
Dødsfald: Georg Facius, 86 år
Den tidligere formand for AGF Atletik besad i en årrække flere forbundsposter nationalt såvel som internationalt.
Det er med sorg, at forbundet har modtaget nyheden om Georg Facius’ død.
Facius var i en årrække en markant skikkelse inden for dansk atletik, men nåede i sit virke også udenfor landets grænser. Som ITO (International Technical Official) var han dommer ved flere store mesterskaber, bl.a. VM i Athen i 1997.
Udover at være teknisk delegeret i IAAF (det nuværende World Athletics) sad han fra 2002-2008 i en arbejdsgruppe i det europæiske forbunds antidoping-afdeling, ligesom han fra 1996-2004 var medlem af samme forbunds Competition Committee. De nævnte poster var de sidste trin på karrierestigen.
Inden for det hjemlige forbund nåede han at sidde som formand for Lovudvalg, Anlægsudvalg og Teknisk udvalg, ligesom at han i flere år også var bestyrelsesmedlem i DAF.
Sideløbende var han alle dage en flittig debattør med sine meningers mod, ikke mindst i den svære og ophedede diskussion om kønstest, som var opstået med sydafrikaneren Caster Semenya som ufrivillig hovedperson. For sine modstandere kunne Facius her virke pedantisk, men problemet var tit, at han havde sat sig grundigt ind i tingene og faktisk ofte havde en sag.
Bankmand og løber
I det civile havde Georg Facius ligeledes en lang løbebane inden for bankverdenen. Født i Grenå i 1938 blev han her bankuddannet, inden et job i Handelsbanken bragte ham til Aarhus. Den lokale atletikklub i Grenå, hvor han havde været en habil løber, blev nu udskiftet med AGF. Her blev han allerede som 27-årig klubbens nye formand.
I forbindelse med indvielsen af de første kunststofbaner i Norden i Aarhus 1971 var stævnesammenslutningen AAA (Arhus Athletik Arrangører) blevet etableret. Med Facius som formand stod AAA bag en række legendariske stævner i starten af 70erne. Den daværende kronprinsesse, Margrethe, var officiel gæst ved åbningsstævnet i ’71, mens et sportsligt højdepunkt var verdensrekordløbet på mændenes 3000 meter i 1972.
Århus Games 1972: Georg Facius (tv) sammen med den daværende verdensrekordholder på 3000 meter forhindring, australieren Kerry O'Brien.
Et chefjob i Danske Banks kursuscenter betød et adresseskift til Middelfart, hvor han var i 17 år, inden han tilbragte sit otium på Tunø. Samme lille ø, hvor hans svigerfar, den legendariske AGF-træner Sanfred Kjær, også endte sine dage.
I den sidste del af livet måtte Facius igennem to kræftoperationer. Her benyttede han den mellemliggende tid til at udgive den lommefilosofiske pamflet: ”Jordboer – en lægmands syn på verden”.
I den lille bog er atletikken og forbundsarbejdet helt fraværende. Her handler det om livet og døden, og de erkendelser, som et langt livs tanker om disse to har ført frem til.
Bogen er tilegnet hans kone igennem mere end 60 år, Inge, deres søn og datter samt de to børnebørn.
Æret være hans minde
Georg Moritz Facius
(f. 15/7-1938 – d. 29/1-2025)
Begravelsen finder sted fra Tunø Kirke torsdag d. 6. februar kl. 10.30
Seneste nyheder
-
EM landevej: Danskerne kæmpede på hårde ruter
Forhåbninger var høje forud for EM i landevejsløb. Skader, sygdom og hårde ruter betød dog at resultaterne ikke blev helt som håbet, selvom der blev kæmpet bravt.
Læs mere -
Nye spydregler for drenge 16-17år
Den 1. april i år trådte nye regler i kraft for D17 spydkast. Læs mere om reglerne og hvordan de påvirker den nye sæsons konkurrencer.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden d. 15.4
Husk at kontakte Dansk Atletik og melde klubskifte, hvis du som atlet har skiftet klub, eller hvis du som klub har fået nye atleter.
Læs mere -
Fem veje til flere medlemmer
Hvordan får man flere medlemmer? Ja, kigger man på tallene for 2024 spiller både de ældre, de unge og de helt små en stor rolle. Det samme gør kreativ brug af faciliteter og stærke tilbud til de mange løbere. Her er fem veje, der har ført til flere medlemmer i udvalgte klubber i 2024.
Læs mere