Stærke præstationer til årets største løbefest
Royal Run stjal opmærksomheden i den forgange weekend. Flere eliteløbere gjorde fin figur rundt om i landet, mens Janne Nielsen og Katrine Koch fortsatte det høje niveau på de udenlandske stadions.
Den forgangne (forlængede) weekend stod i den grad i Royal Runs tegn, og begivenheden blev da også præcis den folkefest, alle havde håbet på.
Udover de knap 100.000 motionsløbere, der stillede op på tværs af de fem værtsbyer, havde en pæn del af den danske løbeelite også meldt sig på banen og viste sig flot frem på det, der vel må være den største folkelige løbescene.
Mest opmærksomhed var der på elitemilen i København, hvor de bedste mænd og kvinder i både senior- og juniorrækkerne var inviteret.
Løbet blev afviklet som en jagtstart, hvor juniorkvinderne startede først, efterfulgt af seniorkvinder, juniormænd og til sidst seniormænd. Afstanden mellem dem var nøje udregnet efter klassernes årsbedste, så alle havde en fair chance for at komme først i mål.
Den ære tilfaldt Aline Bruun fra Frederiksberg AM fra juniorkvindefeltet, der kom i mål efter 5:07,23. Lige efter hende kom hurtigste juniorherre, William Thøgersen fra Sparta i tiden 4:27,33 efterfulgt af den samlede vinder, forhåndsfavoritten Kristian Uldbjerg Hansen (AGF), der løb i 4:11,97.
Mest spænding var der om sejren hos seniorkvinderne, hvor Juliane Hvid med tiden 4:55,02 lige præcis fik klemt sig ind foran Anne Helwig (begge Sparta), mens Alberte Kjær (AGF) og Nanne Bové (AGF) begge var godt et sekund efter.
Løbet samt reaktioner fra løberne kan ses her, mens resultaterne findes her.
Spurtopgør i Viborg
Der blev også løbet stærkt i Viborg, hvor landsholdsløberne Thijs Nijhuis ( Houlkær Løb & Motion/VEXA) og Jens Emil Sloth (Bjerringbro Atletik og Motion) kæmpede om sejren på 10 km. Nijhuis trak det længste strå, men begge fik noteret pæne 30:44 på en rute, der efter sigende bød på 100 højdemeter.
Det var fire sekunder langsommere end Christian Okkels, der kom først på distancen i København, hvor Silvia Kiberenge hos kvinderne var klart hurtigst i ny personlig rekord med flotte 32:08.
Se alle resultater fra Royal Run her.
Det var imidertid ikke kun på landevejen, der blev løbet stærkt. Således åbnede Sofia Thøgersen (Sparta) udesæsonen på 1.500 meter i tiden 4:11,69 i Jessheim i Norge, mens Mia Mørck (Sparta) løb 4:23,75 ved samme lejlighed. William Thøgersen gav også forvarsler på sin stærke Royal Run-præstation, da han var godt et sekund fra PR i tiden 3.54,38 på de 1.500-meter.
Endnu en sejr til Janne Nielsen
Med sin sejr og danske rekord i sidste weekend er den danske trespringer Janne Nielsen ude at jagte ranglistepoint frem mod VM senere i år. Og den jagt gik godt, for lørdag vandt hun - med et spring på 13,83 meter - det stævne i Frankrig, som hun deltog i. I den kommende weekend håber hun at få en plads til Diamond League-stævnet i Bislett, hvor der er mulighed for endnu flere point.
Også Katrine Koch fortsatte sin gode start på sæsonen med et kast på 72,84 og en andenplads ved det klassiske kastestævne i Kladno, der blev afholdt i går tirsdag.
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere