
Nye spydregler for drenge 16-17år
Den 1. april i år trådte nye regler i kraft for D17 spydkast. Læs mere om reglerne og hvordan de påvirker den nye sæsons konkurrencer.
Fra den 1. april 2025 blev en ny spydmodel introduceret i D17-års aldersklassen.
Spyddets vægt forbliver uændret, men dets maksimale længde øges fra de nuværende 2400 millimeter til 2500 millimeter.
Den væsentligste ændring er dog, at spyddets tyngdepunkt er flyttet tættere på spidsen. Dette betyder, at svævekurven for det nye spyd er tættere på svævekurven for andre spyd som fx mændenes 800 grams spyd.
I det nye spyd er afstanden fra enden af metalspidsen til tyngdepunktet minimum 850 millimeter og maksimalt 990 millimeter. Tilsvarende er afstanden fra spydets bagende til tyngdepunktet minimum 1410 millimeter og maksimalt 1650 millimeter. Den nye model kan genkendes på 2025-klistermærket.
Den 31. marts valgte World Athletics at tillade lande, som er udfordret med at skaffe de nye spydmodeller, at benytte en overgangsperiode hvor både den gamle og nye version kan bruges. Overgangsperioden gælder indtil 31. oktober. For at sikre, at de danske atleter har de bedste forudsætninger i konkurrencerne både i Danmark og udlandet, har vi i Dansk Atletik valgt, at det nye spyd skal benyttes så vidt, som det er muligt. Skulle det være nødvendigt at bruge den gamle type spyd til stævner, skal dette meldes separat til resultater@dansk-atletik.dk, da resultater med den gamle model ikke kan ranglisteføres sammen med den nye model.
Indførsel af den nye model betyder også, at rekordlisterne for D16- og D17 og M U18-klasserne bliver noteret som nye rekorder. Indtil minimumresultatet (60m) for rekorden er opnået, er der tale om bedstenotering i øvelsen.
Læs mere om de nye regler her og tilmeld dig vores dommergenopfriskningskursus d. 14. maj, hvis du har du har behov for at få genopfrisket reglerne inden for atletikkens forskellige discipliner. Kurset foregår online.
Seneste nyheder
-
EM landevej: Danskerne kæmpede på hårde ruter
Forhåbninger var høje forud for EM i landevejsløb. Skader, sygdom og hårde ruter betød dog at resultaterne ikke blev helt som håbet, selvom der blev kæmpet bravt.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden d. 15.4
Husk at kontakte Dansk Atletik og melde klubskifte, hvis du som atlet har skiftet klub, eller hvis du som klub har fået nye atleter.
Læs mere -
Fem veje til flere medlemmer
Hvordan får man flere medlemmer? Ja, kigger man på tallene for 2024 spiller både de ældre, de unge og de helt små en stor rolle. Det samme gør kreativ brug af faciliteter og stærke tilbud til de mange løbere. Her er fem veje, der har ført til flere medlemmer i udvalgte klubber i 2024.
Læs mere -
Optakt til EM landevej - To stærke kvindehold og et skadesplaget herrehold
En holdplacering i top fem og tider tæt på den danske rekord. Landstræneren er fuld af forventning til de kvinder, der lørdag og søndag deltager i EM i landevejsløb i Belgien. Hos herrerne var forventningerne også store, men sene skader har svækket holdet.
Læs mere