Nyhed fra Dansk Atletik
Jacob Simonsen er indehaver af hele tre landevejsrekorder på maraton, halvmaraton og 10-km. I weekenden løber han sammen med en række andre prominente danske løbenavne 21,1 km i Barcelona. Foto: Deca Text&Bild

Danmarks bedste løbere jagter hurtige tider på landevejen

Atletik i ugen: Tre danske rekordholdere tørner ud i denne weekend, der byder på spændende og lynhurtige landevejsløb i Barcelona og Monaco. Derudover fortsætter indesæsonen med sprint, spring og kast. Få overblikket her. 

Selvom vejene herhjemme ligger snedækkede hen, er der fuld fart på landevejssæsonen i den kommende weekend. Stærke felter og udsigter til perfekte forhold har lokket en stor del af den danske elite til henholdsvis Barcelona for at løbe halvmaraton og til Monaco for at løbe 5 km.

I førstnævnte samler interessen sig nok mest om den danske rekordholder på distancen, Jacob Simonsen. Det var i netop Barcelona for et år siden, at AGF-løberen tog livet af Carsten Jørgensens sejlivede halvmaratonrekord fra 1998, som han med 1:01:11 fik skåret 44 sekunder af. Om formen er til endnu en rekordforbedring må tiden vise.

Men Simonsen er så afgjort ikke den eneste interessante løber på startstregen i Barcelona. Hos kvinderne finder vi fx Juliane Hvid (Sparta), der for få uger siden løb den næsthurtigste danske 10km-tid nogensinde, og Carolien Millenaar, der er forsvarende dansk mester på distancen og med en PR på 1:12:25 er godt et minut fra Sara Schous rekord (1:11:07) fra 2024. Alberte Kjær (AGF), der har løbet så stærkt som 1:11:20 stiller også til start, men efter sigende ikke for at løbe hurtigt. 

Andre spændende kvinder er Laura Astrup (AGF) og unge Hannah Odgaard (AGF).
Blandt herrerne finder vi også den danske halvmaratonmester i form af Spartas Martin Egebjerg Olesen, der løb 2:13,14 på den dobbelte distance i december sidste år, Thijs Nijhuis (Vexa HLM Running), Jens Emil Sloth (Bjerringbro Atletik og Motion), der løb 1:03:49 ved løbet sidste år, Christian Okkels og mellemdistanceløbere Andreas Lindgreen (begge Sparta).

Løbet skydes i gang søndag kl. 08.30

Løbets hjemmeside

Følg med via appen Mitja Marató Barcelona

To rekordholdere til start i Monaco
Barcelona er imidlertid ikke det eneste sted syd for grænsen, hvor de hurtige landevejssko er kridtet. Det er de også i Monaco, hvor der er 5 km på menuen, og her har vi såmænd to rekordholdere til start. Hos kvinderne stiller Sofia Thøgersen (Sparta) op. Hun løb i marts sidste år 15:21 på distancen og satte dermed sin danske seniorrekord nummer fem.
Herrernes rekordholder, Bagsværds Joel Ibler, er også til start. Han satte sin rekord på 13:38 så sent som i december 2025 i et løb, der ifølge ham selv ikke var helt optimalt løb, så hvis han rammer dagen, er det ikke utænkeligt, at vi får en forbedring her.
Ud over de to unge stjerner er AGFs rutinerede Mikael Johnsen, der har løbet 13:42 (på bane), også til start.

Der er ganske givet andre hurtigere danskere til start i både Barcelona og Monaco, men startlisterne er ikke tilgængelige. 

Løbets hjemmeside

Øvrige danskere i ilden
Udover landevejsløberne fortsætter indesæonen med masser af danske starter: Lørdag  afvikles Bannister Winter Classic i Göteborg, hvor bl.a. Amaya Kruse (Sparta) løber 60 og 200 meter og William Thøgersen (Sparta) og Christoffer Frost (Bagsværd) 1.500 meter.

Samme dag men lidt længere nord på i Stockholm står den på Raka Spåret – et stævne, der også tæller en række danske starter. Bl.a. brandvarme Ida Bomme, der stiller op i længdespring. Det samme gør bl.a. Bjørk Nørremark og Lace Aabo (alle Sparta).

Derudover løber Gustav Lundholm (Sparta), sit fjerde løb på den sydlige halvkugle. Denne gang er han taget til Perth Track Classic i Australien, og kan han følge op på de flotte 45,91 fra sidste uge vil han nærme sig sin egen danske 400 meterrekord på 45,41.

Søndag er der kuglestødsstævne også i Göteborg. Her er blandt andre de to Spartakastere Christopher Holmbjerg Jensen og Theodor Hennecke til start.

Seneste nyheder