Janne Nielsen sejrer på Tenerife i dansk rekord 14.13 – Katrine Koch booker VM-billet i Kenya
Lørdagen bød på to danske præstationer i verdensklasse: I Nairobi kastede Katrine Koch Jacobsen med 74.21 over det direkte VM-krav, mens Janne Nielsen på Tenerife ikke bare sejrede i trespring, men for første gang kom over drømmegrænsen 14 meter.
Et hop ind i verdenseliten. Det var bogstaveligt talt, hvad trespringer Janne Nielsen præsterede lørdag aften på ferieøen Tenerife. Med 14.13 meter i anden runde forbedrede hun ikke bare sin fem år gamle danske rekord med 14 cm, men snuppede også sejren ved Silver Label-stævnet. Med den nye rekordlængde rykker den 32-årige Aarhus 1900-atlet op som en delt nr. 4 på årets europarangliste og ligner pludselig en seriøs kandidat til VM i Tokyo.
Jannes rekordspring fra Tenerife. Foto: Sam Shutter
se rekordspringet HER
Præstationen kommer som en stor overraskelse for de fleste. Siden rekordspringet for fem år siden fulgte et længere træningsophold i Frankrig under den tidligere verdensrekordholder Teddy Tamgho. Det bød dog ikke på den håbede fremgang. I 2022 vendte tilbage til sin gamle succestræner i Aarhus, Lars Nielsen, og dét har nu givet pote.
”Opholdet i Frankrig blev bare ikke, som det skulle være. Nu er Janne kommet på fode igen og er mentalt stærkere end nogensinde. Jeg er dog alligevel overrasket over, at hun springer så langt i dag,” lyder det fra Lars Nielsen, der håber på, at dagens sejr - og med lidt nordisk hjælp - kan åbne døren op til de kommende Diamond League-stævner i Oslo (12/6) og Stockholm (15/6).
Nok lyder det direkte VM-krav på 14.55 meter, men yderligere tre gode præstationer ved stævner på højt niveau foruden DM kan i sidste ende give hende en kvoteplads, vurderer Lars Nielsen. Og der er god tid. Deadline for kvalifikation er først den 25. august.
De seneste rekordforbedringer
14.13 Janne Nielsen (Aarhus 1900) – Santa Cruz de Tenerife (ESP) 31-05-25
13.99 Janne Nielsen (Aarhus 1900) – Albi (FRA) 13-09-20
13.84 Dorthe Jensen (Aarhus 1900) – Catania (ITA) 29-08-97
13.73 Renata P. Nielsen (Aarhus 1900) – Østerbro (DEN) 25-07-93
Katrine Koch Jacobsen booker VM-billet
Selvom der næppe herskede tvivl om Katrine Koch Jacobsens kommende VM-deltagelse, sikrede hammerkasteren den sig endegyldigt ved lørdagens Gold Label-stævne i Nairobi efter et superkast i anden runde på 74.21. Det er bare én cm fra hendes tre år gamle danske rekord, men over det direkte VM-krav på 74.00 meter.
Det fornemme kast blev kun overgået af Canadas olympiske mester, Camryn Rogers, der vandt med 77.93. Til gengæld kunne Katrine tage en stor skalp med fra Afrika ved at slå USA’s VM-sølvvinder, Janee Kassanavoid, med fire cm. Samtidig rykker hun op som nr. 9 på den aktuelle verdensrangliste. Allerede tirsdag kaster Katrine igen ved Trond Mohn Games i Bergen.
I Dresden
To andre danske VM-kandidater, Gustav Lundholm Nielsen & Annemarie Nissen var søndag i aktion ved et stærkt besat stævne i Dresden på hhv. 400 og 800 meter. Begge viste her gryende storform med en 5. og 6. plads i 45,98 sekunder og 2:01,74 min. - hhv. 0,57 og 1,64 sek. fra deres respektive danske rekorder. - resultatlink
Resultater
Meeting Canarias Invitational (Silver) – Santa Cruz de Tenerife (ESP)
Trespring K
1. Janne Nielsen DEN-Aarhus 1900 14.13 meter DANSK REKORD
(13.40 – 14.13 (+0,1) – 13.49 – X – X – X)
2. Linda Suchá, Tjekkiet 13.86
Resultatlink
Kip Keino Classic (Gold) – Nairobi (KEN)
Hammerkast K
1. Camryn Rogers, Canada 77.93 meter
2. Katrine Koch Jacobsen, DEN-Sparta 74.21
(X – 74.21 – X – 71.46 – X -72.79)
3. Janee Kassanavoid, USA 74.17
Resultatlink
Seneste nyheder
-
Søg nu: År 2 af Performance Pathway programmerne
Efter et meget succesfuldt første år med programmerne Futures, Performance Potential og Team Denmark, opfordrer Dansk Atletik nu deltagerne i programmerne til at ansøge igen for 2026-2027 sammen med alle andre atleter, der er interesserede i at komme ind i programmerne og modtage støtte.
Læs mere -
CPH Half 2027: DAFs klubber springer lotteriet over
I samarbejde med Sparta Atletik & Løb er vi rigtig glade for igen at kunne tilbyde vores medlemsklubber adgang til startnumre uden om lotteriet.
Læs mere -
Stærke danske præstationer ved storslået masters VM
VM-masters bød på danske rekorder, masser af medaljer og store oplevelser for de 12 atleter, der havde taget den lange tur østover til Daegu, Sydkorea.
Læs mere -
Årsmøde og kåringer 2026
Dansk Atletik afholder ordinært årsmøde lørdag den 7. november kl. 10.00 i Odense. I den forbindelse minder vi om tidsfrister for forslag, kandidatur, tilmelding m.m. Vi indkalder samtidig kandidater til kåring som Årets Klub og Årets Ildsjæl 2026.
Læs mere