Nyhed fra Dansk Atletik
Se med på søndag på DR, når et fælles Dansk/Islandsk hold traditionen tro tager kampen op mod stormagterne fra Sverige, Norge og Finland. Foto: Marta Siljudottir

Optakt Nordenkampen. Danske stjerner i nordisk opgør

Tænd TV-et på søndag, hvor DR viser Nordenkampen. Mesterskabet er både en landskamp og individuelt nordisk indendørsmesterskab, og mens landstræneren skruer lidt ned for forventninger til holdet, er der mange muligheder for individuelle succes og tætte opgør. 

Søndag skydes Nordenkampen i gang i den svenske by Karlstad. Her er et kombineret dansk og islandsk landshold oppe mod atletikstormagterne Sverige, Norge og Finland, og selvom både de danske herrer og damer tidligere har snuppet en andenplads ved mesterskabet (2015 og 2016 henholdsvis) er forventningerne, at alt andet end en fjerdeplads, vil være en kæmpe succes.

”Vi er som altid udfordret på bredden i vores elite. Der kan vi ikke rigtig hamle op med de andre store atletiknationer, og det betyder noget i en konkurrenceform som denne. Derudover mangler vi en række af vores bedste atleter”, siger holdleder Rasmus Kjær og henviser blandt andet til sprinterne Simon Hansen og Mette Graversgaard (begge Aarhus 1900) og mellemdistanceløberne Kristian Uldbjerg (AGF), Annemarie Nissen og Sofia Thøgersen (begge Sparta), der er ude med skader eller bortrejst.

”Men altså, hvis alle præsterer op til deres bedste, og tingene flasker sig, så har vi da lov at drømme, vi har jo overrasket før”, siger han.

Dansk hækfavorit og tæt 1500-meter
Nordenkampen har imidlertid også status af de individuelle nordiske indendørsmesterskaber, og her ser de danske muligheder anderledes lyse ud. Rasmus Kjær peger på Ida Beiter Bomme (Sparta), der kan tage guld på 60 meter hæk, og også har gode chancer i længdespring. Derudover er Joel Ibler (Bagsværd) i spil til en medalje i et spændende 1500-meterfelt, hvor han blandt andre skal op mod norske Fillip Ingebrigtsen og holdkammerat på dagen - Islandske Balvin Magnusson. Den samme er den danske rekordholder i trespring Janne Nielsen (Aarhus 1900), Spartas Sebastian Monneret på 400 meter, Køges Nick Rostgaard på 800 meter og AGFs Andreas Bock på 3.000 meter, hvis han vel at mærke finder formen fra 2025, hvor han løb flotte 7:51.

Rasmus Kjær fremhæver også mændenes 60 meter hæk. Her ligger fem løbere – heriblandt Spartas Andreas Christoffersen – indenfor 6/100, og alt tegner derfor til et meget spændende opgør, hvor det godt kan blive til dansk medalje. 
Derudover glæder det talenttræneren, at det danske hold også tæller fem unge atleter, der er del af Dansk Atletiks nye futures-talentprogram. Det drejer sig om Alma Ravn (Sparta) på 60 og 200 meter, Jonathan Sass Møller og Klara T. Bjerregaard i trespring (begge Randers Freja), Christoffer Banke (HGATM) på 400 meter og Roars Andreas C. Christoffersen på 60 meteren.

”Jeg glæder mig virkelig til at se de unge atleter på den store scene. De har alle udviklet sig markant det seneste par år, så det bliver interessant at se om de har taget den yderligere et skridt videre.”

Landskampen sendes for første gang i en årrække år på dansk TV og kan følges på DR2 den første februar fra kl. 11.

Om Nordenkampen
Nordenkampen er en årligt tilbagevendende landskamp. Mesterskabet blev afviklet for første gang i 2011, mens Danmark og Island deltog for første gang med et kombineret hold i 2014. 
I Nordenkampen stiller hver nation/hold med et kvinde- og et herrehold. Hvert af disse kan stille med to atleter i hver disciplin, og atleterne scorer point til holdet afhængigt af placering. En førsteplads giver 9 point, en andenplads 7, en tredjeplads 6 osv. ned til 1 point for en sidsteplads. Holdets samlede score afgør holdets placering i landskampen.
Udover landskampen har stævnet også status af individuelle nordiske mesterskaber. Vinderen i de enkelte discipliner kan altså - udover point til holdet - også kalde sig nordisk mester.

Resultater de seneste 5  år

2025
Mænd
1. Sverige 2.Finland 3. Norge 4. Danmark/Island

Kvinder
1. Sverige 2.Finland 3. Norge 4. Danmark/Island

2024
Mænd
1. Sverige 2.Finland 3. Norge 4. Danmark/Island

Kvinder
1. Sverige 2.Finland 3. Norge 4. Danmark/Island   

2023
Mænd
1. Norge 2.Finland 3.Sverige 4. Danmark/Island

Kvinder
1. Sverige 2.Norge 3. Finland 4. Danmark/Island

2022
Mænd
1. Sverige 2.Norge 3. Finland 4. Danmark/Island

Kvinder
1. Sverige 2.Finland 3. Danmark/Island 4. Norge

2021
Ikke afholdt

 

Seneste nyheder