Ida Bomme klar til VM
Aarhus Sprint ’n’ Jump leverede endnu en gang atletik på topniveau. Set fra et dansk synspunkt blev højdepunktet kvindernes 60 meter hæk, hvor Ida Beiter Bomme åbnede sæsonen med en sejr og en direkte kvalifikation til VM-inde.
Opdateret med citat fra Ida Beiter Bomme
7,99. Der stoppede uret, da Ida Beiter Bomme som den første krydsede stregen i sit indledende heat i kvindernes 60 meter hæk. Tiden var ikke alene den hurtigste tid i Europa i år, den udløste også en direkte billet til VM i Polen i marts og var bare 1/100 del fra den danske sprinters personlige rekord.
I finalen holdt hun niveauet og vandt ganske sikkert i 8,01.
"Det betyder meget, at starte sæsonen på den måde. Nu kan jeg sænke skuldrene og nyde det det næste stykke tid
I indledende føler jeg, at jeg får en god start, men jeg kunne måske godt have været lidt mere agressiv over hækkene. I finalen får jeg en lidt underligt start frem til første hæk, men får løbet mig godt op. Så jeg føler klart der er mere at komme efter, hvis jeg får sat det perfekte løb sammen.
Det er dejligt, at kunne fokusere på VM nu. Målet her bliver at løbe nogle gode tider, og nå semifinalen ligesom sidst, og så avancere nogle placeringer i forhold til sidste år."
Ida Bommes præstation udgjorde i et dansk perspektiv højdepunktet på en tætpakket aften. I herrernes hæk var et stærkt internationalt felt til start. Hurtigst af alle var cubanske Kendry Menédez, mens Spartas Andreas Christoffersen åbnede sæsonen med 8.06, hvilket ikke var nok til en finaleplads.
Unge danske sprintere viste sig flot frem
I kvindernes 60-meter var der i forvejen lagt op til et spændende opgør blandt vores bedste sprinttalenter, og det var præcis, hvad vi fik. I indledede byggede Spartas Alma Ravn videre på sidste weekends fine åbning og leverede med 7,43 sin tredjebedste tid nogensinde. Det rakte til en A-finale, hvor det blev til en femteplads i et løb, der blev vundet af portugisiske Aralis Martinez i 7,27.
I B-finalen viste flere danskere sig også frem. Amaya Kruse vandt i 7,52 – ny PR, mens Frederikke Lundberg (KIF) blev toer og Odenses nye spændende navn Nicoline Serup, der startede til atletik sidste år, blev femmer i flotte 7,61.
Hos herrerne savnede vi vores største danske stjerner, men fik stedet fornøjelsen af den brittiske veteran Andrew Robertson, der vandt i 6,59. Eneste semidanske indslag i A-finalen var KIFs unge sydafrikaner Matthew Mattioli, der forbedrede den PR han havde sat i indledende til 6,77. PR var der også til Roars Andreas C. Christoffersen, der fik klemt sig ned på 6,90 sekunder.
Stærke springere
På papiret var niveauet højest i kvindernes trespring med hele fem kvinder, der havde sprunget over 14 meter. Herunder den mangedobbelte verdensmester i længde Ivana Španović og den danske rekordholder (14,13 meter) Janne Nielsen.
I praksis manglede de fleste af de mange stjerner lidt på dagen. Janne sluttede firer lige bag Španović, mens svenske Emilia Sjöstrand med 13,63 meter lidt overraskende sprang længst af alle.
Ligeledes svenske Khaddi Sagnia manglede til gengæld ikke noget. I kvindernes længdespring leverede hun med 6,58 sit længste spring nogensinde og det længste i Aarhus atletikarena. Bedste dansker blev Ida Boe Rasmussen (Greve).
Favoritsejr blev det også til i herrernes længde, hvor svenske Tobias Montler gentog bedriften fra sidste år og vandt i 7,97. Andreas Trajkovski (Hvidovre) åbnede sæsonen fint med 7,38, hvilket rakte til en andenplads.
Se samtlige resultater på Roster
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere