
Uldbjerg bryder den nordiske rekord i Boston: 3:53,80!
Med tiden 3:53,80 minutter udraderede Kristian Uldbjerg Hansen lørdag aften i Boston ikke bare en 37 år gammel dansk rekord på den klassiske engelske mile - tiden var tilmed nordisk rekord. Med en 1500 meter-mellemtid på 3:38,47 kunne AGF-løberen ovenikøbet notere sig for to rekorder i et og samme løb.
Det var en lang rejse, men det var det hele værd for Kristian Uldbjerg Hansen, da han lørdag aften i Boston kæmpede sig i mål som nr. 3 i et stærkt felt på den engelske mile (1609,32 meter). Tiden endte på 3:53,80 minutter, og dermed skar AGF-løberen ikke bare næsten seks sekunder af Mogens Guldbergs rekord fra 1988, men forbedrede samtidig den nordiske rekord, som svenskeren Samuel Pihlström satte for bare fire dage siden i Tjekkiet. Det var såmænd også den første danske drømmemile (under 4:00 minutter) siden 1997.
”Det var et rodet løb, hvor jeg starter med at ligge bagest i feltet. Jeg skulle virkelig løbe mig i gang og ligger herefter ude på bane 2 det meste af vejen. Fordi det var et mile-løb, havde jeg ikke overblik over mellemtiderne, så jeg havde helt sikkert ikke regnet med så voldsom god en tid, som det blev. Det var et sats at rejse så langt for det løb, men det var det hele værd, for hvornår får jeg igen mulighed for at sætte nordisk rekord?,” lyder det fra den 28-årige løber, der havde håbet også at klare kravet til næste måneds EM-inde på 1500 meter (3:37,00) som mellemtid undervejs. Den endte, efter længere ventetid, på 3:38,47, og dermed kunne han notere sig for endnu en rekordforbedring. Denne gang af hans egen danske rekord, som blev sat i Frankrig for et år siden og lød på 3:38,54.
”Det lykkedes så ikke med EM-kravet, men dagens løb giver mig virkelig blod på tanden. Der er potentiale til 3:33 til sommer og dermed VM-deltagelse. Nu håber jeg så på et godt løb i Europa inden DM,” lyder det fra Uldbjerg, der godt ved, at hans nyvundne status som nordisk rekordholder nok er på lånt tid. Således løber Jakob Ingebrigtsen på torsdag i franske Lievin sin første indendørs mile nogensinde. Om det også bliver med Uldbjerg på startstregen, er uvist.
Bruce Lehane Scarlet and White Invitational - Boston d. 8. februar 2025
Engelsk mile A-heat
1. Abel Teffra, USA 3:52,40
2. Sam Tanner, USA 3:53,30
3. Kristian Uldbjerg Hansen, DEN/AGF 3:53,80 NORDISK REKORD
(mellemtid på 1500 meter: 3:38,47 DANSK REKORD)
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Lange kast i USA lover godt
Dansk atletiks stærkeste internationale kort, Katrine Koch Jacobsen, har fået en yderst lovende start på sæsonen. Med 73.67 sidste fredag leverede hun sit næstbedste hammerkast nogensinde, mens diskoskasteren Annesofie Hartmann samme sted ad to omgange kunne forbedre sin personlige rekord.
Læs mere -
EM landevej: Danskerne kæmpede på hårde ruter
Forhåbninger var høje forud for EM i landevejsløb. Skader, sygdom og hårde ruter betød dog at resultaterne ikke blev helt som håbet, selvom der blev kæmpet bravt.
Læs mere -
Nye spydregler for drenge 16-17år
Den 1. april i år trådte nye regler i kraft for D17 spydkast. Læs mere om reglerne og hvordan de påvirker den nye sæsons konkurrencer.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden d. 15.4
Husk at kontakte Dansk Atletik og melde klubskifte, hvis du som atlet har skiftet klub, eller hvis du som klub har fået nye atleter.
Læs mere