
ETC: Gode takter af de danske kastere
Med hhv. en 6. og 7. plads stod Katrine Koch Jacobsen og Lisa Brix for de bedste danske placeringer ved weekendens European Throwing Cup.
Efter fire år på streg med dansk medalje sluttede den flotte stime i weekenden. Katrine Koch Jacobsen måtte nemlig tage til takke med en 6. plads ved European Throwing Cup i Cypern med 69.81 som det længste kast. Årets niveau i kvindernes hammerkast skulle vise sig at være tårnhøjt, og Katrines vinderlængde fra i fjor - 71.95 – havde ikke været nok til medalje i en konkurrence, der blev vundet af finske Silja Kosonen med forrygende 77.07 meter – nordisk rekord og et resultat, der ville have givet OL-guld i Paris.
”I Katrines to længste kast strejfer hammeren nettet, og det koster formentlig et par meter. Vi har kæmpet lidt med teknikken, og desværre var træningsforholdene op til konkurrencen ikke de bedste, så det gik ikke helt som ønsket, men trods alt et hæderligt resultat,” lyder det fra landstræner Carsten Bomme.
Diskoskaster Lisa Brix stod for den næstbedste danske placering med en 7. plads i A-gruppen med sæsonbedste 58.49.
Personlig rekord
Bedømt ud fra de respektive personlige rekorder hos holdets otte atleter leverede hammerkaster Rasmus Jensen det flotteste resultat med PR 65.53 meter. En længde, der rykker ham op som nr. 7 på alle tiders rangliste. Ballerup-kasteren, der i sommer opnåede sin hidtil bedste DM-placering med en sølvmedalje på 63.02, har i årets første tre konkurrencer nu allerede lagt 2.51 meter til den notering.
”Overordnet var det ganske fint, og der var gode takter i forhold til den kommende sæson. Selvfølgelig var der enkelte steder, hvor vi godt kunne have tænkt os noget mere, men nogle gange lykkes det, nogle gange ikke. I hvert fald er vi blevet mere opmærksomme på, hvad der fremadrettet skal arbejdes med,” lyder det fra landstræneren, der med flere fra truppen i næste måned rejser på en træningslejr i USA med et par indlagte stævner.
European Throwing Cup – Nicosia (CYP) d. 15.-16. marts 2025
Kvinder
Hammerkast A-gruppe
1. Silja Kosonen FIN 77.07 NORDISK REKORD
6. Katrine Koch Jacobsen DEN 69.81
Diskoskast A-gruppe
7. Lisa Brix Pedersen DEN 58.49
13. Annesofie Hartmann Nielsen DEN 54.92
Spydkast U23 B-gruppe
3. Karla Schärfe DEN 50.76
Mænd
Hammerkast B-gruppe
12. Rasmus Jensen DEN 65.53 PR
Spydkast B-gruppe
7. Jacob Binou Jensen DEN 72.09
Kuglestød U23 B-gruppe
8. Theodor Hennecke DEN 15.24
Spydkast U23
13. Sebastian Skovhauge DEN 62.49
- Alle resultater
- Marta Siljudóttirs billeder
Seneste nyheder
-
EM landevej: Danskerne kæmpede på hårde ruter
Forhåbninger var høje forud for EM i landevejsløb. Skader, sygdom og hårde ruter betød dog at resultaterne ikke blev helt som håbet, selvom der blev kæmpet bravt.
Læs mere -
Nye spydregler for drenge 16-17år
Den 1. april i år trådte nye regler i kraft for D17 spydkast. Læs mere om reglerne og hvordan de påvirker den nye sæsons konkurrencer.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden d. 15.4
Husk at kontakte Dansk Atletik og melde klubskifte, hvis du som atlet har skiftet klub, eller hvis du som klub har fået nye atleter.
Læs mere -
Fem veje til flere medlemmer
Hvordan får man flere medlemmer? Ja, kigger man på tallene for 2024 spiller både de ældre, de unge og de helt små en stor rolle. Det samme gør kreativ brug af faciliteter og stærke tilbud til de mange løbere. Her er fem veje, der har ført til flere medlemmer i udvalgte klubber i 2024.
Læs mere