
Lange kast i USA lover godt
Dansk atletiks stærkeste internationale kort, Katrine Koch Jacobsen, har fået en yderst lovende start på sæsonen. Med 73.67 sidste fredag leverede hun sit næstbedste hammerkast nogensinde, mens diskoskasteren Annesofie Hartmann samme sted ad to omgange kunne forbedre sin personlige rekord.
Karrierens næst længste kast – og sæsonen er kun lige begyndt. Jo, Katrine Koch Jacobsen fik sidste fredag (11/4) sendt et særdeles stærkt formsignal fra USA med et hammerkast på 73.67 meter - bare 55 cm fra hendes knap tre år gamle danske rekord.
Trods det lange kast måtte Katrine se sig slået af Rachel Richeson (USA), som med sensationelle 78.80 fik boostet sin bedste notering med hele fire meter. Det bringer danskeren og amerikaneren ind på den aktuelle verdensrangliste som hhv. nr. 4 og 1.
Bare tre dage senere (14/4) samme sted fulgte Katrine op med 72.78, men var utroligt nok ikke bedste Sparta-atlet. Her var det nemlig træningsgruppens nye medlem, Beatrice Llano, der fik forbedret sin egen norske rekord fra 2022 til 73.08.
Med de to gode konkurrencer fik den danske rekordholder i den grad revancheret sig for en knap så god sæsonstart på Cypern for tre uger siden.
”Vi har fået arbejdet meget med ikke kun de tekniske ting, men også det mentale. Det handler specielt om indgangen til kastet, og det er begyndt at virke nu, hvilket også har givet Katrine mere tro på sig selv, gjort hende mere stabil. Men der er stadig ting, der kan blive bedre,” lyder det fra landstræner Carsten Bomme, der nu har opholdt sig to uger i Oklahoma med sin kastegruppe, hvor der denne gang kun kvinder er med på turen.
Verdensrekord & omdiskuterede vindforhold
At den valgte træningslejr – af alle steder - foregår i Oklahoma, skyldes naturligvis det årlige stævne Oklahoma Throw Series i Ramona, hvor verdens bedste diskoskastere valfarter til for at udnytte vindforholdene til at kaste langt, rigtig langt. Det var her i fjor, at mændenes verdensrekord fra 1986 omsider måtte lade livet, og dén notering blev nu igen forbedret af samme ophavsmand, ligesom at man hos kvinderne så det længste kast siden 1989.
Vore to bedste diskoskastere Lisa Brix (Sparta) og Annesofie Hartmann (Hvidovre AM) deltog i C-gruppen, og mens førstnævnte ikke rigtig fik tingene til at køre, kunne Hartmann notere sig for personlig rekord 58.49. En længde, som hun tre dage senere samme sted fik forbedret til 59.13. Altså lidt glæde midt i sorgen efter på tragisk vis at have mistet sin træner gennem alle årene, Michael Bruun Jepsen, der blev bisat i sidste uge.
”Annesofie har kastet virkelig godt under vores ophold, ikke mindst det svære forløb taget i betragtning. Det er klart, at vi skal have kigget på hendes situation, men vi tager det stille og roligt lige nu,” lyder det fra Bomme, der også har taget del i debatten om de måske for gunstige vindforhold, der gør sig gældende på prærien i april.
”Jamen, alle ved, at man har fordel af en god vind i diskoskast. Det viser resultaterne jo. Når det er sagt, så er det altså ikke entydigt let at kaste langt med gode vindforhold. Bl.a. skal man lægge diskossen anderledes end normalt, og der er også forskel på at være venstre- eller højrehåndet. Så jeg synes bestemt, det ville være synd at underkende resultaterne, som nogen har foreslået. Vi må bare erkende, at i lige netop diskoskast er det bare sådan. Rekorder bliver sat ved de små, vindbegunstigede stævner, men hvem der er bedst, det afgøres ved mesterskaberne på de store stadions.”
Kommende stævner
Skærtorsdag og fredag (resultater fra disse vil blive opdateret nederst) har diskoskasterne igen mulighed for at kaste langt ved to planlagte stævner samme sted, mens Katrine Koch Jacobsen slutter USA-opholdet af ved det traditionsrige Drake Relays (Silver Label) i Iowa d. 24. april.
For ”Årets Atlet 2024” er der stadig fem måneder til sæsonens absolutte højdepunkt – VM i Tokyo – og dermed en del internationale starter inden da. To af dem er nu bekræftet: Halplus Werfertage i Halle (24-25. maj), hvor hun vandt både i ’22 og ’23, samt Kip Keino Classic i Nairobi (Gold Label) d. 31. maj, som i 2021 dannede ramme om hendes internationale gennembrud med sejr og karrierens første kast over 70 meter.
Altså mange spændende starter i vente i en lang sæson, som på lovende vis kun lige er begyndt.
OPDATERING
18/4: Natten til Langfredag dansk tid nåede Katrine Koch Jacobsen med 73.80 endnu tættere på sin danske rekord (!), mens Lisa Brix med 60.44 i diskoskast for første gang siden d. 3/9-23 kom over 60-meter-grænsen. -resultatlink Der kastes igen i morgen...
Oklahoma Throws Series – Ramona OK (USA)
11. april
Hammerkast A-gruppe
1. Rachel Richeson USA 78.80 WL
2. Katrine Koch Jacobsen DEN-Sparta 73.67 SB
3. Beatrice Llano NOR-Sparta 70.91 SB
12. april
C-gruppe
5. Annesofie Hartmann (Hvidovre AM) 58.49 PR
8. Lisa Brix (Sparta) 54.12
14. april
Hammerkast
1. Beatrice Llano NOR-Sparta 73.08 NR
2. Katrine Koch Jacobsen Sparta 72.78
Diskoskast
Annesofie Hartmann 59.13 PR
Seneste nyheder
-
EM landevej: Danskerne kæmpede på hårde ruter
Forhåbninger var høje forud for EM i landevejsløb. Skader, sygdom og hårde ruter betød dog at resultaterne ikke blev helt som håbet, selvom der blev kæmpet bravt.
Læs mere -
Nye spydregler for drenge 16-17år
Den 1. april i år trådte nye regler i kraft for D17 spydkast. Læs mere om reglerne og hvordan de påvirker den nye sæsons konkurrencer.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden d. 15.4
Husk at kontakte Dansk Atletik og melde klubskifte, hvis du som atlet har skiftet klub, eller hvis du som klub har fået nye atleter.
Læs mere -
Fem veje til flere medlemmer
Hvordan får man flere medlemmer? Ja, kigger man på tallene for 2024 spiller både de ældre, de unge og de helt små en stor rolle. Det samme gør kreativ brug af faciliteter og stærke tilbud til de mange løbere. Her er fem veje, der har ført til flere medlemmer i udvalgte klubber i 2024.
Læs mere