"Målet er en konstant udvikling af atleterne"
Interview: Dansk Atletiks nye udtagelsesoversigt for årene 2026-2032 er klar. Her fortæller sportschef Jackie Newton om baggrunden for oversigten, hvordan den adskiller sig fra tidligere og hvad det betyder for atleter og trænere.
Dansk Atletik har offentliggjort en såkaldt udtagelsesoversigt for 2026–2032. Den forklarer konkurrenceforløbet, udtagelsesfilosofien og formålet bag hvert mesterskab. Mange af udtagelsespolitikkerne for konkurrencerne i 2026 er allerede tilgængelige, og flere vil følge snarest.
Oversigten indeholder vigtig information om blandt andet målsætninger, antal atleter der udtages, udtagelseskriterier samt udtagelsesprocesser.
Dansk Atletiks Sportschef Jackie Newton forklarer her baggrunden for udtagelsesoversigten og svarer på spørgsmål til den:
Hvad er formålet med denne nye udtagelsesoversigt?
Det er at sikre både fælles og individuel udvikling, så atleterne bevæger sig fremad gennem et mesterskabsforløb og for hvert trin opbygger erfaring, indtil de opnår semifinaler og finaleplaceringer ved de helt store mesterskaber. Det bliver selvfølgelig ikke en direkte vej, der vil bump og tilbageslag undervejs, men overordnet, så skal vi se, at en atlet bygger på for hver gang de bliver udtaget.
Hvordan flugter udtagelsesoversigten med Team Danmarks målsætninger for Dansk Atletik?
Ved VM i Tokyo i år opnåede vi vores målsætning om en top 8-placering, og det er vi blevet anerkendt for. For at tage det næste skridt har vi set på, hvordan vi kan bygge videre på den præstation, men også på hvordan vi lukker det hul, der er ned til det næste niveau. Ved VM formåede vi ikke at opnå andre semi- eller finaleplaceringer, og det ønsker vi at ændre på ved at fokusere vores ressourcer der, hvor vi ser et potentiale.
Udtagelsesrammen tydeliggør, hvilken prioritet de enkelte konkurrencer har, og om vi ser dem som stævner, hvor vi udtager atleter med potentiale til at opfylde vores målsætninger, eller som konkurrencer, hvor atleter i en positiv udvikling kan opnå erfaring, så de på sigt – måske inden for to eller fire år – når et niveau, der gør dem i stand til at opnå de mål om finale- og semifinalepladser, vi har sat i samarbejde med Team Danmark.
Som noget nyt har Dansk Atletik indført vores egen kvalifikationskrav til mesterskaber. Kan du fortælle lidt om dem?
Som atleter og trænere vil bemærke, har vi indført vores egne udtagelsesstandarder eller -krav, som træder i kraft, efter kvalifikationsperioden lukker ved de store seniormesterskaber.
For lige at forklare, hvordan man kan kvalificere sig til internationale mesterskaber: Atleter kan kvalificere sig til mesterskaber ved at klare det direkte kvalifikationskrav som er fastsat af World Athletics eller European Athletics, eller de kan kvalificere sig via deres placering på ranglisten. World Athletics og European Athletics sigter mod, at cirka 50 pct. kvalificerer sig direkte og 50 pct. via ranglisten. Når kvalifikationsperioden er overstået, indsender hvert land en liste med deres “next to qualify”-atleter. Disse kan få en plads til mesterskabet, hvis nogle af de atleter der er kvalificeret direkte eller via ranking takker nej til deres plads. Det nye er, at vi kun vil indstille atleter som “next to qualify”, hvis de har opnået vores nye udtagelsesstandard, eller hvis de vurderes som udviklingsatleter - det vil sige atleter, der er to til fire år fra peak-alderen i deres disciplin – eller, hvis de skal deltage i deres første seniormesterskab på det pågældende niveau. Det vil sige, at hvis du som atlet kvalificere dig til fx EM for første gang i din karriere, så bliver du udtaget selvom du ikke har opnået vores udtagelsesstandard og selvom du er ikke udviklingsatlet, men har du allerede deltaget ved et EM, bliver du kun indstillet som ”next to qualify, hvis du er udviklingsatlet eller hvis du lever op til vores udtagelsesstandard.
Kan du fortælle lidt mere om vores udtagelsesstandarder?
Ja. Dansk Atletiks udtagelsesstandarder vil selvfølgelig være lettere end det direkte krav, og de vil blive beregnet ud fra, hvad der kræves for at opnå vores målsætninger for det pågældende mesterskab. Konkret betyder for, at vores udtagelsesstandard til fx EM i Birmingham svarer til at være i top-30 på den europæiske rangliste, hvor ranglisten er opgjort med højt tre udøvere pr. nation. Det skal ses i lyset af, at vores målsætning er at opnå én medalje og tre top otte-placeringer samt at maksimere antallet af top 24-placeringer.
Hvor mange gange skal atleterne opnå standarden?
Vi kræver kun, at den opnås én gang. Vi har drøftet, om vi skulle kræve to eller tre opnåelser i løbet af sæsonen for dermed at vise stabilitet, men har foreløbig valgt kun at kræve én.
Er det normal praksis, at nationer fastsætter deres egne udtagelsesstandarder?
Ja, mange gør det, og det er typisk nationer med mere modne udviklingssystemer, som er fokuserede på, at atleterne ved mesterskaberne skal forbedre deres tidligere præstationer. Formålet med udtagelsesstandarderne er at sikre, at når atleter først har debuteret, så skal de næste gange – og gangene derefter – vise fremgang. Vi tager ikke atleter med, som ikke udvikler sig. I sidste ende har vi sammen med Team Danmark fastsat klare målsætninger om medalje i Birmingham og top 8-placeringer, og vi er nødt til at fokusere vores ressourcer på de atleter, der kan opnå dette.
Læs hele Dansk Atletiks nye udtagelsesoversigt.
Seneste nyheder
-
Danmarks bedste løbere jagter hurtige tider på landevejen
Atletik i ugen: Tre danske rekordholdere tørner ud i denne weekend, der byder på spændende og lynhurtige landevejsløb i Barcelona og Monaco. Derudover fortsætter indesæsonen med sprint, spring og kast. Få overblikket her.
Læs mere -
Fem grunde til at styrke klubbens trænerteam
En investering i træneren er en investering i klubben og i klubbens atleter. Dansk Atletik tilbyder en række trænerkurser til både nye og erfarne trænere. Vinterens og forårets kurser er nu klar og giver inspiration og konkrete færdigheder, der kan bruges allerede i den næste træning
Læs mere -
Hjortens Legat uddelt for 2026
Legatudvalget har færdigbehandlet ansøgningerne til dette års uddeling af Hjortens Legat og har i år kunne imødekomme alle ansøgere helt eller delvist.
Læs mere -
Ny PR til Bomme og hurtige løb i Malmø
Opsamling; Ida Bomme stjal igen opmærksomheden, da hun løb ny PR på 60 meter hæk i en weekend, hvor der også blevet løbet stærkt på 200 og 400 meter og leveret fine resultater i de lange løb.
Læs mere