftale i stand, mens Løberen hjalp mig med sko og tøj til turen.

Hvordan tog de imod dig, da du ankom?
Jamen jeg kunne godt fornemme, at de var lidt forbeholdne. De er vant til mange hvide turister, der kommer og kigger på dem, så de brugte noget tid på at se mig an, og vurdere om jeg virkeligt mente det, men så blev jeg også accepteret.
Jeg tror de havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg gjorde det. Jeg behøvede det jo ikke. Jeg kunne leve et fint liv i Danmark uden at løbe – få et godt job og tjene penge. Et eller andet sted vidste jeg det jo godt, men det kom alligevel bag på mig i hvor høj grad løb for mange af dem er en levevej og deres eneste mulighed for at løfte sig selv og familien ud af fattigdom. Det handlede absolut ikke om selvrealisering, som det gør for mange af os danskere, det handlede om overlevelse.

Hvordan kom det ellers til udtryk?
Jamen der var en helt anderledes stemning til træningen. Det var mere alvorligt. Der blev snakket mindre, og der blevet trænet sindssyg hårdt. De går til grænsen på hvert eneste interval. Det er virkelig make or break for dem. Det er vildt inspirerende, men også hårdt.

Hvordan var træningen ellers?
Typisk stod vi op kl. 6, løb en tur for os selv, spiste morgenmad, slappede af og løb så en holdtræning igen kl. 10 med fokus på fartleg eller intervaller. Så var der frokost og afslapning inden vi nogle dage deltog i en tredje træning kl. 16. 
På intervallerne blev vi tit delt op efter om vi var mellem- eller langdistanceløbere, og os mellemdistancefolk løb så lidt kortere intervaller, men altså - det var stadig nogle meget lange kvalitetspas. Jeg kan fx huske, at vi løb 3 x 1200m + 3  x 800m + 3 x 400m, så det er over 7 km i hvad der svarer til 5000m-tempo eller hurtigere.

 
Den legendariske løbecoach Colm O´Connel, der stiftede skolen i sin tid, stod for nogle af træningerne, der enten foregik i terrænet ved skolen eller på løbebanen. (Privatfoto)

Hvordan var det?
Jamen det var fantastisk. Niveauet er jo tårnhøjt - Jeg boede i samme bygning som en gut, der har løbet 13:00 på 5000m – og det mærker man til træningerne, hvor man bliver presset på en helt anden måde end man er vant til. Man skal også lige huske, at det hele foregår i højderne og i meget bakket terræn.

Hvordan var livsstilen ellers?
Det er et meget simpelt liv. Hverdagen handler om træning, mad og hvile. Man laver ikke rigtig andet. Man bor primitivt i små værelser. Sengen er et bræt og toilettet et hul i jorden. Men det gør også at fokus bare er på træning og restitution. Jeg kunne godt lide det. Ingen adspredelser, ingen bekymringer udefra. Næsten et munkeliv afkoblet fra verdenen.

Hvad var dine største oplevelser?
Det er svært at sige synes jeg, fordi det største vel var at opleve livsstilen og hverdagen som elev på St. Patrick. Skal jeg pege på nogle enkeltstående oplevelser, så var det nok at deltage til et crossløb i Eldoret. Det var vildt. Der var så mange deltagere og niveauet var så højt, at det var svært at forstå – bare i junior-pige-rækken var der flere deltagere end der samlet set er til et dansk crossløb. Det var et godt billede på, hvor stor og vigtig løbekulturen er i Kenya.
Ja, og så var det også en stor oplevelse, at være til David Rudishas (dobbelt OL-guldvinder og verdensrekordholder på 800m red.) bryllup?

Øh hvad?
Ja lederen for atletik-campen Colm O´Connel fortalte en dag, at David Rudisha og hans kone var i Iten fordi de skulle holde bryllup, og så spurgte han om jeg ville med. Der blev jeg nok lidt starstruck for det vrimlede med de her store løbestjerner. Ud over Rudischa selv, var der også Emmanuel Wanyonyi (800m guldvinder fra OL i Tokyo red.) og Ezekiel Kemboi (2x OL guld og 4x verdensmester på 3000m forhindring red.) og en masse andre. Det var virkelig en oplevelse.

Vil du anbefale andre at tage på sådan en tur
På den ene side vil jeg sige nej, men det handler om, at jeg helst ikke vil se, at stedet bliver overrendt af vestlige løbere. Har man lyst til at udfordre sig selv på alle niveauer – både atletisk, kulturelt, socialt og menneskeligt, så synes jeg man skal tage af sted. Jeg er i hvert fald klar på at gøre det igen.

 


To OL-guldvindere på 800m og så Jonas Nøhr Bertelsen (Privatfoto)

 

Og hvad med formen, er den blevet bedre?
Det synes jeg ikke, jeg kan sige endnu. Lige nu sidder der stadig noget træthed i kroppen, men jeg håber, at det vender. Det får jeg i hvert fald en indikation på, når jeg løber 1.500m til DM-inde her i weekenden.

Hvad har du lært af turen?
Jeg har lært, at det ikke er alt det fancy udstyr og træningsfaciliteter, der skaber gode løbere. Det er først og fremmest bare et spørgsmål om at træne hårdt og spise og restituere godt. Det var også godt at blive mindet om, at der er andre træningsmetoder, der virker end dobbel- tærskelmodellen, der efterhånden dominerer så meget i Danmark, at alle 1500m og 5000m løbere laver den samme træning hver dag. Og så på det personlige plan er det jo bare en kæmpe øjenåbner for hvor godt, vi har det her i Danmark.

Seneste nyheder