Nyhed fra Dansk Atletik
Hækkeløberen Mette Graversgaard åbnede udendørssæsonen på fornem vis med en sejr ved et stort stævne i Belgien. Foto: DECA Text&Bild

Mette Graversgaard vinder i Belgien i stor dansk atletikweekend

Adskillige danske atleter åbnede udendørssæsonen i udlandet i weekenden, og det gjorde de med manér. Det blev til flotte sejre og topplaceringer både på løbebanen og i kasteburet.


Det store belgiske stævne IFAM havde lokket ca. 40 danske atleter til start og her formåede den danske sprinter, Mette Graversgård (Aarhus 1900) i den grad at gøre opmærksom på sig selv. Det gjorde hun med en sejr på 100 meter hæk i den flotte tid 13.08.
Ida Beiter Bomme (Sparta) åbnede også sæsonen ved stævnet og efter at have løbet tredje hurtigst i indledende (13.15) kiksede det i finalen, hvor det blev til en ottendeplads.

De to hækkeløbere var ikke de eneste med fart på ved stævnet, også Simon Hansen (Aarhus 1900) åbnende sæsonen flot med en fjerdeplads og tiden 10.30 på en regnvåd 100 meter, mens Benjamin Lobo (Sparta) viste, at formen går den rigtige vej, da han løb 33.37 på 300 meter – en forbedring på fire tiendedele sammenlignet med comebacket i tirsdags. Gustav Lundholm (Sparta) løb 46.18 i sit første udendørs 400-meter-løb i år.

Veteranen Nick Rostgaard fra Køge Atletik løb et fint 800 meter løb med 1:50.81, mens Juliane Hvid åbnedesæsonen på 3.000 meter forhindring med 9:44.27 og Nana Bove (begge Sparta) klemte sig under 16 minutter på 5.000 meter med 15:56.85.
Se de mange danske resultater her.

Uldbjerg vinder på 1.500 meter
Dansk sejr blev det også til i Holland, hvor Kristian Uldbjerg Hansen (AGF) til Next Generation stævnet på herrernes 1.500 meter stød brystet ind foran slovenske Zan Rudolf og vandt i sæsonens første løb i 3:39.15.
Også de unge atleter stemplede flot ind ved stævnet, hvor  det blev til sejre til bl.a. William Thøgersen (Sparta) på 1.500 meter og Hannah Odgaard Jakobsen (Lemvig Løbeklub) på 5.000 meter. Og så åbnende trespringeren Janne Nielsen (Aarhus 1900) flot med en andenplads og et spring på 13,70 meter ved et stævne i Frankrig. Det er hendes bedste sæsonåbning nogensinde, og det lover godt for resten af året.
Se resultaterne fra Holland her og fra Frankrig her

Lange kast i Tyskland
Mens de danske løbere gav den gas i Holland og Belgien var kasterne taget til Tyskland. Her fortsatte Katrine Koch Jacobsen sin flotte og meget stabile start på sæsonen og tog andenpladsen ved Hallesche Werftag ved at slynge hammeren ud på 73,28 meter, mens de unge atleter Sarah Ettrup Larsen, William Kuhn og Viola Hansgaard tog bronze i henholdsvis hammer, diskos og spyd.
Diskoskasteren Lisa Brix leverede også en flot serie i Zegreb med fire ud af fem kast over 58 meter. Det længste blev på 58.68 meter, hvilket rakte til en 6. plads.



Seneste nyheder