Nyhed fra Dansk Atletik
Katrine Koch tog en suveræn sejr, da hun den 14. marts med 75,52 meter til European Throwing Cup satte ny dansk rekord og kastede længst af alle i verden i år. Foto: Marta Siljudottir.

Interview: Et kast til historiebøgerne

Den 14. marts 2026 satte Katrine Koch Jacobsen dansk rekord i hammerkast. 75,52 meter sendte hun hammeren ud på – det længste i verden i år. Kastet blev leveret ved den allerførste konkurrence i den allertidligste del af sæsonen, men for den danske VM-8´er havde det været undervejs i fire år.

Kan en rekord være forbandet? Nok ikke, men for Katrine Koch Jacobsen er der alligevel noget ambivalent over det fantomkast hun satte sammen til en klar dansk rekord for knap fire år siden i juni 2022. Kastet var dengang over tre meter længere end hendes næst længste, og trods masser af international succes i årene efter og en lang række lige-ved-og-næsten-resultater, var det et kast, hun ikke kunne overgå.

Altså indtil i år, da hun den 14. marts gik i ringen ved European Throwing Cup på Cypern.

Egentlig var forholdene ikke til det. Regnen havde stået ned over GPS Stadium i Nicosia, der igen dannede rammen om det store europæiske kastestævne, i flere timer og stort set spoleret spydkasternes konkurrence. Vinden var kold, og det solskin og de lune temperaturer, der havde præget de forgangne dages pre-camp på Cypern, virkede langt væk.

”Det var de totalt modsatte forhold af sidste år, hvor det var megavarmt og tørt. Da vi skulle til at starte, dryppede det dog kun, og det var bare koldt. På en måde var det med til at dæmpe forventningerne, at vejret ikke var optimalt. Det sænkede presset,” fortæller hun.

Trods forholdene landede hammeren i første forsøg på 71,25 meter - dagens klart længste kast og nok til en foreløbig førsteplads.

”Det første kast føltes sådan set ikke som noget særligt. Jeg havde klart en fornemmelse af, at der var mere at komme efter, så det var da rart, at det blev så langt.
Det er altid specielt med årets første stævne. Vi har ikke været i konkurrence siden efteråret, så man ved reelt ikke, hvor man står.

Vi har brugt vinteren på at arbejde på nogle tekniske aspekter – særligt omkring min start – og det har ærlig talt kørt lidt op og ned, så det var virkelig rart at opleve, at det fungerede, og at de ting, vi har arbejdet med, udmøntede sig i en høj stabilitet og nogle lange kast".

Fandt roen
Katrines andet og tredje kast blev målt til 73,15 og 72,48 meter, inden fjerde kast kiksede og femte nåede 69,68 meter - og som det eneste i serien blev målt til under 70 meter.

”Jeg er lidt anspændt og låst i fjerde kast, og det sætter sig med det samme i resultatet. Inden jeg går ind til sjette (og sidste red.) kast, arbejder jeg derfor med at finde tilbage til den ro og afslappethed, der havde præget de første kast. Det lykkes, og på det tidspunkt, hvor jeg går i ringen, er der også bare rigtig meget support fra de andre. Jeg kan høre, de råber og hepper, og det får jeg bare rigtig meget energi af.

Da jeg slipper hammeren, kan jeg godt mærke det er godt. Jeg kan ikke helt se, hvor den lander, og da jeg får resultater, og de siger "75-et-eller-andet", så fattede jeg det ikke helt. Det er først, da Gudrun (islandsk klubkammerat red.) kommer hen til mig, og er helt oppe at køre, at det går op for mig.

Jeg bliver selvfølgelig glad, men - som man også kan se på TV - nok mest af alt rørt og lettet. Jeg har jagtet det her 75-meterkast siden 2022 og været tæt på mange gange, så det, at det lykkedes, slog mig faktisk lidt ud. Det var ikke fordi, jeg ikke troede på det. Jeg har flere gange vist til træning, at jeg havde potentialet til at kaste over 75 meter, men har haft svært ved at få det ud i konkurrence. Det har virket lidt som en forbandelse, og den fik jeg brudt nu”.

Vild start på karrieren
Katrine Koch kom flyvende ind på kastescenen i 2021. Inden da var hun gymnast og sprinter med bl.a. en andenplads fra DMU på 60 meter hæk og en PR på 100 meter på meget hæderlige 12,79 sekunder.

Men i 2017-2018 begyndte hun efter talrige knæskader at kaste. Først med det hele – diskos, kugle, spyd og hammer, men snart primært med hammeren. I 2019 kastede hun første gang over 50 meter. I 2020 over 60, og i 2021 satte hun sin første danske rekord med 64,68 meter. Den forbedrede hun seks gange i løbet af sæsonen og i september 2021 kastede hun 71,09 meter – næsten 10 meter længere end nogen anden dansk kvinde før havde kastet.

Men så stoppede progressionen, inden hun i juni 2022 altså lavede sit nærmest perfekte kast, sendte hammeren ud på 74,22 meter og satte den rekord, det skulle tage hende knap fire år at forbedre.

”2022 var faktisk en lidt svær sæson. Jeg havde udviklet mig konstant, siden jeg begyndte at kaste, og i 2021 forbedret mig med 10 meter. Nu stoppede det, og det havde jeg ikke prøvet før. Det er jo helt naturligt og noget, man ser hos alle atleter, men det satte sig lidt i hovedet, tror jeg. Det var kommet så let til mig, og det gjorde det ikke på samme måde mere – det var jeg ikke helt klar på mentalt”.

Resultaterne udeblev dog ikke, og det blev både til EM-deltagelse i 2022, VM-deltagelse i 2023, EM-femteplads og OL-debut i 2024. Men rekorden, den forblev på de 74,22 meter.

”Jeg blev ved med at klø på, træne hårdt og arbejde med det mentale i en forventning om, at rekorden nok skulle komme på et tidspunkt. Jeg forbedrede mig på så mange andre parametre og er jo blevet meget mere stabil (de 10 længste kast i 2025 var i snit 72,9 meter mod 70,5 meter i 2022 red.), men tvivlen groede nok lige så stille for hver konkurrence, der gik uden, at jeg forbedrede min rekord”.

Den 14. marts blev tvivlen så endelig manet i jorden. Rekorden kom.  Den kom som led i en meget stærk serie, og i form af det længste kast i verden i år (amerikanske Rachel Richeson har dog efterfølgende kastet længere). Det giver en tro på fremtiden og plads til at drømme:

”Det er forhåbentlig bare begyndelsen. Jeg føler, at jeg har forbedret mig både fysisk og teknisk, og så har vi fundet en god balance i træningen, så jeg tror godt jeg godt tillade mig at håbe på mere. Sæsonens største mål er EM, og her tør jeg godt sige, at jeg går efter en medalje”.

Katrines næste store konkurrence bliver formentligt Gold stævnet i Nairobi i Kenya. Her kastede hun sidste år 74,21 meter – 1 cm fra den ”forbandede” rekord fra 2022.

Katrine Koch Jacobsen

Født: 1999
Klub: Sparta
Træner: Carsten Bomme

Udvalgte resultater

  • 6 x DM-guld i hammerkast
  • Nr. 8 ved VM i 2025
  • Nr. 10 ved OL i 2024
  • Nr. 5 ved EM i 2024
  • 2 x sejre ved European Throwing Cup (2024 og 2026)
  • 9 danske rekorder i hammerkast. Seneste med 75,52 meter sat d. 14. marts 2026

Seneste nyheder