Nyhed fra Dansk Atletik
I U17-drengenes 800meter tog favoritten William Thøgersen fronten, men måtte til sidst se sig overspurtet af Magnus Kofoed og Sebastian Grønkjær (i grønt) i et af weekends sportslige højdepunkter. Foto: Erik Kold

DMU: Solen skinnede over dansk atletiks ungdom

Hele 41 klubber kom hjem med en eller flere medaljer, da DMU i weekenden blev afholdt på et solbeskinnet Tårnby Stadion, hvor både fremmøde og resultater vidnede om god bredde og flot niveau i dansk ungdomsatletik. 

Vejrguderne tilsmilede i den grad arrangørerne og atleterne ved DMU, der i weekenden blev afviklet af Amager Atletik. 22 grader, sol og ganske lidt vind gjorde sit til at Tårnbys træomkransede stadion kunne blive en fest for de unge atleter. Og de tog i den grad imod invitationen, og leverede stærke indsatser i de fire aldersgrupper, der dystede om medaljer lørdag og søndag.

46 klubber havde meldt deres ankomst. Flest deltagere kom Danmarks største atletikklub Sparta med, men derudover viste adskillige klubber som fx Aalborg, Skive og Aarhus 1900 flot fremmøde. 
Fremmødet var knap så stort for Sæby Idrætsklub. Det bestod faktisk kun af én atlet, 16-årige Willas Harrig Mogensbæk. Han fik til gengæld noget ud af weekenden, for han deltog i hele syv discipliner og tog rent faktisk medalje i de tre. 
I det hele taget var mesterskaberne et udtryk for den fine bredde, der er i dansk ungdoms-atletik, og for det gode arbejde, der laves med ungdomsatleterne ude i de lokale klubber. Hele 41 klubber kunne således drage hjem med en medalje, da mesterskabet søndag eftermiddag fandt sin afslutning.

Første guld til Ganløse
En af dem var Ganløse Tri og Motion, der tog hvad der ser ud til at være klubbens første DMU-guld, da 15-årige Torbjørn Borch overspurtede KIFs Samuel Orta-Ekblad og Viktor Friduson (SAK77) i drengenes 800 meter efter et meget tæt og spændende opgør.

Den mest populære disciplin var som altid 100-meteren. Her var hele 127 atleter fra 46 klubber tilmeldt, og blandt de yngste gjorde især Esbjerg sig bemærket - både med antallet af sprintere og med niveauet hos dem. Således vandt den unge sprinter Noam Gilbjerg både 100 og 200 meter hos de 14-15årige, og det gjorde han i tider, der var meget tæt på de fænomenale ungdomsrekorder Kristoffer Hari satte for 12-13 år siden. Noam løb således 10,97 på 100 meter – syv hundredele fra ungdomsrekorden og 22,56 – to tiendele fra ungdomsrekorden på 200 meteren. 
Også Esbjergs Karoline Jessen løb rigtig stærkt på de to korte sprinter, som hun vandt, ligesom hun med en hurtig sidste tur cementerede Esbjergs sejr på pigernes 4 x 100 meter. Esbjerg vandt såmænd også drengenes 4 x 100 meter og satte sig således tungt på sprintdisciplinerne blandt de yngste. 

Blandt de lidt ældre viste Spartas piger sig flot frem. Amaya Kruse vandt 100-meteren for de 19-årige i 11,67 sekunder - en hundrededel fra sin egen ungdomsrekord, og de 16-17-årige satte en ny dansk ungdomsrekord i 4 x 100 meter. Et hold bestående af Esther Falck, Alice Peters, Alma Ravn og Isabella Zenberg Jensen tilbagelagde den fulde omgang i 48,19 – næsten et sekund hurtigere end den gamle rekord fra 1997. 

Frederiksbergs Villads Fredssted, som vi primært kender som 400-meter-løber, viste, at der også er godt med eksplosivitet i benene, da han vandt 200-meteren (D18-19) og blev toer på 100 meter (D18-19) i ny PR 10,86 – kun slået af Odenses Benjamin Gum, der løb 10,80 og også satte ny PR. 

I det hele taget blev der – til trods for modvind i de fleste heat - sat et hav af personlige rekorder på de korte distancer, hvilket vidner om det brede og høje niveau, der er i dansk sprint i øjeblikket og som er grundlaget for den stafetsatsning Dansk Atletik tidligere år iværksatte.

Udover de mange spændende heats på sprintdistancerne, stod Vikings Anne Juul for et af dagens højdepunkter, da hun i diskoskonkurrencen kastede 55,10 m – hendes næstlængste kast nogensinde – og tog en meget suveræn sejr.
En anden kaster, der gjorde opmærksom på sig selv, var Amagers William Bjerre, der vandt både spyd, diskos, kugle og hammer blandt de 14-15årige drenge. 

Neglebiddende 800-meter-opgør
Et af de løb der var imødeset med spænding, var drengenes 800-meter i aldersklassen 16-17 år. Her tørnede tre af Danmarks største løbetalenter sammen i form af Vejles Sebastian Grønkjær og de to Spartaløbere William Thøgersen og Magnus Kofoed. William, der kom med en sølvmedalje og en flot PR (1:52:00) fra senior-DM, lagde sig i front fra start og prøvede at gøre løbet hårdt. Det så længe ud til at lykkes, men i sidste ende måtte han se sig overspurtet både af klubkammeraten, Mangus, der krydsede stregen først i ny flot PR (1:53,05) og af Sebastian, der tog sølvet – ligeledes i ny PR. William fik dog revanche på 1500 meteren, som han vandt, mens Sebastian tog en sikker sejr på 5000 meter.

Der var også fint gang i springkonkurrencerne, og selvom tilskuerne nok gerne havde set lidt flere deltagere her, blev de forkælet med en tæt og spændende duel i de yngste drenges højdespring. Her tvang Anker Aamand (Sparta) og Euan Loubser fra Trongården hinanden til hele tiden at flytte overlæggeren. Det endte med en sejr til Anker, der klarede 1,85 meter og satte ny stor PR, mens Euan tog sølvet i 1,82 meter – også ny PR. 
I længdespring vandt Spartas Anyel Weiss i aldersklassen 18-19 år med et flot spring på 7,32 meter, mens 17-årige Jonas Østergaard Stilling fra Skive med 6,92 meter kom meget tæt på de syv meter. 
Højdespringer Pelle Hulkvist fra Hvidovre klarede i aldersklasse 18-19 år 2 meter, da han med 2,01 slog Randers Frejas Jonathan Sass Møller, der sprang 1,98 meter. Sidstnævnte tog med flotte 14,70 meter i trespring i øvrigt en sikker sejr i den disciplin. 

Og det er bare nogle af de flotte resultater og præstationer, der blev leveret over de to solbeskinnede dage i Tårnby, hvor der blev sat et hav af personlige rekorder og kæmpet både for sig selv og for holdet.
   
Alle resultater fra DMU kan findes på Roster
Erik Kold fra Frederiksberg var meget flittig med kameraet begge dage.
Eriks billeder fra lørdag
Eriks billeder fra søndag

Seneste nyheder