Nyhed fra Dansk Atletik
Nanna Bové under EM i halvmaraton sidste år. Foto: Deca Text & Bild

Optakt til EM landevej - To stærke kvindehold og et skadesplaget herrehold

En holdplacering i top fem og tider tæt på den danske rekord. Landstræneren er fuld af forventning til de kvinder, der lørdag og søndag deltager i EM i landevejsløb i Belgien. Hos herrerne var forventningerne også store, men sene skader har svækket holdet.

OPDATERING: Nanna Bové er desværre blevet syg natten til fredag, og løber ikke. Det betyder at kvinderne er ude af holdkonkurrencen på halvmaraton.

Lørdag og søndag i denne weekend afvikles de europæiske mesterskaber i landevejsløb i Belgien. Europas bedste skal konkurrere om medaljer på 10 km, halvmaraton og maraton.

Det danske hold så for ganske nyligt rigtigt stærkt ud og var repræsenteret af hele fem danske rekordholdere. Desværre har tre sene afbud amputeret det danske herrehold. Først meldte Axel Vang fra efter en drilsk knæskade. Dernæst trak Jacob Simonsen sig med en skade i låret og endelig meldte også Joel Ilber fra også på grund af skader.

”Det er superærgerligt, men sådan er det, når man ligger og balancerer med høj belastning. Det ligner heldigvis ikke alvorlige skader, så jeg håber, at vi snart ser dem i aktion igen", siger landstræner Kersti Jakobsen.

Dermed er der kun tre herrer tilbage til at repræsentere Danmark, nemlig Thijs Nijhuis (Vexa HLM Runners) på maraton samt Jens Emil Sloth og Michael Johnsen (begge AGF) på halvmaraton.

”Jeg håber Thijs løber under 2.12 og så må vi se, hvad det rækker til placeringsmæssigt. Det er altid svært at vurdere ved et maraton. Jens Emil er ny i landsholdssammenhæng, og Michael har heller ikke før løbet med i denne her slags mesterskaber. Men de er i god form og de glæder sig, så, hvis forholdene er til det, tror jeg godt vi kan tillade os at håbe på personlige rekorder til de to,” siger Kersti Jakobsen.  

Stærkt kvindehold
Mens herreholdet har været ramt af uheld, ser kvindeholdet til gengæld optimalt ud. Her skal den danske rekordholder på halvmaraton, Sara Schou Kristensen (AGF), den nykårede danske mester på 10 km, Nanna Bové (Sparta) og Carolien Millenhaar (AGF) repræsentere Danmark på halvmaraton, og udover flotte personlige tider og måske en danske rekord, forventer landstræneren også en flot holdpræstation.

”Det er et stærkt og homogent hold. Og de har alle udviklet sig det seneste år. Jeg forventer, at de løber klart bedre end de gjorde under EM sidste år. Kigger man på de tider, de har løbet denne sæson, er de alle tre blandt de 20 hurtigste på startstregen, så jeg synes godt vi kan tillade os at have ambitioner i holdkonkurrencen – måske en top 5”.

På 10km ser kvindeholdet også lovende ud. Det udgøres af Juliane Hvid (Sparta), Alberte Kjær, og Anna Emilie Møller (begge AGF), der over de sidste måneder har gjort et stærkt comeback og med flotte løb til Craft løbecup afdeling 4 og DM10 er tilbage på landsholdet.

”Det er et stærkt hold. Alle tre løbere er på en opadgående kurve. Juliane er ny på distancen og har helt sikkert kapacitet til mere end den fine tid, hun løb til DM (33.07). Anna er også på vej tilbage og har lagt på siden DM, og Alberte var syg op til DM, så hun kan også mere end hun viste her,” siger Kersti Jakobsen, der samtidigt pointerer, at løbet i Belgien er et skridt på vejen mod endnu bedre præstationer når VM i landevejsløb skal afholdes i København i 2026.

De danske atleter skal i aktion lørdag d. 12.4, hvor halvmaraton løbes kl. 9.50 og søndag d. 13.4, hvor  10 km og maraton løbes fra kl. 9.20.

Alle løbene kan streames fra eventets hjemmeside:

Om EM i landevejsløb

  • European Running Championships afholdes I Leuven og Bruxelles, Belgien i perioden 12.-13. april 2025.
  • Der konkurreres på distancerne 10 km, halvmaraton (21,1 km) og maraton (42,2 km).
  • Den 12. april løbes halvmaraton med start og mål i Leuven. 13. april løbes maraton og 10 km. 10 km har start og mål Leuven, mens maraton løbes som en A-B rute med start i Bruxelles og mål i Leuven.
  • Der uddeles individuelle medaljer for mænd og kvinder på de tre distancer. Derudover uddeles der holdmedaljer på hver af de tre distancer baseret på de tre hurtigste tider for henholdsvis mænd og kvinder.   
  • Alle løb er åbne løb, hvilket betyder, at både elite og motionister kan deltage.



Seneste nyheder