Nyhed fra Dansk Atletik
Foto: Hvidovre Atletik & Motion.

Hvidovre AM's mindeord for Michael Bruun Jepsen

Hvidovre Atletik og Motions mindeord for klubbens direktør, fyrtårn og ven. Michael Bruun Jepsen bisættes fra Bagsværd Kirke, onsdag den 9. april. 

Torsdag d. 27. marts var en sorgens dag. Ved middagstid indløb meddelelsen om, at vores sportsdirektør i Hvidovre Atletik & Motion var afgået ved døden efter en ulige kamp mod konsekvenserne af de blodpropper i hjernen han blev ramt af en uge tidligere. Han havde netop rundet de 60 år mandag d. 24. marts, hvor han lå i koma på Rigshospitalet.

Det er så uvirkeligt, urimeligt og helt uoverskueligt, at Michael ikke er her længere. Han var ikke “kun” direktør i vores forening. Han var vores visionære, ambitiøse, vidende og myreflittige fyrtårn, der sammen med os “politikere” og klubbens medlemmer satte målene, som han sammen med sin stab sørgede for indfrielsen af. “Vi gør det!” sagde han altid, nogle ord som vi i klubben har gjort til vores motto. Michael var blandt meget andet også ophavsmanden til Danmarks største atletikstævne, Copenhagen Open, som afholdes hvert år i juni måned på Hvidovre Stadion. Ved sin død var han også aktiv i sit hverv som næstformand i Idrætsrådet Hvidovre, hvor han gennem mange år har arbejdet for idrætten i Hvidovre.

At Michael også formåede at være en af landets allerbedste trænere - ved siden af sin organisatoriske rolle - hører med til hans historie. Det har været fantastisk at følge hans arbejde med klubbens kastergruppe, der rummer udøvere i alle aldre og på alle niveauer: lokalt, nationalt og internationalt.
I alle disse roller bliver Michael utrolig svær - om ikke umulig - at erstatte. Men allermest kommer vi til at savne hans fine menneskelige egenskaber: nærværende, varm, engageret og altid interesseret i at lytte og samtale. Mere end 25 års kæmpe indsats i både Hvidovre AM og Dansk Atletik er det blevet til - og vi havde gerne taget mange år mere sammen med ham, hvis det havde været muligt.

Det er et kæmpe tab vi helt uventet er blevet ramt af i idrættens og atletikkens verden, men langt større er det for Michaels nærmeste familie, og ikke mindst hans to døtre, Misja og Malou, som har mistet deres dejlige far!

Michael bisættes fra Bagsværd Kirke onsdag d. 9. april kl. 14.

Hvil i fred, Michael.
Æret være dit minde

På vegne af Hvidovre Atletik & Motion
Martin Roald-Arbøl

Seneste nyheder