Nyhed fra Dansk Atletik
Ida Beiter Bomme løb sig i semifinalen i sit første VM-inde. Foto: World Athletics

De danske VM-atleter er hjemme igen

De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.

I søndags blev de sidste konkurrencer afviklet ved VM inde i Nanjing, Kina, og i denne uge vendte det danske hold hjem igen med nye sportslige og kulturelle erfaringer i rygsækken.

”Det har været en vildt god tur. Hård og lang og meget anderledes, end hvad vi har prøvet før, men også virkelig spændende og lærerig, siger Rasmus Kjær, talentansvarlig for sprint,hæk og stafet og holdleder under stævnet.

”Det var noget af et kulturchok. Det må man bare sige. Den første morgen stod vi op til en morgenmadsbuffet med friterede fiskehoveder og muslinger. Det var lidt specielt. Man kunne også mærke, at der ikke er den store atletiktradition i Kina – der var ikke så meget stemning i hallen og ingen, der rigtig klappede i takt for længde- og trespringerne, som man ellers vant til.
Selve afviklingen var der dog ikke en finger at sætte på. Det spillede”, siger Rasmus Kjær.

Rent sportsligt stillede Danmark med to atleter i form af de to hækkeløberne, Ida Beiter Bomme og Annika Haldbo. Der var i forvejen forhåbninger om en semifinaleplads til Ida og dem indfriede hun med en tredjeplads i sit indledende heat. Semifinaleløbet gik ikke helt som ønsket, og Ida sluttede som nummer 6 i tiden 8.19.

”Ida får rejst sig lidt for tidligt op til første hæk og får dermed ikke helt opbygget den fart hun skal tage med i resten af løbet. Det var hun skuffet over, men altså hun har deltaget i sine to første internationale seniormesterskaber i løbet af de sidste 14 dage og kommet i semifinalen i dem begge. Det er der godt nok ikke mange, der har gjort,” siger Rasmus Kjær.

Annika Haldbo deltog i sit første seniormesterskab og blev nummer 7 i sit indledende heat og sluttede som en samlet nummer 29.

”Hun kom ind til stævnet som nummer 33 på ranglisten og slutter som 29, så det er en flot præstation”, lyder det fra Rasmus Kjær.

Seneste nyheder