Nyhed fra Dansk Atletik

Ansættelse: Dansk Atletik ansætter ny sportschef

Dansk Atletik har ansat Jackie Newton som ny sportschef pr. 1. juli 2025. Jackie Newton kommer med international ledelseserfaring fra elitesport og har blandt andet haft topstillinger i det britiske og det irske atletikforbund.

Det er en erfaren og kompetent leder, der den 1.juli indtræder i stillingen som sportschef hos Dansk Atletik. Jackie Newton har været involveret i atletikken fra barnsben og har siden 2009 arbejdet med eliteidræt først som træner, senere som chef for træner- og atletudvikling hos Athletics Northern Ireland og chef for trænerudvikling hos British Athletics. Hun kommer til forbundet med en dyb indsigt i sporten, en solid international erfaring og spændende visioner for, hvordan dansk atletik kan udvikle sig.



”Vi er meget glade for ansættelsen af Jackie, og det var da også et enigt ansættelsesudvalg beståede af repræsentanter fra Dansk Atletiks bestyrelse, Team Danmark og et eksternt bureau, der står stod bag valget af hende.
Jackie besidder præcis den kombination af erfaring og kompetencer, vi efterspørger i stillingen som sportschef. Hun er en stærk leder, der kan arbejde både strategisk og organisatorisk, men hun har også masser af konkret disciplinfaglig erfaring og viden, som hun kan bruge i det nære samarbejde med atleter og trænere.
Dertil kommer hun med en stærk evne til at opbygge relationer og facilitere solide teams”, siger direktør i Dansk Atletik Klaus Nørby Jakobsen.

Jackie Newton glæder sig især til komme tæt på team, klubber og atleter i dansk atletik:

"Jeg har allerede mødt en del mennesker omkring dansk atletik, og de besidder alle en dejlig positiv energi. Jeg glæder mig til at lære alle endnu bedre at kende, og til at vi sammen med atleter, trænere og klubber kan forme den fælles retning, der i sidste ende får os gennem den næste olympiske cyklus og skabe succes for endnu flere atleter og trænere”, siger Jackie Newton.

Stillingen som sportschef er en udvidelse af den tidligere stilling som elitechef og udtryk for en ændring i organisationen i det sportslige set up i Dansk Atletik. Jackie Newtons får ansvaret for topeliten og for - i samarbejde med Team Danmark – at opstille målsætninger frem mod OL 2028 og 2032. Derudover skal hun udstikke retningslinjerne for det vigtige talentarbejde og sætte rammerne for udviklingen af dygtige trænere og således sikre en fremadrettet stærk fødekæde til internationalt eliteniveau i Dansk Atletik.

”Sportslig succes skal vokse nedefra. Derfor er det afgørende, at vi får skabt en sammenhængende struktur, der er funderet i trænerrækkerne, og som kan løfte, udvikle og fastholde talenterne. Det tror vi Jackie med sin kombination af træner- og ledelseserfaring er den helt rigtige til at gøre”, siger Klaus Nørby Jakobsen. 

Jackie Newton overtager ansvaret fra konstitueret sportschef Lars Nielsen. Lars Nielsen fortsætter i sin hidtidige stilling som disciplinansvarlig for spring.

Om Jackie Newton

  • Har en Mastergrad i Exercise and Sport fra – MMU.
  • Har bestredet adskillige ledende stillinger inden for britisk og irsk idræt, herunder leder af High-Performance Coaching Programme ved Sport Ireland Institute, chef for trænerudvikling hos British Athletics og chef for træner- og atletudvikling hos Athletics Northern Ireland.
  • Bringer omfattende trænererfaring med sig og har fungeret som landstræner for British Athletics fra 2009 og frem til i dag.
  • Som atlet har hun repræsenteret Storbritannien og Wales og har vundet både Belfast Marathon og Manchester Marathon.

Seneste nyheder