Nyhed fra Dansk Atletik
Mikkel Ringsted (KIF) besejrede ene mand en stangspringstrio fra Sparta. Foto: Lone Dybdal.

Storfavorit tog revanche, mens overlegen stangspringer underholdt hele hallen: DM-indes første dag

Med masser af ild og power-poses forud for finalerne ved dette DM-inde var der lagt op til utroligt tætte opgør. Stjernerne levede op til deres favoritværdighed, men dag et bød også på underholdende overraskelser.

På kvindernes 60 meter hæk var Ida Beiter Bomme (Sparta) den helt store favorit, og som første-seedet kunne hun da også sætte sig til rette i blokken på bane fire. Trods en god start ramte hun første hæk for hårdt og stoppede derfor op allerede ved den næste.

”Jeg var meget sur og ked af det. Min opvarmning var så god, og min start var så god, så jeg følte virkelig, at jeg kunne have løbet en god tid”, siger Ida Beiter Bomme.

Tydeligt frustreret gik hun resten af distancen på sidelinjen med udsigt til Thea Haahr, der løb sejren hjem i 8,61 sekunder.


Ida Beiter Bomme var stor favorit, men kom ikke i mål på kvindernes 60 meter hæk. Foto: Lone Dybdal.

På den flade 60 meter var Ida Beiter Bomme så igen at finde i finalen, hvor afslutningen viste dansk sprints flotte niveau og blev utrolig tæt. Her løb hun sig til guld i ny personlig bedste tid på 7,30 sekunder, tæt forfulgt af KIFs Celina Hagihara, der vandt sølv i 7,33 sekunder, ny dansk U23-rekord, og Spartas Alma Ravn i 7,41 sekunder. Ravn havde med 7,37 sek i øvrigt sat U18 og U20 rekord i indedlende og løbet den femte hurtigste U18 tid i verden i år. 

”Det var hårdt for mig at gå tilbage op ad banen og løbe en time efter. Jeg er glad for at vise, at jeg faktisk også kan løbe den her hurtige tid. Nu ser jeg bare frem til VM. Når jeg nu ved, at jeg godt kan løbe hurtigt, glæder jeg mig meget til at vise, hvad jeg kan. Også over for mig selv”, siger Ida Beiter Bomme.

Mændenes 60 meter vandt Valentin Jensen (Sparta) i sæsonbedste 6,74 sekunder foran Andreas C. Christoffersen (Roar) i 6,81 og Rasmus Søsted Andersen (Odense) 6,90.

”Helt crazy”

Til sidst i den spændende stangspringskonkurrence for mændene, hvor hele ni springere gjorde forsøget på 4,5 meter eller derover, blev det i lige så høj grad en kamp om, hvem der turde satse mest.

Med en finger for munden signalerede Mikkel Ringsted (KIF), at det hele ikke var slut endnu, da han klarede 5,05 meter i første forsøg. Julius Haansbæk Mortensen (Sparta) gjorde det samme på sit andet forsøg og høstede sig på den måde en ny personlig rekord.

Begge valgte de at hæve baren direkte med 10 centimeter, og Julius lagde ud med en nedrivning. Overlegent gled Mikkel Ringsted over 5,15 meter-højden i første forsøg og fejrede sit nye personlige bedste med armene i vejret.

Julius Haansbæk Mortensen blev siddende i madrassen efter sine sidste to ellers stærke forsøg på 5,20 meter, og så kunne Mikkel Ringsted kalde sig dansk mester i stangspring uden at bruge flere kræfter.

”Powermovet var, at min træner efter 5,05 sagde, at jeg havde 5,20 i mig”, siger Mikkel Ringsted om beslutningen om at hæve baren.

”Jeg synes, det var overdrevet at hæve den til 5,20 og vidste, at Julius højest sandsynligt ikke ville springe på 5,10. Det ærlige svar er faktisk bare, at jeg havde brug for pausen”.

Efter både sygdom og et langt forløb med skader betyder det ekstra meget for den 29-årige stangspringer endelig at stå med guldet om halsen.

”Jeg har ikke rigtig nogen ord til det. Det er helt crazy, den vildeste drøm for mig i hvert fald”, siger Mikkel Ringsted.


Mikkel Ringsted er bedre end nogensinde før. Foto: Lone Dybdal.

 

Trespringsrekord

Trespringer Janne Nielsen (Aarhus 1900) var nok en af mesterskabernes største favoritter, og VM-deltageren fra 2025 skuffede heller ikke. Allrede i første spring nåede hun ud på 13,36 meter og satte dermed et mærke, der ville blive meget vanskeligt for andre at slå. I sit andet spring lagde hun yderligere på, og satte med 13,44 meter ny mesterskabsrekord og sikrede sig reelt guldet.

Janne Nielsen er en mesterskabernes mest rutinerede atleter, og vandt sin første DM guld i 2013. At der er arvtagere til hende blev imidlertid klart, da klubkammeraten 18-årige Johanna Lyhne Wood tog andenpladsen med 12,41 meter en forbedring af hendes hidtidige personlige rekord på næsten en meter. Nummer tre blev bare 15-årige Anna Ruby Nissen fra Esbjerg, der med 11,42 meter også satte PR. 
Hos herrerne tog Jonathan Sass Møller med et spring på 14.79 også en ventet sejr, mens Malthe Asmussen og Alfred Elsøe blev helholdsvis to og tre. 

Højt niveau

400 meter for mændene var for alvor med til at tænde op i Thorvald Ellegaard Arena midt på eftermiddagen, da de fire enormt hurtige heats susede to omgange rundt på banen.

I A-finalen lagde Benjamin Lobo (Sparta) hårdt ud med den forsvarende mester Gustav Lundholm Nielsen (Sparta) tættest på sig.

”Det kom til at udfolde sig på en lidt anden måde, end jeg lige havde forestillet mig det, men jeg er meget glad for udfaldet i sidste ende”, siger Gustav Lundholm Nielsen.

Først i sidste kurve lykkedes det ham at rykke forbi Lobo sammen med Sebastian Højriis Monneret, der ligeledes klemte sig forbi på de allersidste meter. Lundholm Nielsen vandt med et sæsonbedste på 46,97 sekunder, Monneret blev toer i sin personligt bedste tid på 47,05, mens Lobo, også med et sæsonbedste, tog bronze i tiden 47,26 sekunder. 

Trods Christoffer Banke Jørgensen sluttede sidst i heatet kunne det høres i hele hallen, da fik sin tid, 47,67. Ny personlig rekord og en velfortjent fjerdeplads til ham.

”Jeg synes, det er superfedt, hvordan niveauet er for mænd på 400 meter lige nu. Jeg synes, det er tydeligt at se, hvordan vi løftede hinanden i løbet i dag”, siger Gustav Lundholm Nielsen.


Der var tæt løb blandt forhåndsfavoritterne til sidst på mændenes 400 meter. Foto: Lone Dybdal.

”Tæt på mange gange”

Kun kraftige brøl fra kasteområdet overdøvede den rockmusik, som spillede i hallen under de sidste runder af kvindernes kuglestødskonkurrence. Her bestod favoritflokken af profiler, der typisk er stærke i andre kastediscipliner også.

Hammerkaster og OL-deltager Katrine Koch Jacobsen (Sparta) lagde niveauet for dagen og åbnede ballet i kuglestødsringen med et stød på 14,30 meter. Under sidste runde klappede hele hjørnet i hallen med, da hun veltilfreds kunne knytte næverne og fejre sit sæsonbedste stød på 14,49.

Det var bare ikke nok til at slå tidligere mangekæmper Nickoline Skifter Andersen (Sparta), hvis stød fra anden runde, ingen overgik. Derfor kunne hun sagtens overtræde sit sidste forsøg, og stadig vinde danmarksmesterskabet med resultatet på 14,84 meter. 


Nickoline Skifter Andersen var denne gang den stærkeste kvinde i kasteringen. Foto: Lone Dybdal.

”Det er rart, det endelig lykkedes at vinde. Jeg har været tæt på mange gange, men det blev så i år. Jeg er skiftet til at satse mere på kuglestød. Stabiliteten er egentlig kommet med bedre længder, men jeg havde lidt håbet på at sætte en personlig rekord”, siger Nickoline Skifter Andersen.

Rutinerede Maria Sløk Hansen (Hvidovre) vandt bronze med et stød på 14,03 meter, der er sæsonbedste.


Du kan finde alle resultaterne på Roster, hvor du ogå kan følge stævnets anden dag live.

 

Seneste nyheder